Tag-arkiv: lowcarb

Islagkage a la Gateau Marcel. Chokolade med hindbær.

Faktisk kunne dette lige så godt være en opskrift på en superlækker chokoladekage – og hele den første del, beskriver faktisk hvordan du laver en Gateau Marcel chokoladekage LCHF style.  Det er min absolut favorit chokoladekage.

Men her i den varme sommer, har jeg lavet en variant med hindbær og fra fryseren. Ideen opstod fordi vi skulle fejre fødselsdag og der blev bestilt islagkager……. fra Toms.
Her kunne jeg jo ikke være med, så jeg måtte i tænkeboks. Resultatet blev denne kage, som jeg synes er fantastisk – og jeg er ret sikker på du vil give mig ret! 🙂

Den er supernem at lave og indeholder ikke nogen “fancy” ting, der ikke er i LCHF køkkenet i forvejen.

Big Time - en LCHF blog om mad og liv på den fede mådes billede.

Ingredienser:
Kage:
150g smør
150g Mørk chokolade*
5 æg**
4-5 spsk Sukrin Gold

Fyld:
250g frosne hindbær
2-4 spsk Sukrin Gold
1 tsk vanilje essens
2 dl piskefløde

* Jeg bruger 72% – synes 80%+ bliver for stærk i smagen. 🙂
** Dele af dejen skal spises “rå”. Danske æg er frikendt for salmonella, men hvis du er nervøs for det, bør du nok bruge pasteuriserede æg.


Sådan gør du:

Gateau Marcel kage:
Tænd ovnen ved 180 grader alm. varme / 160 grader varmluft.
Del æggene i hvider og blommer
Smør og chokolade smeltes over et vandbad – tilsæt sukrin og rør til det er godt opløst.
Tag chokoladeblandingen af varmen og rør æggeblommerne i 1 af gangen. Rør godt sammen til chokolademassen er ensartet og blank. Stil den til side.
Pisk æggehviderne stive. De skal piskes meget stive, men må ikke skille.
Vend de piskede hvider i den let afkølede chokolade masse. Bliv ved med at vende til dejen er jævn og ensartet.

Smør en springform og hæld halvdelen af dejen i den.
Resten af dejen sættes i køleskabet.
Bag midt i ovnen i ca. 15-20 min. Pas overfladen ikke bliver for mørk.

Bunden tages ud og afkøles helt.
Spred resten af dejen ud på den kolde bund. Her har du så faktisk lavet en Gateau Marcel kage ! 🙂

Men vi skal videre!!  Sæt kagen i fryseren i ca. 30 minutter.

Hindbærfyld:
Kort sagt – det hele blendes sammen til en ismasse. Tilsæt evt fløden lidt af gangen, så isen ikke bliver flydende. Konsistensen skal være a la softice.

Tag kagen ud af fryseren og spred hindbærisen ud på toppen.

I princippet er kagen nu klar til servering, men kan også sættes i fryseren til senere brug. Den skal så bare tages ud 15-20 minutter før servering.

Jordbær creme kage

Ja, man kan vel nærmest sige at jeg starter hvor jeg slap for et år siden – nemlig med min favorit……JORDBÆR!!! 🙂

Forleden kom min mand hjem med en hel kasse flotte Jordbær. Han sagde det var i stedet for blomster – hmmmm, han ved hvad jeg kan lide! 😉
Da jordbær på denne årstid ikke er heeelt så saftige og smagfulde som jeg foretrækker dem, så valgte jeg at bruge dem i en dessertkage i stedet for at spise dem med fløde.
Udgangspunktet for kagen er den samme creme som min “ostekage uden ost“, men bunden og opbygningen er lidt anderledes.

Resultatet blev rimeligt godt, selvom jeg slog den lidt for hurtigt sammen – men smagen blev perfekt.

Ingredienser springform 20 cm:
Bund:
1 dl solsikke kerner
2 dl mandler
100g smør
2 spsk Sukrin Gold eller Suvida Gylden
2 tsk kanel (jeg bruger en smule mere, men min mand synes det er for meget kanel)

Fyld:
2 bk jordbær

Creme:
2½ dl piskefløde
2½ dl Græsk yoghurt 10%
2 spsk Sukrin Melis eller Suvida Flordrys
1 tsk vaniliepulver
1 tsk citronsaft

Sådan gør du:
Start med at forberede bunden.
Mandler og solsikkekerner hakkes til en grov mel.
Smørret smeltes på en pande; sødemiddel, kanel og de hakkede kerner tilsættes.
Blandes godt sammen til en ensartet masse.

Smør bunden på en 20cm springform og sæt ringen på.
Hæld massen fra panden i formen og tryk den sammen, så den er nogenlunde lige tyk hele vejen rundt.
Stilles til afkøling i køleskabet.

Jordbær:
Bærrene skylles og toppen skæres af. De største bær (8-10 stk) halveres og der tages en 5-6 bær fra til pynt. Resten hakkes op i mellemfine stykker.

Creme:
Piskefløde, sødemiddel og vanilje piskes til en fast skum. Den må dog ikke piskes så meget at den bliver smøragtig.
Vend Græsk Yoghurt i. Cremen skal være jævn og let.

Opbygning:
Tag formen med den afkølede bund ud af køleskabet.
Sæt kageplastik ned langs kanten på ringen. Hvis ikke du har kageplastik, kan husholdningsfilm bruges – det gjorde jeg, for min plast var pist væk forsvundet…??!!
Sæt de store halverede jordbær langs kanten på ringen hele vejen rundt. De placeres så den flade del er ud mod ringen.

Tag 3/4 af cremen fra og kom i en sprøjtepose. Fordel massen rundt om jordbærrene hele vejen rundt. Sørg for der er et hul i midten af formen. Gem til til at afslutte med.
Bland de hakkede jordbær med den resterende creme og fyld det i hullet i midten. Afslut med creme fra sprøjteposen, så toppen af kagen bliver ensfarvet.

Læg lå på (evt film) og stil på køl i minimum 2 timer.
Jeg foretrækker at lade den trække natten over.

Pynt:

Alle, undtagen 1, af de resterende jordbær halveres og hvis det er muligt, skæres endnu en skive.
Læg en ring af jordbærskiver på midten. Det er den ydre ring af jordbær blomsten, så der skal være plads til at lægge 3 lag mere.
Inden i den ydre ring lægges et lag jordbærskiver mere – halvvejs oppe på den første ring. Sådan forstættes til det kun er et lille hul i midten – her sættes det sidste jordbær, der blev skånet for halvering. 🙂

Kagen kan holde sig et par dage i køleskab.

VELBEKOMME!! 🙂

Jordbærtærte

Jeg må krybe til korset og indrømme, at når det kommer til friske solmodne sommerjordbær, så har jeg rygrad som en regnorm.
Det er ikke små mængder jeg spiser – og det er nok også i overkanten. Men jeg trøster mig med at sæsonen er kort og tillader mig selv at give den gas. Efter de første 14 dage plejer den værste “craving” at være overstået og forbruget bliver mere normalt.  🙂

En af de obligatoriske jordbærretter fra fortide, er jordbærtærten.
Jeg har savnet den – men har nu endelig fundet en værdi aftager for den.
Min mand, der har stået model til meget LCHF bagværk, og som derfor er naturligt skeptisk overfor mine køkkeneskapader, har udtalt at den jo smager lige så godt som “den ægte vare”. Det tager jeg som god ros!

Jeg har fundet inspiration til denne tærte på www.netspiren.dk, der vist igen har fundet den hos www.madbanditten.dk .
Men som sædvanlig har jeg liiiiige ændret på et par småting undervejs.

jordbærtærte

Ingredienser:

Bund:
150 g blødt smør
100 g affedtet mandelmel
1 spsk Fiber HUSK
1 spsk Sukrin Gold
1 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver
1 lille nip salt
5-10 dråber mandelessens
60 g mørk chokolade min. 70%

Creme:
250g mascapone
3 dl fløde
1 tsk vaniljepulver
1-2 spsk Sukrin Gold

10-12 friske jordbær, skåret i halve.

Sådan gør du:

Bund:
Sæt ovnen til 200 ­­°C alm ovn eller 170 °C varmluft.
Bland alle ingredienser til dejen.
Smør en mellemstor tærteform og bred dejen ud i formen.
Hak chokoladen groft og fordel den ovenpå dejen.
Bages midt i ovnen i  10-12 minutter til kanterne er brune, men ikke brændte.
Tag formen ud og smør den smeltede chokolade ud på hele bunden og sider, med en pensel.
Bunden stilles i køleskab og afkøles helt.

Creme:
Pisk mascapone og piskefløde sammen med sukrin og vaniljepulver, til du har en tyk creme.
Læg cremen på den afkølede bund og pynt med de halverede jordbær.

VELBEKOMME! 🙂

Pizza muffins

pizzamuffins1

I disse tider, hvor der så meget fokus på madspild, kom jeg i tanke om disse muffins, som jeg tidligere lavede og hvor man kan bruge de rester, man måtte have i køleskabet. Men man kan selvfølgelig også gå efter helt specielle ingredienser.

Jeg satte mig for at ville lave en portion med pepperoni, men på mystisk vis var den overskydende pepperoni forsvundet ud af køleskabet?! 😮
Så det blev i stedet til cocktail pølser, men det smagte nu også helt fint.

Men jeg synes de mager godt med skinke, eller rester fra hakkebøf eller kødsovs eller hvad man kan finde på. Man kan jo også lave en ren grøntsagsversion.

Dejen er den samme som jeg bruger til Fathead Pizza.
Ingredienser (12 stk):
Dej:
1 portion Fathead dej

Fyld:
200 g hytteost, 4.5%
1 lille ds koncentreret tomatpure
100 revet ost (jeg foretrækker Mozzarella)
150 g Friske cocktail pølser
1 spsk tørret oregano
Krydres med salt/peber

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 180 °C varmluft eller 200 °C alm ovn.
Lav dejen efter opskrift.
Rul den ud og del den i 12 stykker.
En muffinform fores eller smøres.
(jeg var løbet tør for forme og tænkte det sagtens gik med at smøre – men det er noget bøvl!! )
Læg et stykke dej i hver muffinhul og forbag i 5-7 minutter, Prik hul på evt luft bobler.
pizzamuffins3

Alle ingredienser til fyldet rørs sammen og smages til.
Fordeles på de forbagte muffins og bages i 10-12 minutter.

pizzamuffins2

VELBEKOMME! 🙂

Kyllingefrikadeller og spidskålsalat med mormordressing

Disse lækre kyllingefrikadeller er meget let at lave og smager super godt. De kan varieres i det uendelige, så find din egen favoritsmag! 🙂
Jeg vælger at lave dem i ovnen. Et levn fra mine “fedtfattige” dage. Dengang var det for at undgå fedt, men i dag er det bare fordi det er nemt. Mens frikadellerne steger, kan man lave salaten – eller som jeg gjorde i går – tage et bad uden at frygte maden brænder på.

kyllingefrikadelle1

Mens kyllingefrikadellerne hygger sig i ovnen, kan man så snitte en fin spidskålsalat. Jeg foretrækker at lave den dagen før, så bliver den mere mør. Men den kan sagtens spises straks efter den er lavet.
Her har jeg valgt at bruge rød spidskål, fordi jeg synes det er flot – men smagen er den samme, uanset om du bruger rød eller grøn/hvid.

Kyllingefrikadeller (6 stk):
500g hakket kyllingekød
1 lille løg, finthakket
2 stængler forårsløg, finthakket
2 æg
100g revet ost
Salt & peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 190ºC varmluft.
Bland alle ingredienserne godt sammen og lad farsen stå og hvile lidt.
Beklæd en bageplade med bagepapir.
Form 6 frikadeller med hænderne og fordel dem på bagepladen.
Sæt i ovnen og steg ca. 30 minutter eller til de har fået god farve. Vend dem gerne et par gange undervejs.
Bliv ikke forskrækket, hvis osten flyder ud, det har ingen betydning.

Spidskålsalat med mormordressing:
1 spidskål
1-2 æbler (udelades, hvis man er striks LCHF)

Dressing:
2dl piskefløde
2 spsk citronsaft
1 spsk æblecidereddike
1½ spsk sukrin Gold
salt

Sådan gør du:
Spiskålen snittes helt fint. Æblerne skæres i små stykker og blandes med spidskålen.

Alle ingredienser til dressingen røres god sammen og smages til med salt.
Hældes over spidskål og æbler og blandes rigtigt godt. Lad trække så længe som muligt inden servering. Smager rigtigt godt dagen derpå også, så lav bare en stor portion.

Et voila – så er aftensmaden klaret.

VELBEKOMME 😀

Quesadillas (og wraps)

Dette indlæg indeholder affiliate links, der betyder at jeg modtager provision, hvis du køber de produkter der linkes til.

Her i huset anvendes Quesadillas ofte som en hurtig og nem frokost – eller som en haps midt på eftermiddagen.
Derfor har vi altid nogle wraps liggende i køleskabet, så det er nemt at lave.

queasadilla

Her får du først opskriften på de wraps jeg bruger.
De kan også bruges til alt muligt andet og kan varieres med de krydderier du vælger at komme i.

Ingredienser (6-8 stk):
2dl vand
4 æg
1 dl Pofiber
1 tsk Fiberhusk
1 tsk salt
1 tsk spidskommen (eller andet, afhængig af, hvad de skal bruges til).
Smør til stegning

Sådan gør du.
Alle ingredienser røres godt sammen og hviler i mindst 10 minutter, så fibrene kan opsuge væsken.
Smelt smør på panden ved jævn varme. Rør dejen igennem og hæld lidt på panden og fordel det.
Sørg for at pandekagen er helt fast, inden du vender den.
Rør godt i dejen inden du hælder på panden, idet fibrene har det med at bundfældes.

Sådan – så har du lækre wraps til enchiladas, wraps eller quesadillas.

wraps2

Quesadillas:
De kan i princippet varieres i det uendelige og du kan bruge evt. rester fra køleskabet.
Her er opskriften på en kødløs lidt stærk version, med Jalapenos og salsa. Jeg har købt salsaen og selvom den ligger med 8,5g KH/100g, så vælger jeg at bruge den alligevel, da det jo kun er ganske lidt jeg bruger. Men man kan vælge at lave sin egen salsa – og så kan man jo komme endnu længere ned i KH. Men det er som sagt ikke noget jeg går det vilde op i, for vi lever ikke striks.

Ingredienser (1 – 2 pers.)
2 wraps
100g revet ost
1 fed hvidløg
1 lille løg
2 spsk Stærk salsa
Syltede Jalapenos, efter behov.
Olie til stegning

Sådan gør du:
Begge wraps smøres med salsaen.
Hak Jalapenos, løg og hvidløg groft.
Bland ost, jalapenos, løg og hvidløg.
Fordel osteblandingen over den ene wrap.
Læg den anden wrap på toppen af osten.
Varm olien på panden og steg Quesadilla’en i 3 minutter på begge sider. Skær ud i trekanter og spis straks med fingrene.

VELBEKOMME! 😀

queasadilla1

Fastelavnsboller

Hov – jeg kan godt se at bloggen her på det sidste, har taget en retning af at jeg kun får lagt de søde opskrifter op… :-/
Det må jeg se at få hold på – for jeg laver masser af anden mad, men det kniber med at få opskrifterne lagt op. Shame on me….

Men mens jeg lige tager mig sammen til at lægge andre opskrifter op, kan I da glæde jer over denne opskrift på lækre fastelavnsboller. Det er trods alt den tid vi går i møde nu.
Jeg har valgt at fylde dem med sukkerfri hindbær syltetøj, men der er jo frit slag på alle hylder. 🙂
fastelavn1

Ingredienser (8-10 stk):
4 æg
3 spsk Sukrin Gold
70 g smeltet smør
1 dl piskefløde
1 dl Kokosfibelmel
3 spsk Fiberhusk
1 tsk kardemomme
½ tsk vaniljepulver
2 tsk bagepulver
1 nip salt

Til fyld:
2 dl piskefløde
2 spsk frysetørret hindbær (kan undlades)
1 spsk Sukrin Gold
Sukkerfri hindbær marmelade

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 180ºC varmluft eller 200ºC almindelig varme.

Pisk æg og sukrin op til en fast skum.
Tilsæt piskefløde og smeltet smør.
Bland de tørre ingredienser i en skål og vend dem i æggemassen.
Lad dejen trække i ca 10 min, så fibrene kan trække væske.

Med våde hænder, formes 8-10 boller, der sættes på en bageplade, beklædt med bagepapir.
Bages 10-14 minutter i ovnen, til de er jævnt gyldne.
Afkøles på en bagerist.
fastelavn4

Fyld:
Fløden piskes op til skum sammen med Sukrin Gold og frysetørrede bær. Fyld i en sprøjtepose.

Skær de afkølede boller igennem på midten og læg en ring fløde på alle bunde. Placer en klat sukkerfri hindbærmarmelade i midten. Tryk toppen forsigtigt på.

VELBEKOMME! 😀

fastelavn2

Baileys mousse

Jeg indrømmer det! Jeg er typen der hellere vil have dessert end forret! Og denne mousse er lige til at blive afhængig af!
Den er blød med masser af lækker smag – men meget energi tæt, så man spiser ikke flere portioner af den.
Baileysen kan man ikke sige er LCHF – men man kan udskifte den med lidt ekstra kakao, fløde og whiskey essens.
Alternativt kan man skifte baileys’en ud med piskefløde og 1 spsk Instant kaffe, for en lækker kaffe mousse. Så er alle regler overholdt 😉

Jeg ved at mange tror at LCHF er et frikort til at spise fede desserter – men det er det ikke. Desserter skal stadigt nydes med måde og ved de specielle lejligheder.
Og ved de lejligheder kan man jo lige så godt unde sig lidt luksus – det klarer denne dessert til fulde!

ENJOY! <3

baileys-mousse

Ingredienser (4 portioner):
2 blade husblas
½ dl Sukrin Gold
2 spsk mørk kakaopulver
– tilsæt eventuelt mere for en kraftigere chokoladesmag
3,5 dl piskefløde
1 dl meget kold Bailey’s
1 tsk vaniliepulver

Sådan gør du:
Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand. Lad dem udbløde i 10 minutter.
Tag husblassen op af vandet og smelt den over vandbad, med det vand der hænger ved. Du skal ikke vride husblassen.
Når husblassen er smeltet og flydende sættes den til afkøling.

Bland sukrin, vanilje- og kakaopulver og tilsæt fløden. Pisk til fløden får struktur.

Mens der piskes med medium hastighed tilsættes skiftevis en gradvist Baileys og husblas.

Pisk til massen er stiv og fast. Rør den evt igennem med en spartel, da husblassen har en tendens til at samle sig på bunden af skålen.

Hæld moussen i serveringsglas og opbevar på køl indtil servering. Pynt med et drys kakaopulver!

VELBEKOMME! 😀

Hjemmelavet Pizza, med Fathead bund.

pizza1

Pizza er altid et hit! Og selvom det nu ikke længere er muligt at drøne til den lokale pizza pusher og købe yndlingspizzaen, så kan man sagtens få pizza, selvom man lever efter LCHF principperne.

I starten eksperimenterede jeg en del med forskellige blomkålsbunde. De var ok, men blev aldrig en rigtig vinder i familien. Der skal alligevel meget til at slå den “rigtige” pizza.

Men så faldt jeg over Fathead bunden. Jeg må indrømme at jeg ikke længere ved, hvor jeg har min opskrift fra, da der florerer rigtigt mange versioner af Fathead dejen på nettet.
Men i denne version er pizzaen igen blevet en succes her i huset – selv hos de unge mennesker, der ellers nok ved, hvordan de vil have deres pizza.
Det bedste er næsten, at det ikke er sværere at lave en hjemmelavet pizza nu, end før – og der er stadigt frit slag på fyldet, så SÆT IGANG! 😀

Ingredienser (1 pizza).
200g revet mozzarellaost
100g flødeost
1 æg
1 dl pofiber

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 grader varmluft / 220 grader alm. oven.
Revet ost og flødeost smeltes i en tykbundet gryde.
Når det er smeltet sammen tilsættes ægget, der røres godt ind i osten.
Derefter røres pofiberen godt ind i dejen og gryden tages af varmen og æltes på et stykke bagepapir, så der ikke er klumper af pofiber. Pas på – dejen kan være varm.

Dejen rulles nu tyndt ud som en pizzabund og forbages i ca 10 minutter til den er gylden. Hold øje med dejen. Hvis den bobler op, prikkes hul i den.

Herefter tages bunden ud af ovnen igen og der lægges valgfrit fyld på.
Min tomatsovs til bunden er meget simpel. Jeg rører tomatpuré op med lidt fløde og tilsætter krydderier. Lækkert og nemt.

Når man har fyldt pizzaen med de lækkerier man ønsker, sættes tilbage i ovnen og bager i 10-15 minutter indtil osten på toppen er smeltet og gylden.
That’s it!

VELBEKOMME!! 😀
pizza2

Sukkerfri Brændte Mandler

Brændte mandler hører julen til – Basta!!!
Så her er en LCHF venlig udgave af denne gudesnack!

brandtemandler

Ingredienser:
200g Mandler
2 spsk Sukrin Gold
1 spsk Sukrin Fibersirup Gold

Sådan gør du:
Smelt sukrin og fibersirup på en pande. Når det er flydende tilsættes mandlerne.
Rør jævnligt ved jævn god varme. Når mandlerne er varme og karamellen begynder hænge ved, skrues ned for varmen til karamellen bliver mere sej og klæber til mandlerne.
Hæld mandlerne ud på et stykke bagepapir og skil dem ad – pas på, de er varme.
Lad dem afkøle og spis!!! 🙂

VELBEKOMME!! 😀

*Dette indlæg kan indeholde affiliate links, der betyder at jeg modtager en lille betaling, hvis du handler i de butikker jeg linker til*