Lige nu bugner haven af lækre bær og det skal jo udnyttes. En masse er plukket og lagt i fryseren. Andre er brugt til frisklavet is og andre igen til marmelade. Det er sidstnævnte I her får opskriften på.
Jeg har anvendt sukrin Gold som sødemiddel og chiafrø som stivelse. Var selv lidt spændt på resultatet og om der ville være en bismag ved at anvende sødemiddel, frem for almindeligt sukker.
Jeg kan afsløre at resultatet er mere end godkendt. Jeg har ikke lavet det så sødt, som jeg ville have gjort før i tiden, men til gengæld kan man rigtigt smage bærrene.
Lækker hjemmelavet marmelade med masser af smag af de syrligtsøde hindbær.
Ingredienser (1 stort glas):
1 kg nyplukkede hindbær
2 dl sukrin Gold
1 tsk vaniljepulver
1 – 1½ dl chiafrø
Sådan gør du:
Hindbær, sukrin og vanilje hældes i en gryde og koges langsomt op.
Simrer i 5-10 minutter indtil bærrene er kogt helt ud.
Tag bærrene af varmen og tilsæt herefter chiafrø. Rør i bærrene indtil chiafrøene har suget væske til sig (ca. 5 min).
Hæld marmeladen på skoldede glas og luk med det samme.
Jeg er ikke den store morgenmadspiser og nogle dage går jeg bare og får mig en 2-3 kopper kaffe med fløde. Men som regel betyder det at jeg spiser for meget til frokost/eftermiddag, så jeg er stopmæt når jeg skal spise aftensmad med manden.
Derfor er jeg nu begyndt at spise mere ordentligt om morgenen og så bliver frokosten lidt lettere, hvis jeg overhovedet spiser noget. Dermed er jeg igen blevet mere motiveret til at spise aftensmad. Tror manden i huset har været lidt træt af at jeg ikke gider spise om aftenen, da det jo ellers er vores fælles hyggestund.
Så lige nu er min favorit denne æggesandwich, der er let at lave, ikke kræver en masse specielle ting og som smager rigtigt godt!
Lækker nem og mættende morgenmad.
Ingredienser (1 person):
2 æg
Smør til stegning
2 skiver ost (jeg bruger flødehavarti)
1 tomat
2 skiver skinke eller lign
Salt og peber
Sådan gør du:
Smelt smørret på panden.
Slå æggene ud på den varme pande. På det ene æg lægges 2 skiver osten og den skiveskårede tomat.
På det andet æg lægges skinke, kylling, kalkun eller hvad man ønsker. Krydres med salt og peber. Når æggene er færdig stegte lægges ægget med skinke ovenpå ægget med ost, med skinke siden nedad.
Her om sommeren består det meste af vores aftensmad af grillet kød + et eller andet tilbehør. Som regel sker der det, at manden i huset stolt kommer hjem og viser det bytte han har nedlagt i supermarkedets køledisk! Den stolte jæger bringer så byttet hjem til hulen og det er så op til mig at finde på et passende tilbehør, mens jægeren forkuller kødet på grillen. 😉
Sådan har det altid været herhjemme – i mandens verden er grillmad lig med kød og han ser helt forvirret ud, hvis jeg formaster mig til at spørge ham, hvad han tænkte vi skulle spise til kødet?!?! 😮
Men det er jo så blevet op til mig at finde på og eftersom jeg ikke har lyst til at bruge al for meget tid i køkkenet her i den lyse tid, så har jeg udviklet nogle favoritter, som jeg så veksler imellem. En af disse er flødestuvet spidskål med mandler og tranebær. De 2 sidstnævnte ingredienser, betyder at retten ikke er striks, men hvis man undlader dem, så kan den sagtens indgå i en striks diæt.
Sådan gør du:
Smørret smeltes i en dyb pande eller en gryde.
Kålen snittes mellemfint og hældes op i panden med det smeltede smør. Varmes godt igennem, til kålen er blevet blød og mør. Vendes regelmæssigt, så det ikke bruner.
Mandlerne hakkes groft.
Når kålen er faldet sammen og er blevet mør, tilsættes fløde, mandler og tranebær. Retten varmes hurtigt igennem og smages til med salt og peber.
Klar til servering – det var da nemt?!
Friske hindbær! Den danske sommer byder på så meget lækkert!
Ih jeg elsker hindbær!
I vores have er vi velsignede med gamle buske af en tidlig sort, så forleden plukkede jeg 3kg i løbet af no time.
Noget af det lavede jeg lækker flødeis af.
Lækker flødeis med hindbær.
Ingredienser (6-8 portioner): 4 æggeblommer
4 dl piskefløde
4 – 6 spsk Sukrin (Almindelig, Gold eller melis)
2 tsk vaniljepulver eller korn fra 1 stang
2 dl friske hindbær
20g mørk chokolade (70% eller derover)
Sådan gør du:
Æggeblommer, sukrin gold og vaniljepulver piskes op til en lækker og luftig æggesnaps.
Bærrene blendes.
Fløden piskes stiv – så der trækkes gode spor fra piskeris i overfladen, men uden at fløden bliver “smøragtig”
Chokoladen hakkes groft.
Fløde og æggesnaps vendes sammen til en jævn masse.
De blendede bær og den hakkede chokolade vendes nænsomt i fløde/æggemassen, til det er jævn fordelt. Fryses via ismaskine eller hældes på forme, overdækkes og sættes i fryseren. Hvis du fryser isen uden ismaskine, skal du røre i isen 1 gang hver ½ time i starten, så al chokoladen ikke blot samles i bunden.
Smages bedst når en er let tøet inden servering!
Der er jo flere måder, hvorpå man kan konstatere at tiden går. En af dem er at vores børn bliver ældre!
I fredags dimmiterede en af vores som student og det er jo som sædvanligt ikke til at forstå hvor tiden er blevet af. 🙂
I forbindelse med Christians flotte eksamen, skulle de unge mennesker jo selvfølgelig ud på studenterkørsel og vi fik også æren af at få dem på besøg hos os.
Christian havde bestilt sandwich, hvilket han naturligvis fik, men jeg lovede også at bage nogle studenter cupcakes.
Før mine LCHF dage, var jeg kendt for mine kager i alle afskygninger, så der var fuld tillid til at jeg kunne præstere nogle flotte kager til anledningen.
Men – nu bestod problemet jo så i at jeg ikke har mel eller sukker i mit køkken længere og jeg var træt af at skulle ud at købe den slags igen. Så jeg besluttede mig for at det måtte blive LCHF cupcakes. Og ved I hvad?! De var en kæmpe succes! Ingen havde mistanke om at de var lavet uden mel og almindeligt sukker…..
Så derfor skal I da også have opskriften på dem.
Måske kom jeg lidt let om ved det denne gang, idet jeg egentligt havde “opfundet” selve kagen og dermed kun skulle finde ud af at lave en lækker frosting til dem. Her har jeg lavet den med blåbør og blå frugtfarve, da Christians hue er blå. Men den kan laves helt plain eller med andre bær/farve, som man ønsker det. 🙂
Men her kommer opskriften! Snyd ikke jer selv for denne lækre kage! 🙂
I dagens anledning med blå frosting, så de passer til huen!
Sådan gør du: Smørret piskes godt luftigt og sukrin og vaniljepulver tilsættes.
Alt piskes godt op til en luftig og let masse.
Bærrene blendes og tilsættes langsomt til smørmassen mens der piskes. Tilsæt lidt af gangen, så du undgår at massen bliver for tynd. Hvis du ønsker mere farve kan du tilsætte lidt frugtfarve.
Det er vigtigt at alle ingredienser har stuetemperatur, da du ellers risikerer at smørmassen skiller. Skulle det ske, kan du sætte den i køleskabet i en times tid og så piske det godt sammen igen.
Ønsker du en neutral topping undlader du blot at tilsætte bær.
Pynt nu de afkølede mandelkager med topping/hele bær efter smag og behag.
Jeg elsker min have – en stor gammel landhave, hvor vi gennem sommeren kan hente mange dejlige råvarer. Det er dog et par år siden at vi nedlagde selve nyttehaven, for den fik vi ikke passet – men vi har nu masser af bær, urter og ikke mindst et bugnende drivhus.
Lige nu har vi masser af hindbær. Vi har en tidlig sort, der tager over lige som jordbærrene er ved at klinge af.
Det skal selvfølgelig udnyttes og da bonussønnen lige er blevet student og skal fejres, så skal der naturligvis laves lækker sommeragtig lagkage. Så jeg har eksperimenteret med at få min tidligere yndlingslagkage konverteret til LCHF og resultatet blev ret godt, når jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo 😀
Hindbærfromage: 5 bl. husblas
200 g. hindbær – friske eller optøede frosne
50 g. Sukrin melis
½ l. piskefløde
1 vaniljestang
Pynt:
½ l piskefløde og friske hindbær.
Sådan gør du: Mandelbunde:
Æggeblommer og sukrin piskes til tyk æggesnaps.
Da vores meltyper er lidt tungere end almindelig hvedemel, kan det betale sig at være tålmodig her og piske rigtigt længe, så æggesnapsen bliver meget luftig.
Mandlerne hakkes meget fint.
Pofiber, affedtet mandelmel og bagepulver blandes og vendes forsigtigt i æggesnapsen sammen med de fint hakkede mandler.
Æggehviderne piskes stive, men ikke knoldede, og vendes i æggemassen til du har en ensartet dej. Rør så lidt som muligt og stop så snart dejen er sammenhængende. Jo mere luft der bevares i dejen, jo bedre.
Klip et rundt stykke bagepapir, der passer ned i bunden på en mellemstor springform. Læg papiret i bunden af formen og fordel dejen jævnt i formen. Glat toppen pænt ud.
Bages ved 190 grader alm. varme i 20-30 min.
Bunden afkøles helt i formen og skæres så forsigtigt løs af kanterne. Slå bunden ud af formen og rengør formen. Den skal bruges til at opbygge lagkagen i.
Hindbærfromage:
Husblassen lægges i blød i 1 liter koldt vand i en ½ time. Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud.
Bland kornene med lidt Sukrin Melis, så du får en slags vanilje sukker.
Hindbær, Sukrin melis og vaniljesukker hældes i en lille kasserolle og opvarmes langsomt til kogepunktet. Rør i det undervejs, så hindbærrene bliver til mos. Tages af varmen og køles ned til ca. 70 grader.
Sukrin Melis, “vaniljesukker” og friske bær opvarmes.
Vrid vandet af husblassen og kom den direkte i den lune hindbærmasse. Rør godt rundt. Hæld massen op i en ren skål.
Pisk fløden til en let skum og kom 1/3 af flødeskummet op i hindbærmassen. Rør godt rundt. Dette er for at nedkøle hindbærmassen, inden den blandes med resten af flødeskummet.
Hæld den nedkølede fløde/hindbærmasse op i det resterende flødeskum og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber. Bevar så meget luft som muligt.
Opbygning af lagkagen:
Flæk mandelbunden i 2 og læg den ene halvdel ned i springformen. Fordel ½-delen af hindbærfromagen på bunden. Tryk den anden bund ned ovenpå fromagen – der må godt trykkes lidt.
Fordel resten af fromagen på toppen og glat pænt ud.
Sæt kagen på køl, gerne til dagen efter eller 3 timer på frost til den har sat sig.
Kagen direkte fra køleskabet, inden pyntning.
Inden servering sættes kagen over på det fad den skal serveres fra og her pyntes den med flødeskum og friske hindbær!
Selvom jeg som sådan og overraskende nok, ikke savner brød så meget som jeg troede, så er der bare nogle gange, hvor det er rart at kunne tage sig en ostemad.
I starten af mine LCHF dage bagte jeg mange brød, men det er blevet til mindre og mindre, omend jeg som regel har et skivet et af slagsen i fryseren.
Men når jeg skal bruge brød i en håndevending, så er jeg blevet rigtigt glad for Ooopsies, der jo kan varieres i det uendelige.
Den helt plain Ooopsie indeholder nærmest kun æg og ost + HUSK, men der kan laves både søde og salte varianter af grundopskriften.
Jeg foretrækker at tilsætte lidt pofiber til “dejen” for at få den lidt mere brødagtig. Det fungerer rigtigt godt, synes jeg.
Disse blev bagt, fordi vi skulle have hotdogs til aften og der er Ooopsies da lige sagen!
Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 160 grader varmluft.
Æggene deles og hvider og blommer hældes i hver sin skål.
Blommerne piskes sammen med flødeost og salt, til det er en jævn masse. Herefter blandes bagepulver, HUSK og pofiber sammen med oste/ægge massen. Lad stå og trække lidt.
Pisk hviderne helt stive.
Hviderne blandes gradvis med oste/ægge massen. Brug en spartel og vend hviderne i lidt af gangen til du har en jævn dej.
Dejen sættes på en bageplade, beklædt med bagepapir. Jeg anvender en lille suppeske til formålet.
Bages i ovnen i 20-25 minutter.
Afkøler på en rist.
Jeg foretrækker mine Ooopsies kolde – med masser af smør og ost! Hvordan foretrækker du dine?
Kom gerne med dine forslag til Ooopsie varianter!
I går var jeg til hundetræf hos den kennel, hvor jeg har købt min hund. Da det er en lidt speciel race (Australsk Kelpie), er det altid dejligt at mødes med andre “lidelsesfæller” og snakke med dem og deres hunde.
Til sådan et arrangement bliver der jo snakket om løst og fast. Til frokost går det op for flere at jeg har taget et valg omkring min kost, idet jeg ikke spiste de, ellers meget lækkert udseende og fristende, sandwich, der blev serveret.
Det giver jo altid anledning til lidt snak og rigtigt mange var positivt interesserede, og så snakker jeg jo gerne…. 🙂
På et tidspunkt hører jeg så mig selv sige, at jeg ikke længere har så stor fokus på mad, som jeg havde tidligere. At mad ikke længere fylder så meget i mit liv. Det har jeg så efterfølgende tænkt lidt over, for er det nu også sandheden? Før i tiden snakkede jeg jo ikke kost med alt og alle, til forskellige arrangementer, ligesom jeg heller ikke var med i og aktiv i flere kostgrupper på facebook og jeg brugte heller ikke tid på at fotografere min mad, nedskrive opskrifter og blogge om det. Så at sige at mad ikke længere fylder så meget i mit liv er da vist ikke helt sandt?!?!
Men det er jo faktisk det jeg føler, på trods af alt det ovenstående. Så hvordan kan det så være?
Efter at have tænkt lidt over det, så tror jeg det er fordi mad ikke længere er lig dårlig samvittighed for mig! Selv når jeg, som i går, vælger at spise et stykke kage, så er det et bevidst valg fra min side. Jeg nyder at have taget det valg og spist et lækkert stykke kage, men stopper efter 1 stykke, hvor jeg tidligere ikke ville kunne styre det.
Før i tiden følte jeg mig hele tiden sulten og havde derfor ikke et reelt valg, når der kom fristelser i nærheden af mig. Jeg ved godt mange vil sige – “så vis dog lidt rygrad”, men fakta er bare, at det havde jeg ikke. Min krop følte sig ubalanceret og i underskud, hvorfor jeg var oppe mod kræfter, der var stærkere end mig.
Noget af det bedste jeg oplever ved at spise LCHF mad, er at det er MIG, der bestemmer! JEG vælger at spise et stykke kage, fordi jeg ønsker det. Så nydes stykket i fulde drag. Væk er den dårlige samvittighed og alle frustrationer over ikke at have styrke nok til at stå i mod.
Jeg er nu i kontrol over min mad, fordi min krop er tilfreds og mæt. Mangler ikke sukkeret fra kagen rent fysisk, så derfor kan jeg tage et bevidst valg om at deltage i det sociale omkring kagespisning.
Jeg tror det er denne frihed og følelse af at være den der bestemmer, der gør at jeg nu føler mad ikke længere fylder så meget i mit liv. Jeg nyder min nye livsstil og har derfor ikke svært ved at holde fast – for den betyder en masse gode tilvalg for mig, hvor tidligere tider bestod af en masse fravalg og “forbud”. I dag forbyder jeg ikke mig selv noget som helst, jeg udvælger bare med omhu hvad jeg vil spise hvornår.
En af mine tidligere favoritretter var en stærk og fyldig Chili Con Carne. Det er det stadigt – men nu en en LCHF version, hvor kødet smager af mere, men bønnerne er valgt fra. Jeg kan godt lide bønner, men det store indhold af kulhydrat får mig til at vælge dem fra.
Her kommer så en opskrift på en lækker, stærk og fyldig Chili Con Carne LCHF style – bønnerne er erstattet af den allestedsnærværende blomkål! 🙂
Stærk og fyldig Chili Con Carne med Creme Fraiche 38% på toppen.
Ingredienser (4 pers): 500g fedtrig hakket oksekød
1 lille blomkålshoved
1 peberfrugt
3 mellemstore tomater
1 ds. hakkede tomater
1 mellemstort løg
2 fed hvidløg
1-2 friske/tørrede chili efter smag og behag
1 – 2 tsk spidskommen efter smag
Salt
Peber
50g smør
Creme Fraiche 38%
Sådan gør du:
Blomkålen hakkes rimeligt groft i stykker der minder om de bønner de skal erstatte i retten.
Løg og hvidløg hakkes mellemfint.
Peberfrugt og chili skæres i tynde stænger.
Smørret smeltes i en stor gryde og blomkålen vendes godt igennem i smørret sammen med hakket løg og hvidløg.
Tilsæt hakket oksekød og steg til kødet har taget farve.
Krydr kødet med spidskommen og rør det hele godt sammen.
Tilsæt grofthakket tomater og dåsen med flåede tomater, kog op og smag til med salt og peber.
Lad retten simre i mindst 30 minutter ved svag varme og rør jævnligt igennem.
Smag til inden servering og servér den med en god klat Creme Fraiche 38% på toppen.
Velbekomme!!
Lige lækkert med en iskold danskvand, en kold øl eller et glas rødvin!
Endelig er jeg tilbage, med lyst og ikke mindst tid til at skrive her på bloggen. Siden sidst er der sket lidt af hvert. Det største er at jeg er blevet gift! 🙂
Så blev jeg gift med min udkårne 🙂
Da det er 2. gang for både min kæreste, eller rettere min mand! og jeg, valgte vi at gøre det lidt anderledes end første gang, hvor vi begge havde stort kirkebryllup med stor fest. Så vi drog, i al hemmelighed, ud til det gamle rådhus i Ebeltoft og blev viet d. 6/6. Bagefter spiste vi en dejlig frokost på “Mellem Jyder” i Ebeltoft – bestemt et besøg værd. Ingen vidste noget og vi var der sammen med et andet “hemmeligt” brudepar, så vi endte med at vidne for en hinanden. Det var en stor og på mange måder, meget intim oplevelse for os begge. Helt anderledes end at blive fejret med pomp og pragt, men bestemt ikke mindre følelsesladet. Nå – men så er jeg altså en gift kone – igen! Håber bare jeg er bedre til at være det denne gang end sidst – men jeg vi da gøre et ihærdigt forsøg!
Efter brylluppet drog vi på ferie på Kreta – åh skønne Kreta. Det var første gang jeg (vi) var dernede, men jeg forelskede mig straks i øen! Men ok – nu er jeg rimelig nem at begejstre når jeg er på ferie, så jeg tror nogen vil kunne påstå, de har hørt mig sige det samme om Cypern, Alanya og Fuerte Ventura. Men hvad – lidt skolepige crushes på forskellige øer, kan vel nok gå an. De kommer jo aldrig til at mødes! 😉
Men Kreta – åh bliver helt længselsfuld bare ved tanken – jeg ved ikke præcis hvad det er der tænder mig på øen, men jeg bliver altid lidt begejstret for det kaos, der råder i syden. Ikke at jeg tror jeg ville kunne leve i det, men det er en dejlig afveksling fra livet herhjemme, hvor alt er regelret og vores politikere dagligt laver love, der skal beskytte os som borgere, når nu vi ikke er i stand til at tænke selv. :-/ Lige da vi kom hjem, kørte en nyhed om at man fra politisk side nu overvejede at “forbyde” energidrikke til børn. Jeg kan sagtens følge at de unges indtag af disse drikke skal begrænses, men jeg bliver så træt i ansigtet når jeg hører “FORBUD”. Der var en gang vi gik og grinede lidt af forbudslandet Sverige, men jeg skal da lige love for vi er kommet efter det siden.
Hov, det var vist et sidespring….. 😛
Nå, tilbage til Kreta.
Jeg er som sagt ret begejstret for Kreta og især maden dernede. Den minder, af gode grunde, meget om den mad vi fik på Cypern, men nøj hvor jeg synes der er masser af smag i det! Blot er jeg så træt af at de alle steder serverer pommes frites til maden. Hvad er det for en skidt vane?! 7 dage med pommes frites er ikke sagen og helt ærligt, så spiser de jo ikke selv pommes frites til alt. Hvorfor er det så at vi skal spises af med det? Jeg gider det ikke!!! Man kan heldigvis bede om at få grønsager/salat i stedet for pommes frites, men det irriterer mig at man ikke har valget, men hele tiden skal være den besværlige, når man ikke gider spise den slags pseudo mad.
Men al godt kommer jo til en ende og ferien sluttede, men hverdagen herhjemme er nu heller ikke skidt.
Heldigvis kan man jo tage lidt af stemningen med hjem i form af maden – og i går lavede i græsk farsbrød og køkkenet og huset duftede så det straks sendte mig ned på den hyggelige taverna ved hotellet igen.
Her får I opskriften, så I kan drømme jer væk…… eller bare spise lidt god mad! 🙂
Græsk farsbrød – vækker ferieminder. Her helt uden pommesfrites!
Græsk farsbrød med smørstegte Auberginer og Tzatziki.
Sådan gør du: Farsbrød: Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.
Rør en fars, af oksekød, pofiber, salt, peber, æg, finthakket løg, knust/hakket hvidløg og fløde. Skær peberfrugten i tern og kom dem i farsen sammen med smuldret feta og soltørrede tomater.
Form det til et farsbrød på en lille bradepande eller i ovnfast fad. Drys med lidt ekstra rasp.
Sæt farsbrødet i en forvarmet ovn. 45 minutter.
Tips: Man kan også tilsætte lidt hakket oliven.
Pas på med at salte for meget, da fetaen tilfører en del salt.
Smørstegte Auberginer:
Skyl auberginerne og skær dem ud i tykke skiver (ca. 1 cm). Læg dem i en stor skål og bland dem godt med groft salt. Lad dem stå og trække i ca. ½ time.
Auberginerne skylles godt, så saltet kommer væk og duppes tørre med køkkenrulle.
Smelt smørret langsomt på panden og steg skiverne på begge sider til de er bløde og har taget farve. Pas på de ikke steger for hårdt, for så bruner smørret og det gør smagen mere bitter.
Hæld dem over på et fad og servér straks.
Tzatziki:
Skær agurken i fine skiver, eller riv den groft. Læg agurken op i en si, der er placeret over en skål.
Læg bagepapir over agurken og stil en anden skål med vand ovenpå agurken i sien. Meningen med dette er at dræne agurken for mest muligt vand. Lad stå mindst 1 time.
Dressing røres af græsk yoghurt, knust hvidløg og salt/hvid peber. Lad gerne dressingen stå og trække, mens agurken drænes.
Bland den drænede agurk i dressingen og servér.
Et dejligt græsk måltid, med masser af smag og ferieminder!
VELBEKOMME!
Den hyggelige Taverna på hotellet….. Dog serverede de også her de famøse pommes frites!!!
Ja – så kommer der lige endnu en opskrift med rabarber. Det skinner ikke ret tydeligt igennem, at jeg er ret vild med den grønsag, vel?! 😉
I stedet for den sædvanlige kompot, har jeg i stedet lavet en chutney, der er sur, sød, syrlig og stærk på en gang. Et lækkert tilbehør til sommerens grillretter!
Meget apropos, for jeg render og pakker campingvognen for at drage ud i den danske forsommer og der bliver maden næsten altid tilberedt på grillen. Ikke at vi kommer i nærheden af Hr. og Fru Glæsel, når det kommer til grilltryllerierne, men der er nu bare en eller anden form for frihed over det at grille. Ikke mindst fordi manden så pludseligt viser øget interesse for at deltage i det at lave aftensmaden. Ikke den kedelige del med salat og grønsager forstås, men alligevel…. Det er altid rart med lidt fællesskab. 😛
Nå – men her får I opskriften på chutneyen. Den er lavet så den passer til mine smagsløg, men måske vil du have den mere syrlig, sød eller stærk – smag den til og lav din egen variant!
Lækker chutney – passer perfekt til grillmaden!
Ingredienser:
1000 g rengjorte rabarber
2 stk fint hakket rødløg
30 g Frisk ingefær, revet eller fint hakket
50 g Frisk peberod, revet eller fint hakket
2 stk tørrede piri piri chili
3-5 spsk Sukrin Gold eller kokossukker alt efter hvilken type rabarber, der anvendes.
2 dl æblecidereddike
2 dl vand
2 tsk groft salt
1-2 spsk lakridspulver
Sådan gør du:
De rensede rabarber skæres i stkker på 1-2 cm og alle ingredienser undtagen lakridspulver kommes i en gryde.
Alt i en gryde.
Det hele koges op og står og småsimrer til rabarberne er kogt ud. Det tager 20-30 minutter. Rør jævnligt i gryden.
Smag til med lakridspulveret. Sørg for det ikke klumper i chutneyen. Husk at lakridssmagen kan smage mere igennem, når chutneyen er kold.
Hvis der er meget væske i chutneyen, sies dette fra og bruges som sirup i salater mm.
Rabarbersirup – et herligt restprodukt.
Chutneyen hældes på glas, der lukkes og opbevares i køleskabet. Da der ikke er nogle konserveringsmidler i, skal chutneyen spises indenfor et par dage, når glasset er åbnet.