Tag-arkiv: aftensmad

Kyllingefrikadeller og spidskålsalat med mormordressing

Disse lækre kyllingefrikadeller er meget let at lave og smager super godt. De kan varieres i det uendelige, så find din egen favoritsmag! 🙂
Jeg vælger at lave dem i ovnen. Et levn fra mine “fedtfattige” dage. Dengang var det for at undgå fedt, men i dag er det bare fordi det er nemt. Mens frikadellerne steger, kan man lave salaten – eller som jeg gjorde i går – tage et bad uden at frygte maden brænder på.

kyllingefrikadelle1

Mens kyllingefrikadellerne hygger sig i ovnen, kan man så snitte en fin spidskålsalat. Jeg foretrækker at lave den dagen før, så bliver den mere mør. Men den kan sagtens spises straks efter den er lavet.
Her har jeg valgt at bruge rød spidskål, fordi jeg synes det er flot – men smagen er den samme, uanset om du bruger rød eller grøn/hvid.

Kyllingefrikadeller (6 stk):
500g hakket kyllingekød
1 lille løg, finthakket
2 stængler forårsløg, finthakket
2 æg
100g revet ost
Salt & peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 190ºC varmluft.
Bland alle ingredienserne godt sammen og lad farsen stå og hvile lidt.
Beklæd en bageplade med bagepapir.
Form 6 frikadeller med hænderne og fordel dem på bagepladen.
Sæt i ovnen og steg ca. 30 minutter eller til de har fået god farve. Vend dem gerne et par gange undervejs.
Bliv ikke forskrækket, hvis osten flyder ud, det har ingen betydning.

Spidskålsalat med mormordressing:
1 spidskål
1-2 æbler (udelades, hvis man er striks LCHF)

Dressing:
2dl piskefløde
2 spsk citronsaft
1 spsk æblecidereddike
1½ spsk sukrin Gold
salt

Sådan gør du:
Spiskålen snittes helt fint. Æblerne skæres i små stykker og blandes med spidskålen.

Alle ingredienser til dressingen røres god sammen og smages til med salt.
Hældes over spidskål og æbler og blandes rigtigt godt. Lad trække så længe som muligt inden servering. Smager rigtigt godt dagen derpå også, så lav bare en stor portion.

Et voila – så er aftensmaden klaret.

VELBEKOMME 😀

Quesadillas (og wraps)

Dette indlæg indeholder affiliate links, der betyder at jeg modtager provision, hvis du køber de produkter der linkes til.

Her i huset anvendes Quesadillas ofte som en hurtig og nem frokost – eller som en haps midt på eftermiddagen.
Derfor har vi altid nogle wraps liggende i køleskabet, så det er nemt at lave.

queasadilla

Her får du først opskriften på de wraps jeg bruger.
De kan også bruges til alt muligt andet og kan varieres med de krydderier du vælger at komme i.

Ingredienser (6-8 stk):
2dl vand
4 æg
1 dl Pofiber
1 tsk Fiberhusk
1 tsk salt
1 tsk spidskommen (eller andet, afhængig af, hvad de skal bruges til).
Smør til stegning

Sådan gør du.
Alle ingredienser røres godt sammen og hviler i mindst 10 minutter, så fibrene kan opsuge væsken.
Smelt smør på panden ved jævn varme. Rør dejen igennem og hæld lidt på panden og fordel det.
Sørg for at pandekagen er helt fast, inden du vender den.
Rør godt i dejen inden du hælder på panden, idet fibrene har det med at bundfældes.

Sådan – så har du lækre wraps til enchiladas, wraps eller quesadillas.

wraps2

Quesadillas:
De kan i princippet varieres i det uendelige og du kan bruge evt. rester fra køleskabet.
Her er opskriften på en kødløs lidt stærk version, med Jalapenos og salsa. Jeg har købt salsaen og selvom den ligger med 8,5g KH/100g, så vælger jeg at bruge den alligevel, da det jo kun er ganske lidt jeg bruger. Men man kan vælge at lave sin egen salsa – og så kan man jo komme endnu længere ned i KH. Men det er som sagt ikke noget jeg går det vilde op i, for vi lever ikke striks.

Ingredienser (1 – 2 pers.)
2 wraps
100g revet ost
1 fed hvidløg
1 lille løg
2 spsk Stærk salsa
Syltede Jalapenos, efter behov.
Olie til stegning

Sådan gør du:
Begge wraps smøres med salsaen.
Hak Jalapenos, løg og hvidløg groft.
Bland ost, jalapenos, løg og hvidløg.
Fordel osteblandingen over den ene wrap.
Læg den anden wrap på toppen af osten.
Varm olien på panden og steg Quesadilla’en i 3 minutter på begge sider. Skær ud i trekanter og spis straks med fingrene.

VELBEKOMME! 😀

queasadilla1

Hjemmelavet Pizza, med Fathead bund.

pizza1

Pizza er altid et hit! Og selvom det nu ikke længere er muligt at drøne til den lokale pizza pusher og købe yndlingspizzaen, så kan man sagtens få pizza, selvom man lever efter LCHF principperne.

I starten eksperimenterede jeg en del med forskellige blomkålsbunde. De var ok, men blev aldrig en rigtig vinder i familien. Der skal alligevel meget til at slå den “rigtige” pizza.

Men så faldt jeg over Fathead bunden. Jeg må indrømme at jeg ikke længere ved, hvor jeg har min opskrift fra, da der florerer rigtigt mange versioner af Fathead dejen på nettet.
Men i denne version er pizzaen igen blevet en succes her i huset – selv hos de unge mennesker, der ellers nok ved, hvordan de vil have deres pizza.
Det bedste er næsten, at det ikke er sværere at lave en hjemmelavet pizza nu, end før – og der er stadigt frit slag på fyldet, så SÆT IGANG! 😀

Ingredienser (1 pizza).
200g revet mozzarellaost
100g flødeost
1 æg
1 dl pofiber

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 grader varmluft / 220 grader alm. oven.
Revet ost og flødeost smeltes i en tykbundet gryde.
Når det er smeltet sammen tilsættes ægget, der røres godt ind i osten.
Derefter røres pofiberen godt ind i dejen og gryden tages af varmen og æltes på et stykke bagepapir, så der ikke er klumper af pofiber. Pas på – dejen kan være varm.

Dejen rulles nu tyndt ud som en pizzabund og forbages i ca 10 minutter til den er gylden. Hold øje med dejen. Hvis den bobler op, prikkes hul i den.

Herefter tages bunden ud af ovnen igen og der lægges valgfrit fyld på.
Min tomatsovs til bunden er meget simpel. Jeg rører tomatpuré op med lidt fløde og tilsætter krydderier. Lækkert og nemt.

Når man har fyldt pizzaen med de lækkerier man ønsker, sættes tilbage i ovnen og bager i 10-15 minutter indtil osten på toppen er smeltet og gylden.
That’s it!

VELBEKOMME!! 😀
pizza2

Brunede selleri

I denne juletid kan det være svært at holde tungen lige i munden, når det kommer til at leve Low Carb. Vi elsker jo vores julemad og selvom den overholder at rumme en del fedt, så indeholder den jo også pænt mange kulhydrater.

En af favoritterne her i huset er de brunede kartofler. De kan ikke undværes, så jagten gik ret hurtigt ind på, at finde en erstatning for dem. Det har jeg nu fundet i brunede selleri. Faktisk er de igen blevet et større hit end de originale kartofler, der jo ofte er lavet på melede glaskartofler.

Så hermed opskriften på brunede selleri, der passer perfekt til flæskesteg og and!

Flæskesteg med brunede selleri

Ingredienser (4 pers.):
1 stor selleri
25g smør
3 spsk  Sukrin Gold
2 spsk Sukrin Fibersirup Gold

Sådan gør du:
Skræl sellerien og skær den i stykker, der minder om små kartofler.
Smelt smør, sukrin og fibersirup ved mellemvarme i en stor pande.
Når du har en jævn karamelmasse i panden, tilsætter du selleristykkerne.
Rør godt rundt og lad det stå ved mellem høj varme til væsken er fordampet og karamellen hæfter sig ved sellerien, der i mellemtiden er blevet blød og mør. Det tager ca. 20 minutter.
Rør jævnligt, så sellerien ikke brænder i bunden.

Serveres lune til flæskesteg/and med masser af sukkerfi rødkål.

VELBEKOMME! 😀

*Dette indlæg kan indeholde affiliate links, der betyder at jeg modtager en lille betaling, hvis du handler i de butikker jeg linker til*

Baconbombe!

Uuuuh – denne lækre bombe er altid en succes. Både på grillen og i ovnen. Den er ret nem at lave, men vækker altid opsigt.

Jeg kan ikke selv tage æren for ideen. I sommers så jeg det i en video et sted på nettet. Jeg kan desværre ikke huske hvor. Så hvis nogen ved det – så sig til, så jeg kan få givet æren til de rigtige.  🙂

Retten indholder løg – så for dem der lever meget striks, er bomben måske ikke sagen. Selv lever jeg ikke så striks og har ofte både løg og rodfrugter i min mad – ligesom der af og til “syndes” med lidt frugt. Jeg tænker dog at det stadig er en sundere livsstil, end da jeg “syndede” med 500g bland selv slik!!

baconbombe4

Ingredienser:
500g hakket oksekød
2 store løg
2 æg1 dl revet ost
Salt/peber
2 pk baconstrimler
Tandstikker (træ)

Evt. barbecuesovs

Sådan gør du:
Tænd ovnen ved 180 grader varmluft / 200 grader almindelig. Bomben kan også grilles ved indirekte varme.

Pil løgene og halver dem. Fjern nænsomt de 2 yderste lag på hvert løg.
Resten af det ene løg hakkes og blandes i farsen sammen æg, revet ost og smages til med salt/peber.
baconbombe1

Form farsen til 4 bolde og sæt løgskallerne omkring dem.
baconbombe2

Nu vikles baconstrimlerne omkring boldene, så de er dækket af bacon. Brug tandstikkerne til at sikre enderne af bacon strimlerne.
baconbombe3
Stil baconbomberne på en bageplade eller i et fad og steg dem i ovnen i 20 – 30 minutter.
Hvis ønskes smøres bomberne i barbecue sovs efter 20 minutter og steges i yderligere 10 minutter – pas på de ikke brænder.

Bomberne er færdige når baconen er flot gylden!

Servér med en god salat! 🙂

VELBEKOMME! 😀

baconbombe4

Tomatsuppe

Jeg ved det – jeg har været temmelig inaktiv i en periode.
Det er ikke fordi jeg har droppet LCHF og jeg har også en masse opskrifter liggende, men tiden er smuttet. Sommeren har taget min tid og jeg har nydt at være sammen med familien og gode venner.

Nu begynder efteråret så småt at banke på og med det håber jeg at få lidt bedre tid til min blog igen.

Med efteråret kommer også en masse modne tomater i drivhuset. Vi har så mange at vi ikke rigtigt kan spise os igennem dem. Det sker hvert år, fordi min mand ikke kan finde ud af at begrænse sig om foråret, når drivhuset startes op. 🙂

Men en af de ting, der gør et godt indhug i tomaterne er en god tomatsuppe. Vi har nogle store bøftomater, der egner sig rigtigt godt til formålet.
bettomat

Ingredienser (4 pers.):
8-10 store tomater
1 løg
3 stængler bladselleri
½ dl olivenolie
1½ dl piskefløde
1 dl vand
1 bouillon terning
salt/peber
fiskeboller/kødboller/rejer/muslinger

Sådan gør du:
Olien varmes i en gryde.
Løg og bladselleri hakkes groft og blancheres i olien, til løgene er klare.
Tomaterne skyles og renses for stængel og skæres i grove tern.
Hældes i gryden sammen med vand og bouillon terning.
Simrer i 15 – 20 minutter, til tomaterne er kogt godt ud.

Suppen tages af varmen og blendes med en stavblender.

Sættes tilbage på varmen og fløden tilsættes. Suppen koges op og smages til med salt og peber.

Serveres brandvarm med fiskeboller/kødboller/rejer/muslinger.

Man kan sagtens bruge hakkede/flåede tomater fra dåse, hvis man ikke har fine smagfulde tomater.
Jeg flår ikke tomaterne og det giver lidt “trevler” i suppen. Hvis du vil undgå dette skal du flå tomaterne først.

Tips: Prøv at tilsætte lidt frisk chili! 🙂

VELBEKOMME! 🙂
tomatsuppe

 

Enchiladas med hakket oksekød og hovedbrud!

Jeg elsker mexicansk mad og synes det er rigtigt let at konvertere til LCHF.
Så til aften fik vi lækre enchiladas og jeg må indrømme, at selvom resultatet blev godt, så havde jeg lidt hovedbrud undervejs!
Når man læser andres opskrifter lyder det altid så let og ser lækkert ud – men hold nu op, hvor voldte de kære madpandekager mig kvaler og jeg måtte lave flere portioner dej, før jeg fik den konsistens, der gjorde det muligt at lave tynde lækre pandekager.
Der røg et par finker af panden undervejs, så sjovt nok, fortrak manden min ud i værkstedet mens jeg lavede mad.

Men – som sagt! Resultatet blev godt, så jeg håber jeg nu har taget problemerne for jer og I let vil kunne lave disse lækre enchiladas!

enchiladas1

Ingredienser (4 pers):

Pandekager:
4 æg
2 spsk Creme Fraiche 38%
½ dl piskefløde
1 spsk FiberHusk gul
Salt & Peber
Smør til stegning

Fyld:
500g hakket oksekød
1 mellemstort løg
1 gulerod (kan udelades)
1 rød peber
1 ds hakkede tomater
2 dl revet ost (jeg bruger Mozarella)
1 tsk spidskommen
1 tsk paprika
1 tsk chilipulver
½ tsk cayennepeber
Salt & Peber
15 g smør

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 180 grader varmluft.

Pandekager:
Bland alle ingredienserne og lad dejen trække lidt. Konsistensen skal være som den gammelkendte pandekagedej med mel, når den hældes på panden.
Smelt smør på panden og lav 4 tynde pandekager. Læg dem til side.

Kødfyld:
Hak løget mellemfint.
Smelt smørret i en gryde. Hæld de hakkede løg op i gryden og svits dem til de er klare. De skal ikke tage farve.
Tilsæt det hakkede oksekød og steg til al kød har taget farve og blevet brunt.
Riv guleroden og skær peberfrugten i strimler.
Hæld dem i gryden sammen med krydderier og hakkede tomater. Kog op og smag til.
Når sovsen er helt gennemvarm tilsættes halvdelen af osten. Lad sovsen simre til den er tyk.

Smør et ildfast fad.
Bred en pandekage ud og læg en stribe sovs på midten. Fold den sammen og lig den i det ildfaste fad. Gentag med de øvrige pandekager.

Klar til at komme i ovnen.
Klar til at komme i ovnen.

Drys den resterende ost på toppen og gratiner, til osten er smeltet og blevet brun.

enchiladas2

Server straks med en grøn salat og en klat Creme Fraiche til.

VELBEKOMME! 😀

Grillstegt kylling med broccolipesto og grønsagspasta

Så er jeg hjemme fra en dejlig og, synes jeg selv, velfortjent ferie under sydens sol.
Jeg er glad for at vi havede en lejlighed dernede, så vi selv kunne lave en del mad, for ellers kan jeg se, det er svært at få god LCHF mad at spise. Hovedparten af alle restauranter, uanset prisniveau har jo pommes frites som det primære fyld på tallerkenen…..tilsat en antydning af salat. Men ok – de fleste steder havde også gode og mættende salater, så dem fik jeg i stedet.
Men jeg nyder nu at komme hjem i mit eget køkken, med de rigtige råvarer og det rigtige grej.
Så nu er jeg tilbage på pinden og den første opskrift I skal have er grillstegt kylling med broccolipesto og grønsagspasta.

Masser af grønsager og smag!
Masser af grønsager og smag!

Ingredienser (2 pers):

2 stk kyllingebryst filet.
2 spsk olivenolie
2 spsk citronsaft
1-2 fed hakket hvidløg
salt og peber

1 lille broccoli hoved
1-2 fed hvidløg
25g mandler
25g parmesanost
100g ricotta ost
½ dl olivenolie
2 spsk citronsaft
salt & peber

1 squash
2 gulerødder

Sådan gør du:
Kylling:
Rør olie, citronsaft, presset hvidløg og salt & peber sammen til en marinade og læg kyllingestykkerne i en pose sammen med marinaden. Lad trække i køleskabet til du er klar til at grille kødet. Kan med fordel trække natten over.
Grillsteges på pande eller grill i 3-5 minutter på hver side.

Broccolipesto:
Skær buketterne af toppen på broccolien.
Kom buketterne, hvidløg, mandler, parmesan og olivenolie i en foodprocessor og rør det hele sammen til en pestoagtig masse.
Tilsæt Ricotta osten og rør igen. Smag til med citronsaft og salt/peber.
Er Pestoen for tør, tilsættes lidt ekstra olie.

Grønsagspasta:
Skræl grønsagerne og skær dem i lange tynde strimler. Gerne med en spirelli maskine. Undgå kernedelen på squashen.
Lad “spaghettien” dryppe af og damp den kort lige før servering.

Bland grønsagsspaghettien med broccolipestoen og drys evt. med parmesan.
Server den stegte kylling direkte fra grillen!

Velbekomme!!

 

Medister!

En af fordelene ved LCHF kosten, er at den egentlig er ret let at tilpasse almindelig hverdagsmad, når først man lige får grebet om de basale spilleregler.
Her i huset er manden min rigtigt glad for de danske bonderetter, men hidtil har de ikke ofte stået på menuen, men nu er det lidt nemmere at passe dem ind. De skal naturligvis tilpasses – med det går også.

Det mest optimale ville jo være at lave medisteren selv, for af en eller anden grund, anvendes der ofte sukker i præfabrikeret fars, men jeg må indrømme at jeg ikke er helt så hardcore, så jeg køber medisteren færdig. 🙂

Lækker medister. Tilbehøret er ovnbagte pastinakker, broccoli og løg-flødesovs.
Lækker medister.
Tilbehøret er ovnbagte pastinakker, broccoli og løg-flødesovs.

Rodfrugterne er ikke så gode, hvis du er meget striks LCHF, men jeg tillader mig selv at få rodfrugter 1-2 gange om ugen og det fungerer fint for mig.

Der vil ikke komme nogen decideret opskrift her, Indlægget er mere ment som inspiration til, hvordan lidt gammeldags mad, kan passes ind i LCHF.

Grillen i gang igen – skinkemignon med ovnbagt blomkål

Så kan jeg vist nå endnu en opdatering inden denne afslapningsweekend er slut og næsen vendes hjem igen. 🙂
I campingvognen gælder det om at lave så meget som muligt af maden på grillen. Vi elsker grillmad.

Så da vi ankom til campingvognen fredag aften, blev grillen fundet frem og mor her gik straks i køkkenet for at skabe en lækker aftensmad som vi kunne hygge over.

Resultatet blev en lækker skinkemignon med ovnbagt blomkål og champignon flødesovs.

Dejlig grillmad.... Paptallerkenen er et udtryk for dovenskab, da vi ikke har opvaskemaskine i campingvognen!
Dejlig grillmad…. Paptallerkenen er et udtryk for dovenskab, da vi ikke har opvaskemaskine i campingvognen!

Ingredienser: (2 pers)
1 skinkemignon (eller 2 store skinkeschnitzler)
1 blomkål
1 bakke friske champignon (250g)
100g parmesanost
2 spsk piskefløde til blomkål
2 dl piskefløde til sovs
Smør eller kokosolie
Salt & Peber

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 gr (180 gr varmluft)
Parmesanost og 2spsk fløde + salt/peber blandes i en skål
Blomkålen plukkes i småbuketter, der hældes i skålen og blandes med fløde/oste blandingen. Lad det stå og trække lidt og rør Lidt i det, så alle buketter marineres.
Hæld blomkålen i en bradepande beklædt med bagepapir og bag dem midt i ovnen i 20-25 minutter, til de er fint brune i overfladen.

Champignon renses og skæres grove stykker.
Smelt lidt smør/kokosolie på en pande og rist champignon heri.
Når de har taget farve hældes fløden ved og det skal så stå og simre ved lavt blus. Rør jævnligt i det til sovsen er så tyk som du måtte ønske den. Krydres med salt og peber.

Kødet steges på pande eller grill. Husk det skal være gennemstegt, men ikke gråt indeni.

Server med isvand eller måske et glas koldt hvid- eller rosévin i luksus udgaven!

Velbekomme!