LCHF Chokoladekage

Hvem elsker ikke en god chokoladekage?

Dette er opskriften på en nem LCHF venlig kage, fundet på http://www.lchfrecept.com.

Jeg har anvendt mandelmel jeg selv har lavet og det blev fint.
Som sødemiddel anvendte jeg Stevia – det er ikke lige det rigtige for mig – jeg er ret følsom for den bismag der er i Stevia, men jeg havde ikke lige nogen sukrin hjemme.

chokokage chokokage1 chokokage2 chokokage3

 

Ingredienser: 
50g smør 
2 æg 
1 1/3 dl mandel mel 
1 ½ spsk kokosfiber mel
2 spsk revet kokosnød (alm kokosmel)
1 ½ dl mælk / fløde (jeg brugte ½ dl fløde og 1 dl sødmælk) 
3-4 spsk sukrin, alt efter hvor sød en tand man har.
1 -2 spsk kakaopulver 
2 tsk vaniljepulver (jeg bruger vrideren fra Dr. Oetker) 
 ½ tsk brunkagekrydderi
1 tsk bagepulver 
50 gram mørk chokolade til overtræk.

Sådan gør du:

Forvarm ovnen til 175 grader varmluft.
Smelt smørret.
Bland alle de tørre ingredienser.
Rør æg, fløde / mælk og smeltet smør i. 

Hæld dejen i en lille brødform (ca. 10×20 cm), der er foret med bagepapir.
Bag kagen i bunden af ovnen i omkring 35 minutter (Stik en stålstrikkepind i, for at tjekke at dejen ikke hænger fast på denne. Så er kagen færdig.).
Smelt chokoladen over et vandbad og bred det ud over kagen.

Server med en stor klat kold creme fraiche eller flødeskum.

 

Stegt flæsk med persille….blomkål!!

Stegt flæsk med blomkål i persillesovs

En af favoritterne herhjemme er stegt flæsk. Tidligere med masser af kogte kartofler, der helst skulle moses ud i sovsen! Uuuuhhm!
Og selvom gemalen i hovedtræk bakker mig op i den nye måde at spise på, så var noget skeptisk over at der skulle røres ved en af hans livretter.
Men han måtte indrømme det smagte rigtigt godt! Eller som han udtrykte det “- Det smager jo godt! Det var da irriterende!”

Denne LCHF udgave er bestemt heller ikke at kimse af! Den stegte flæsk er stadigt den samme (uden panering) og kartoflerne er erstattet af lækker flødestuvet blomkål med persille.

Jeg har fundet opskriften på denne side: www.hjemmehosxenia.dk

stegtflaesk1

 

Ingredienser (2 pers)
1 pakke flæsk i skiver (ca. 3-500 g, afhængigt af appetit)
salt og peber

Blomkål i persillesovs:
1 blomkål
smør – ca. 2 spsk
2,5 dl piskefløde
1 sjat lys eddike, fx æblecider- eller hvidvins.
1 æggeblomme (jævner sovsen, men kan udelades)
1 bundt frisk persille
salt og peber

Steg flæsket på en pande eller i en forvarmet ovn (200º varmluft).

Bank flæskeskiverne flade og krydr med godt med salt og peber.
Ved stegning i ovnen, lægges de på en bagerist og beklæd en bageplade med bagepapir. Sæt risten med flæsken i ovnen og sæt bagepladen nedenunder, så fedtet bliver opsamlet her. Steg så flæsken i ca. 30-40 minutter. Prøv dig frem alt efter hvad du foretrækker.
På panden steges flæsket ved jævn høj varme, til de er blevet så sprøde som du måtte ønske det.

Skær blomkålen i små buketter. Smelt smørret i en stor gryde og svits blomkål heri i ca. 5-10 minutter. Det må gerne tage let farve, men det skal ikke blive mørkt. Hæld så fløden ved sammen med en lille sjat eddike og salt. Lad fløden simre i 10-15 minutter og lad det tykne. Smag til med salt og peber og jævn med æggeblommen. Skyl og hak persillen fint og vend i sovsen lige inden servering.

Når flæskeskiverne er færdigstegt, tages de af risten og drysses med salt. Server med blomkål i persillesovs og drys evt. med lidt ekstra persille.

Det kan være svært at omstille sig.

Nu har jeg levet efter LCHF principperne i en måned!

Herregud, vil nogen sige – det er jo ingenting! Hvordan kan du så sidde her og blogge om det? Du kan jo ikke vide ret meget om det så!

Til det kan jeg kun sige, at jeg i hvert tilfælde har læst og stadigt læser en masse om det, så min teoretiske viden burde efterhånden være på plads. men det jeg virkeligt føler jeg kan bidrage med lige nu, er selve det at lægge sit liv om til LCHF.

Selve beslutningen var ikke så svær, for et eller andet skulle der ske. Dels fordi jeg ikke ville blive ved med at være så træt af mig selv og min krops ladhed og dels fordi jeg har mange daglige smerter og var/er nysgerrig efter hvordan kosten påvirker dem.

Men selv med en så stærk beslutning i bagagen, så viste det sig alligevel at være svært! Dels har jeg oplevet en del overgangs besvær (dette vil jeg skrive om i et senere indlæg) men det sværeste har været at overvinde mine gamle vaner og fedtforskrækkede opdragelse.
Det er simpelthen “fysisk” svært for mig at række ud efter Creme Fraiche 38% i stedet for Cheasy 5%. Eller bruge smør til stegning i stedet for olie. At spise fuldfed ost, i stedet for Cheasy gummiost. I starten havde jeg direkte dårlig samvittighed og en lille formanende stemme i øret, der fortalte mig at det var helt galt det her – jeg ville end med at blive voldsomt fed!

Så jeg gik halvvejs og ventede på at jeg ville blive straffet for mit skifte – men halløjsa!! Der skete ikke noget grimt!! Tværtimod! Jeg begyndte at tabe mig og jeg fik mad der smagte godt og meget. Min sult blev stillet og jeg havde ikke længere brug for at have Akutmad parat.
Det jeg oplever som den største forskel er at jeg ikke længere roder skabe/skuffer igennem for et eller andet udefinerbart, som jeg trænger til hver eftermiddag.
Jeg har ikke længere en indre uro i kroppen. I stedet er jeg mæt og tilfreds og min krop stresser ikke.

Siden jeg lagde mit liv om for en måned siden, har jeg tabt mig  5,5kg og jeg har på ingen måde været sulten. Ja faktisk er jeg ikke længere fristet af søde ting, for min krop er i ro og mæt.
Så sent som i dag, var en god veninde på besøg og fik serveret en lækker fastelavnsbolle, mens hun var her. Jeg kunne sagtens have valgt at spise en med (intet er jo forbudt, det er mig selv, der bestemmer), men lysten og trangen var der ikke. Havde det været i “gamle” dage havde jeg nok spist begge boller og ikke serevert nogen for min gæst! 😀

Kort sagt – så er jeg superglad for min beslutning og går du og overvejer om det kunne være noget for dig – så tøv ikke. Prøv det!
Tag et lille kig på denne FILM – den svarer på en masse af de gængse spørgsmål der er omkring LCHF.

Lad mig gerne høre hvad du tænker og mener om det….!! 🙂

Mayodressing

En lækker dressing der giver en god smag til både kolde og varme retter og salater.
Mest velegnet til de lidt tungere ting som råkost.
Tilsat lidt hvidvinseddike er det en rigtig god coleslaw dressing.

Ingredienser:

100g cremefraiche 18%
25g Hellmann’s mayonnaise
salt og peber.

Røres sammen og smages til med salt og peber. Enkelt og genialt! 🙂

 

Sprøde kyllingenuggets

Som det ret hurtigt vil kunne ses, så er jeg ret glad for kylling og bruger det meget i min madlavning.
Dette er en ret som børn er rigtigt glade for – Nuggets er altid en succes.

Jeg har valgt mandler som “rasp”. Det giver en del kulhydrater, ingen tvivl om det, men det giver også det gode fedt fra mandlerne.
Hvis der vælges groft rugmel som rasp, vil der kunne spares fedt. Men melet indeholder jo altså den slags kulhydrater som vi ikke er så begejstrede for. Så der skal spares på det. 🙂

nuggets1

 

Ingredienser ( ca. 14 nuggets):
110g mandler
350g kyllingebryst u/skind
1 æg
2 spsk piskefløde
Salt og Peber efter behov

Sådan gør du:

  1. Ovnen varmes op til 175 grader.
  2. Mandlerne hakkes så groft eller fint som du ønsker. Blandes med salt og peber.
  3. Ægget piskes sammen med fløden.
  4. Kyllingebryst skæres i passende nuggets stykker.
  5. Kyllingstykkerne vædes godt i æggeblandingen og vendes derefter i de hakkede mandler.
  6. Lægges på en bradepande, der er beklædt med bagepapir.
  7. Sættes i ovnen i ca. 30 minutter.

Server med kogt blomkål og/eller broccoli med en slat mayodressing.

 

Så er der taget hul på min nye blog!

Jeg har nu endelig fået taget mig sammen til at starte min blog. Og selvom jeg lige nu og i nogen tid fremover, sikkert vil skrive primært til mig selv, så føles det alligevel godt!

Grunden til at denne blog er blevet til, er at jeg er lidt af en nørd – så er det sagt. Når jeg falder over noget der fanger mig, så må jeg bare gå i dybden med det.
Sådan er det også med LCHF! Jeg har endelig fundet noget der føles rigtigt for mig og min krop og så må jeg bare vide alt om det. Det er selvfølgelig ikke bare noget der sker fra den ene dag til den anden, men processen er spændende og jeg vil gerne dele den med andre, der kunne tænke sig at snuse til LCHF. Og også gerne med jer der allerede ved noget om det – alle er velkomne her.
Jeg vil gerne dele lidt om min vej ind i LCHF om de problemer og glæder det har givet mig og om de tanker, der dukker op undervejs!

Det ses jo at jeg endnu ikke har fået udfyldt alle punkterne i menuen – men jeg arbejder på sagen og har fået lagt min første opskrift ind. Et bud på en lækker kyllingeret.

Jeg håber du vil hænge på og hjælpe mig med at gøre denne blog aktiv. Og det gælder også selvom du ikke er hardcore indenfor LCHF – alle afarter/grene er velkommen – for som jeg ser det, er grænser noget der pirrer min nysgerrighed. Så fortæl mig/os om din lidenskab og send mig dine bedste opskrifter!

Kyllingefad

kyllingefad1 kyllingefad2

Denne ret er cremet og lækker. Fyldt med smag – lav på kulhydrat og protein og god for en del fedt! 😉

Ingredienser til 4 personer.

350g kyllingebryst
50g hamburgerryg
1 løg
1 mellemstort blomkålshovede
100g champignon
100g revet fuldfed ost (45+)
100g revet parmesan
1 spsk smør
3 dl piskefløde
3 spsk Creme Fraiche 18%

Sådan gør du!

  1. Opvarm ovnen til 180 grader
  2. Kylling, hamburgerryg, løg og champignon skæres ud i tern.
  3. Blomkålen deles i buketter, der dampes eller koges møre.
  4. Smørret smeltes på en pande og kyllingeterningerne brunes
  5. Tilsæt løg, hamburgerryg og champignon til kødet og lad det småstege til løgene er klare.
  6. Fløde, cremefraiche, revet ost og 1/3 af parmesanen hældes op i en gryde. Bring roligt i kog under omrøring. Når al ost er smeltet, smages til med salt og peber.
  7. Når blomkålen er kogt mør, hældes evt vand fra. Blomkål, kyllingeblanding og ostesovs blandes godt sammen og hældes i et ovnfast fad. Resten af parmesanosten drysses over.
  8. Sættes midt i den varme ovn i 25 minutter, til skorpen er gylden og sprød.
  9. Serveres evt. med en grøn salat.

Velbekomme!! 🙂

Energifordeling (i hele retten):

Fedt
214,56
Kulhydrat
59,52
Protein
197,32
Kcal
2926

Har du ideer til tilbehøret til denne ret – så kom med dem!

 

– en blog om LCHF liv og mad på den fede måde….