Tag-arkiv: tilbehør

Kyllingefrikadeller og spidskålsalat med mormordressing

Disse lækre kyllingefrikadeller er meget let at lave og smager super godt. De kan varieres i det uendelige, så find din egen favoritsmag! 🙂
Jeg vælger at lave dem i ovnen. Et levn fra mine “fedtfattige” dage. Dengang var det for at undgå fedt, men i dag er det bare fordi det er nemt. Mens frikadellerne steger, kan man lave salaten – eller som jeg gjorde i går – tage et bad uden at frygte maden brænder på.

kyllingefrikadelle1

Mens kyllingefrikadellerne hygger sig i ovnen, kan man så snitte en fin spidskålsalat. Jeg foretrækker at lave den dagen før, så bliver den mere mør. Men den kan sagtens spises straks efter den er lavet.
Her har jeg valgt at bruge rød spidskål, fordi jeg synes det er flot – men smagen er den samme, uanset om du bruger rød eller grøn/hvid.

Kyllingefrikadeller (6 stk):
500g hakket kyllingekød
1 lille løg, finthakket
2 stængler forårsløg, finthakket
2 æg
100g revet ost
Salt & peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 190ºC varmluft.
Bland alle ingredienserne godt sammen og lad farsen stå og hvile lidt.
Beklæd en bageplade med bagepapir.
Form 6 frikadeller med hænderne og fordel dem på bagepladen.
Sæt i ovnen og steg ca. 30 minutter eller til de har fået god farve. Vend dem gerne et par gange undervejs.
Bliv ikke forskrækket, hvis osten flyder ud, det har ingen betydning.

Spidskålsalat med mormordressing:
1 spidskål
1-2 æbler (udelades, hvis man er striks LCHF)

Dressing:
2dl piskefløde
2 spsk citronsaft
1 spsk æblecidereddike
1½ spsk sukrin Gold
salt

Sådan gør du:
Spiskålen snittes helt fint. Æblerne skæres i små stykker og blandes med spidskålen.

Alle ingredienser til dressingen røres god sammen og smages til med salt.
Hældes over spidskål og æbler og blandes rigtigt godt. Lad trække så længe som muligt inden servering. Smager rigtigt godt dagen derpå også, så lav bare en stor portion.

Et voila – så er aftensmaden klaret.

VELBEKOMME 😀

Quesadillas (og wraps)

Dette indlæg indeholder affiliate links, der betyder at jeg modtager provision, hvis du køber de produkter der linkes til.

Her i huset anvendes Quesadillas ofte som en hurtig og nem frokost – eller som en haps midt på eftermiddagen.
Derfor har vi altid nogle wraps liggende i køleskabet, så det er nemt at lave.

queasadilla

Her får du først opskriften på de wraps jeg bruger.
De kan også bruges til alt muligt andet og kan varieres med de krydderier du vælger at komme i.

Ingredienser (6-8 stk):
2dl vand
4 æg
1 dl Pofiber
1 tsk Fiberhusk
1 tsk salt
1 tsk spidskommen (eller andet, afhængig af, hvad de skal bruges til).
Smør til stegning

Sådan gør du.
Alle ingredienser røres godt sammen og hviler i mindst 10 minutter, så fibrene kan opsuge væsken.
Smelt smør på panden ved jævn varme. Rør dejen igennem og hæld lidt på panden og fordel det.
Sørg for at pandekagen er helt fast, inden du vender den.
Rør godt i dejen inden du hælder på panden, idet fibrene har det med at bundfældes.

Sådan – så har du lækre wraps til enchiladas, wraps eller quesadillas.

wraps2

Quesadillas:
De kan i princippet varieres i det uendelige og du kan bruge evt. rester fra køleskabet.
Her er opskriften på en kødløs lidt stærk version, med Jalapenos og salsa. Jeg har købt salsaen og selvom den ligger med 8,5g KH/100g, så vælger jeg at bruge den alligevel, da det jo kun er ganske lidt jeg bruger. Men man kan vælge at lave sin egen salsa – og så kan man jo komme endnu længere ned i KH. Men det er som sagt ikke noget jeg går det vilde op i, for vi lever ikke striks.

Ingredienser (1 – 2 pers.)
2 wraps
100g revet ost
1 fed hvidløg
1 lille løg
2 spsk Stærk salsa
Syltede Jalapenos, efter behov.
Olie til stegning

Sådan gør du:
Begge wraps smøres med salsaen.
Hak Jalapenos, løg og hvidløg groft.
Bland ost, jalapenos, løg og hvidløg.
Fordel osteblandingen over den ene wrap.
Læg den anden wrap på toppen af osten.
Varm olien på panden og steg Quesadilla’en i 3 minutter på begge sider. Skær ud i trekanter og spis straks med fingrene.

VELBEKOMME! 😀

queasadilla1

Brunede selleri

I denne juletid kan det være svært at holde tungen lige i munden, når det kommer til at leve Low Carb. Vi elsker jo vores julemad og selvom den overholder at rumme en del fedt, så indeholder den jo også pænt mange kulhydrater.

En af favoritterne her i huset er de brunede kartofler. De kan ikke undværes, så jagten gik ret hurtigt ind på, at finde en erstatning for dem. Det har jeg nu fundet i brunede selleri. Faktisk er de igen blevet et større hit end de originale kartofler, der jo ofte er lavet på melede glaskartofler.

Så hermed opskriften på brunede selleri, der passer perfekt til flæskesteg og and!

Flæskesteg med brunede selleri

Ingredienser (4 pers.):
1 stor selleri
25g smør
3 spsk  Sukrin Gold
2 spsk Sukrin Fibersirup Gold

Sådan gør du:
Skræl sellerien og skær den i stykker, der minder om små kartofler.
Smelt smør, sukrin og fibersirup ved mellemvarme i en stor pande.
Når du har en jævn karamelmasse i panden, tilsætter du selleristykkerne.
Rør godt rundt og lad det stå ved mellem høj varme til væsken er fordampet og karamellen hæfter sig ved sellerien, der i mellemtiden er blevet blød og mør. Det tager ca. 20 minutter.
Rør jævnligt, så sellerien ikke brænder i bunden.

Serveres lune til flæskesteg/and med masser af sukkerfi rødkål.

VELBEKOMME! 😀

*Dette indlæg kan indeholde affiliate links, der betyder at jeg modtager en lille betaling, hvis du handler i de butikker jeg linker til*

Hvidløgsbrød

Uuuuh…… sådan et saftigt stykke flutes med masser af hvidløgssmør – det er da næsten ikke til at undvære, vel??

Jeg synes det i hvert tilfælde ikke rigtigt. Jeg har tit savnet det dersens brød – især her i den forgangne sommer med masser af grillmad og salater.

Så – jeg har arbejdet lidt på sagen og er nu kommet op med et rigtigt lækkert hvidløgsbrød, der smager godt både lunt og afkølet, så det kan bruges som en hurtig snack/madpakke.

Brødet indeholder gær. Det er ikke fordi det skal få det til at hæve, men det giver en anden smag synes jeg. Derfor er der også tilsat kokossukker, så gæren har noget at leve af. Det kan også være lidt honning. Det søder ikke brødet og er ikke tilgængelig kulhydrat.

hvidløgsbrød2

Ingredienser:
Brød:
125g fintmalede mandler
1,5 dl pofiber
0,25 tsk salt
2 tsk bagepulver
0,25 tsk hvidløgspulver
3 æggehvider
0,5 dl lunken vand
1 tsk kokossukker (spises af gæren)
1 tsk tørgær
2 spsk olivenolie
100g revet mozzarella

Topping:
25g smør
0,25 tsk hvidløgspulver
2 tsk “Vildtkrydderi” fra Santa Maria krydderier.
100g revet ost.

Sådan gør du:
Tænd ovnen og varm den op til 180 grader varmluft / 200 grader alm. ovn.

De fintmalede mandler, pofiber, salt, bagepulver og hvidløgspulver blandes i en stor skål.

Kokossukkeret røres ud i det lunkne vand og gæren tilsættes når sukkeret er helt opløst. Stil det til ide og lad det hvile.

Æggehviderne piskes helt stive.

Olivenolie og gærvand blandes i de tørre ingredienser og æggehviderne vendes i.
Herefter blandes den revne ost forsigtigt i.

Smør en lille bradepande (9 x 9cm) eller beklæd en bageplade med bagepapir. Fordel dejen i bradepanden eller lav en kvadrat/rektangel på bagepladen. Sørg for at kanterne ikke bliver for tynde.

hvidløgsbrød1

Bag midt i ovnen i 15 minutter.

I mellemtiden smeltes smørret og krydderierne blandes i.

Efter 15 minutter tages brødet ud af ovnen og pensles med det krydrede smør. Sørg for at hele brødet bliver smurt godt.
Herefter fordeles den revne ost på toppen.

Sæt brødet i ovnen igen og bag yderligere 10 minutter, til osten er smeltet. Sæt evt. grill på de sidste par minutter for at få osten flot og gylden.

Lad brødet afkøle en smule inden servering!

VELBEKOMME! 😀

Sprøde avocado fritter

Jeg er medlem af en del grupper og sider på Facebook og henter en masse inspiration fra dem. Mange gange ser jeg et spændende indlæg med et halvt øje og så lagres det hos mig, indtil jeg en dag kommer i tanke om det.
Det gør sig også gældende med disse lækre fritter. Jeg har længe savnet noget rigtigt sprødt, som de gode gamle Pommes Frites. Åh jo, jeg elsker mine bønnefritter, men de knaser ikke – altså med mindre de er meget sorte og så er de ikke lige min kop the.

Disse fritter er lækre sprøde og stadigt bløde indeni – præcis som Pommes Frites…. 😛

avocadofritter2

Ingredienser (2 personer):
2 modne avocado
2 æg
2 dl Flæskesvær uden fedtkant

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 grader almindelig eller 180 grader varmluft.
En bageplade beklædes med bagepapir og pensles med en smule olie.
Avocadoerne deles og skrælles og stenen fjernes. Skær de halve avocadoer i ca. ½-1 cm tykke skiver.
Æggene piskes sammen og flæskesværene knuses, så de har konsistens som rasp.
Avocado skiverne vendes først i æg og så i flæskesvær.
Skiverne ligges på bagepladen og stænkes med olie.
Bages midt i ovnen i 30 minutter.

Serveres straks, mens de er varme og sprøde.

For variation kan der blandes revet parmasan ost eller krydderier i flæskesvær raspen. Jeg salter ikke, da der er stor forskel på, hvor salte flæskesvær er.

VELBEKOMME 🙂

Blomkåls salat med rejer.

Dette er en klassisk sommeret, der aldrig rigtigt går af mode!
Jeg tror det skyldes at den er så utroligt let at lave, samtidigt med at den smager himmelsk!
Kan serveres som frokostret eller til en let aftensmad.

Blomkåls salat med rejer. En klassisk vinder på en sommerdag!
Blomkåls salat med rejer. En klassisk vinder på en sommerdag!

Ingredienser (2-3 portioner):
1 mellemstort blomkålshoved
25g smør
400g rejer. Friske eller optøet.
2 spsk Helmanns mayonnaise
5  spsk creme fraiche 38%
1 tsk dijonsennep
2 spsk piskefløde
1 dusk frisk dild (efter smag og behag)
salt & peber
2-3 dl vand

Sådan gør du:
Rens blomkålshovedet og bevar det helt.
Hæld vand i en gryde og tilsæt smørret. Lad det koge til smørret er smeltet og skru ned. så det blot simrer. Læg en underkop i bunden af gryden og sæt blomkålen derpå. Damp den i 15-20 minutter, til den er mør, men stadigt fast. Tag den af varmen og stil den på det fad den skal serveres på.
Retten kan sereveres både med lunt eller kold blomkål, så enten pyntes blomkålet med det samme eller så afkøles det inden pyntning.

Lav en dressing af mayonnaise, creme fraiche, sennep og piskefløde. Hak dilden groft.
Smag dressingen til med salt, peber og dild. Gem lidt dild til pynt.

Faddet med det lune eller kolde blomkålshoved pyntes. Hæld dressingen over blomkålen og læg rejerne rundt om. Pynt toppen med rejer og dild.

Server med en god salat. F.eks tomater, agurk, forårsløg og knuste peanuts.

 

Velbekomme! 😀

Rabarberchutney m/lakrids

Ja – så kommer der lige endnu en opskrift med rabarber. Det skinner ikke ret tydeligt igennem, at jeg er ret vild med den grønsag, vel?! 😉

I stedet for den sædvanlige kompot, har jeg i stedet lavet en chutney, der er sur, sød, syrlig og stærk på en gang. Et lækkert tilbehør til sommerens grillretter!
Meget apropos, for jeg render og pakker campingvognen for at drage ud i den danske forsommer og der bliver maden næsten altid tilberedt på grillen. Ikke at vi kommer i nærheden af Hr. og Fru Glæsel, når det kommer til grilltryllerierne, men der er nu bare en eller anden form for frihed over det at grille. Ikke mindst fordi manden så pludseligt viser øget interesse for at deltage i det at lave aftensmaden. Ikke den kedelige del med salat og grønsager forstås, men alligevel…. Det er altid rart med lidt fællesskab. 😛

Nå – men her får I opskriften på chutneyen. Den er lavet så den passer til mine smagsløg, men måske vil du have den mere syrlig, sød eller stærk – smag den til og lav din egen variant!

Lækker chutney - passer perfekt til grillmaden!
Lækker chutney – passer perfekt til grillmaden!

Ingredienser:
1000 g rengjorte rabarber
2 stk fint hakket rødløg
30 g Frisk ingefær, revet eller fint hakket
50 g Frisk peberod, revet eller fint hakket
2 stk tørrede piri piri chili
3-5 spsk Sukrin Gold eller kokossukker alt efter hvilken type rabarber, der anvendes.
2 dl æblecidereddike
2 dl vand
2 tsk groft salt
1-2 spsk lakridspulver

Sådan gør du:
De rensede rabarber skæres i stkker på 1-2 cm og alle ingredienser undtagen lakridspulver kommes i en gryde.

Alt i en gryde.
Alt i en gryde.

Det hele koges op og står og småsimrer til rabarberne er kogt ud. Det tager 20-30 minutter. Rør jævnligt i gryden.

Smag til med lakridspulveret. Sørg for det ikke klumper i chutneyen. Husk at lakridssmagen kan smage mere igennem, når chutneyen er kold.

Hvis der er meget væske i chutneyen, sies dette fra og bruges som sirup i salater mm.

Rabarbersirup - et herligt restprodukt.
Rabarbersirup – et herligt restprodukt.

Chutneyen hældes på glas, der lukkes og opbevares i køleskabet. Da der ikke er nogle konserveringsmidler i, skal chutneyen spises indenfor et par dage, når glasset er åbnet.

Server til sommerens lækre grillretter!

VELBEKOMME!

Hjemmelavet mayonnaise

En af de ting jeg har skulle vænne mig til med LCHF, er at brugen af mayonnaise er ok. Vel og mærke mayonnaise af en god kvalitet. De fleste færdigrørte mayonnaiser på markedet indeholder en hel del sukker og/eller olie af svingende kvalitet, så det gælder om at se sig for.
Når jeg køber mayonnaise er det altid Hellmann’s. Den er lavet på æg fra fritgående høns og rapsolie af høj kvalitet. Den indeholder dog også lidt sukker, men i forhold til mange andre, er det ikke meget.

Alternativet er naturligvis at lave sin egen mayonnaise. Det er ikke så svært som man skulle tro og kræver faktisk bare en stærk stavblender.
Denne opskrift indeholder, foruden æg og olie, også hytteost. det synes jeg giver en god konsistens.

Lækker hjemmerørt mayonnaise. Kan varieres i det uendelige.

Lækker hjemmerørt mayonnaise. Kan varieres i det uendelige.

Ingredienser:
1 stort æg (helst øko)
1 dl hytteost 4,5%
ca. 1 dl god rapsolie
1 tsk sennep
1 spsk hvidvins eddike
Salt & Peber

Sådan gør du:
Slå ægget ud i en høj beholder.
Tilsæt hytteosten, sennep, eddike og krydderier.
Sæt stavblenderen ned over ægget.
Tilsæt olie til al hytteosten er dækket med ca. 1 cm olie.

Alt blendes hurtigt sammen til en passende konsistens.
Færdig og klar til brug.

Denne mayonnaise kan varieres i det uendelige, med hvidløg til Aioli, frisk chili, krydderurter mm. Kun fantasien sætter grænser.

mayo1 mayo2