Alle indlæg af Bettina

Varm morgengrød med chiafrø & mandler.

Her til morgen surfede jeg lidt rundt på facebook og så et indlæg, hvor mange var begejstret for en varm morgengrød.
Så var det at det slog mig – at sådan en har jeg også lavet, men vist aldrig fået på bloggen. Det skal der da straks rådes bod på, så her kommer den.

Lækker mættende grød. En god start på dagen.
Lækker mættende grød. En god start på dagen.

Ingredienser (1 – 2 pers):
1 dl vand
1 dl piskefløde
1 dl mandler
2 spsk chiafrø
15g smør (ca. 2 spsk)
½ spsk sukrin gold
1 tsk vaniljepulver
1 nip salt
Kanel og smør som tilbehør.

Sådan gør du:
Hæld vand og chiafrø i en kasserolle og lad det trække mindst 5 min. Gerne 10.  🙂
Hak mandlerne meget fint. Så det bliver mandelmel.
Når chiafrøene har trukket, tilsættes resten af ingredienserne i kasserollen og grøden opvarmes ved jævn varme. Rør jævnligt i grøden, så den ikke brænder på.
Varmes igennem til grøden har samlet sig – det sker når smørret er smeltet.

Serveres med et drys kanel og en klat smør på toppen.

Hvis grøden ønskes i en mejerifri version, erstattes smør med kokosolie og fløde med kokosmælk.

VELBEKOMME!! 😀

Sprøde mandelsmåkager!

Jeg bruger en del tid i køkkenet på at eksperimentere. Nogle gange er resultatet lidt lunkent og andre gange er det godt. Rigtigt godt, som i dette tilfælde!!

Disse småkager har sit udspring i at jeg savnede de sprøde havresmåkager. Det er ikke så længe siden jeg var til et kaffebord, hvor de blev serveret og da jeg jo ikke spiste dem, så tænkte jeg at jeg måtte kunne lave et alternativ. Det forsøgte jeg mig så med i dag og det lykkedes over al forventning. Endda i første forsøg! 🙂

Så her får I opskriften på lækre sprøde mandelsmåkager, der fuldt ud matcher fortidens havregrynssmåkager!
mandelsmåkager

Ingredienser (18-20 stk):
100g blødt smør
2 dl mandler
1 dl Sukrin melis eller malet sukrin gold
1 dl pofiber
1 tsk bagepulver
½ tsk vaniljepulver

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 175 grader alm oven/160 grader varmluft

Mandlerne hakkes mellemfint.
Smør og sukrin røres sammen i en skål. Når det er rørt godt sammen til en jævn masse, tilsættes de øvrige ingredienser og der røres til dejen er sammenhængende.

Sæt små kugler på en bageplade, beklædt med bagepapir og tryk dem lidt flade.
Bag småkagerne midt i ovnen i ca 8-10 minutter. De skal være mørke i kanten, men ikke i midten.
Træk bagepapiret med kagerne over på en rist og lad dem afkøle. Du skal ikke blive bekymret over at kagerne er meget bløde når de kommer ud af oven – det ordner sig! 🙂

Opbevar kagerne i en lufttæt beholder….. Altså hvis der er nogle til overs til at opbevare! 😉

VELBEKOMME!! 😀

Lækre snack mandler – med kanel, lakrids eller choko/kaffe

Panikken breder sig lidt. For da manden og jeg kørte en stille tur i det grå søndagsvejr, gik det op for mig at træerne så småt er ved at skifte farve. Og jeg er slet ikke klar til at give slip på sommeren!

Mine tanker vandrede så videre og selvom tanken om kold regn, slud, sne og blæst fik mundvigene til at hænge nedad, så er det et lille lyspunkt i alt det grå og mørke, nemlig julen!
Jeg elsker jul! Ikke så meget for alle de penge og tid, der skal investeres i at finde de perfekte gaver, men mere alle de lys der tændes og den hygge og nærhed, der også følger med. Og med hygge følger også en MASSE mad og konfekt.
En af mine yndlingskonfekt er brændte mandler, som jeg i øvrigt aldrig, har holdt mig til udelukkende at spise i juletiden.
Men det er jo slut nu! De brændte mandler består jo af sukker! 🙁

Hvad gør man så? Man laver nogle gode LCHF mandler! Ja well, mandler er jo ikke striks LCHF, men alligevel….
Derfor kunne jeg glæde mig over at jeg har lavet 2 varianter, der nu indgår som en basis snack her i huset. Pludseligt så det hele meget lysere ud! 😀

lakridsmandler
Lakridsmandler

Ingredienser:
4 dl mandler
2 spsk sukrin gold
2 spsk vand
25g smør

Til kanelmandler: 2-3 spsk kanel
Til lakridsmandler
: 2-3 spsk lakridspulver
Til choko/kaffe mandler: 2 spsk kakao, 1 spsk instant kaffe, 1 nip salt

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Bred mandlerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir. Sæt pladen med mandlerne ind i den varme ovn i ca. 15 minutter. Rod lidt rundt i mandlerne undervejs. De skal blive mørke og lugte “varmt” men ikke blive sorte.
Bland sukrin og vand i en kasserolle og sæt det til at koge indtil krystallerne fra sukrinen er opløst. Tilsæt smørret og lad det smelte.

Tag kasserollen af varmen og hæld mandlerne fra ovnen op i kasserollen. Bland godt.
Når alle mandler er smurt godt ind i smørblandingen tilsættes den ønskede smag.

Lakridsmandler:
Drys lakridspulver ud over mandlerne og bland godt igennem.

Choko/kaffe mandler:
Bland kakao, kaffe og salt i en skål og drys derefter over mandlerne i kasserollen.

Når mandlerne er blandet godt, bredes de ud på bagepapir if afkøler/tørrer.

Husk – at eftersom der er smør i blandingen, opbevares mandlerne bedst på køl.

VELBEKOMME!! 😀 

Choko/kaffe mandler
Choko/kaffe mandler

Osteboller – Big Time Style

Lad mig få det sagt! Uanset hvor meget jeg elsker denne livsstil, så har jeg længe været træt af at maden smager af mandel/marcipan, kokos eller æg!
Så – efter at have prøvet disse meget populære osteboller, der farer rundt på facebook og som vist oprindeligt kom fra Instagramprofilen monicalchf, så måtte jeg igen konstatere at jeg ikke kunne få dem ned….. alt for meget æggesmag i den oprindelige version.
Det vil jo altid være smag og behag – og andre er helt vilde med dem. Men det korte af det lange er at jeg satte mig ned for at lave dem i en version jeg kunne spise, for verden er bare så meget nemmere med muligheden for at tage en hurtig bolle!

Sprøde og saftige osteboller. En nem og lækker frokost.
Sprøde og saftige osteboller. En nem og lækker frokost.

Ingredienser:
3 æg
3 dl revet ost (jeg anvender mazarella)
100g flødeost naturel
4 spsk grøn HUSK
2 spsk mayonnaise
5 spsk pofiber
2 tsk bagepulver

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 200 grader almindelig varme.
Bland alle ingredienser sammen og lad massen stå og trække i 10-15 minutter.
Med våde hænder, formes 6-8 boller, der sættes på en bageplade, beklædt med bagepapir.
Bages i 20-25 minutter, til de er godt gyldne.
Hellere et par minutter for meget end et par minutter for lidt.

Nemmere bliver det da vist ikke?! 🙂

Varme og nybagte osterboller.
Varme og nybagte osterboller.

VELBEKOMME 😀

Bettina LCHF kanelsnegle

Som jeg vist har nævnt før, så er jeg ret vild med at bage. Og inden mine LCHF dage, var der en forventning om god kage eller bageværk, når vi sås blandt venner og familie.
Det savner jeg lidt – jeg bager stadigt meget, men der er bare nogle begrænsninger, når gær og mel er udelukket.

Det betyder at man jo må eksperimentere lidt for at få lavet de gode favoritter og denne gang har jeg leget lidt med en opskrift på kanelsnegle. Måske ikke helt så fantastiske som de gammeldags, lavet på gærdej, men de kommer dælme tæt på!!

Lækre saftige kanelsnegle
Lækre saftige kanelsnegle

Ingredienser (15-18 stk)
Dej:
200g cremefraiche 38%
2 æg
5 spsk mandelmel (ikke affedtet)
2 dl pofiber
3 spsk HUSK (grøn)
2 tsk bagepulver
3 tsk sukrin
25 g blødt smør
1 nip salt
1 nip kardemomme

Fyld:
1 spsk kanel
1 spsk Sukrin Gold
100g blødt smør
Evt. sukrin melis til glasur

Sådan gør du:
Stil ovnen på 160 grader varmluft.
Alle  ingredienser til dejen blandes godt sammen og stilles til hvile i ca 10 minutter.
I mellem tiden røres ingredienserne til fyldet sammen og stilles til side.
Del dejen i 2 portioner og rul den første ud mellem 2 stykker bagepapir. Drys evt med lidt mandelmel eller pofiber inden udrulningen.
Dejen rulles til den er ca ½ – 1 cm tyk. Vend dejen og fjern det nederste papir. Smør dejen med halvdelen af kanelfyldet. Smør helt ud i kanterne.
Rul dejen sammen ved hjælp af bagepapiret, som man ville rulle en roulade. “Pølsen” skal ikke være for løs, så falder sneglen fra hinanden under bagning.

Skær rullen ud i skiver af ca 2 cm og læg dem på en bageplade, beklædt med bagepapir. Tryk sneglen lidt flad.
Bages i 15-20 minutter til de har fået en fin gylden farve.
Mens 1. hold bager, laves 2. halvdelen af dejen som beskrevet herover.
De færdige snegle afkøles på en rist og serveres evetuelt med glasur rørt af sukrin melis og æggehvide eller vand.

VELBEKOMME!! 😀

Boganmeldelse

Hvorfor nu det???
Ja – faktisk er det et godt spørgsmål, men det bunder nok i bund og grund i en del debatter på nettet om, hvad LCHF er og hvordan vi lever bedst med LCHF.
I den senere tid er der kommet en masse nye til og det er jo glædeligt. Mange har fanget interessen via ugebladene, der stort set alle, betegner LCHF som en kur. Endda en kur, hvor man kan forvente at fedtet smelter af, helt uden indsats!
Men det er jo en sandhed med modifikationer. Mange oplever et vægttab på LCHF, men da det som udgangspunkt ikke er en mirakel slankekur, så oplever mange også skuffelser.

I forlængelse af at ugebladene har gjort LCHF “kuren” udbredt og populær, så kommer der jo naturligvis også flere bøger om emnet.
En af dem, vil jeg give min personlige anmeldelse af.

Det drejer sig om bogen “Den letteste vej til LCHF kuren”  af Gitte Heidi Rasmussen.
Samme forfatter har skrevet flere bøger om 5:2 kuren.

En guide til LCHF kuren.
En guide til LCHF kuren.

Jeg må straks indrømme at allerede titlen får mig til at tvivle, når det kommer til denne bog. Jovist findes der andre bøger, der fokuserer på vægttab i forbindelse med LCHF, men ingen af dem omtaler, mig bekendt, LCHF som en kur.
Ydermere er der på forsiden en sjov fejl, idet de store bogstaver LCHF, hver indeholder en tekst, der skal beskrive hvad de står for i forkortelsen. I “C’et” står der “carbon” i stedet for “carb”. Det giver ikke rigtigt nogen mening og jeg vælger at tro på at det er smuttet i korrekturen og ikke er et udtryk for, hvad forfatteren mener LCHF står for.

Inde i bogen er der 2 siders introduktion til LCHF. Her beskrives hvad principperne og filosofien  bag LCHF er og hvilke råvarer der anvendes. Ligeledes er der en beskrivelse af hvordan opskrifterne er bygget op, så man kun får 1400 kcal om dagen på denne kur.

Jeg må indrømme at jeg er meget lidt imponeret af denne såkaldte introduktion. Der generaliseres meget groft, det er jo nødvendigt med så lidt plads og der gås slet ikke i dybden med, hvorfor nogle rå- og madvarer er bedre end andre. Kort sagt, så giver det ikke læseren nogen mulighed for at tage egne oplyste valg, for de får intet om de dybere principper bag LCHF med sig.
Forfatteren skriver i sin meget korte introduktion at:

“Denne kogebog er baseret på LCHF-principperne, dog har vi lagt vægt på de sunde fedtstoffer fra eksempelvis fede fisk, nødder, kerner, olie og avocado – og nedtonet de mættede fedtstoffer fra fx smør og piskefløde.”(citat fra bogen)

Denne sætning opsummerer efter min mening hele essensen i bogen. Enten har forfatteren ikke forstået principperne bag LCHF eller også tror hun ikke rigtigt på dem. Jeg mistænker det sidste, idet forfatteren har en ernæringsuddannelse funderet i de officielle kostråd.
Inde i bogens opskrifter kommer dette også tydeligt frem. Her anvendes konsekvent madlavningsfløde 9%, selvom dette strider direkte mod LCHF principperne, ligesom man altid skal huske at hælde fedtet fra panden, hvis man har stegt bacon. Der anvendes faktisk ikke smør og kun meget små mængder olie.

For at få kabalen med de 1400 kcal/dag til at gå op, er det vigtigt at der ikke er for meget fedt i maden, da det jo er energitæt og ligeledes betyder det at portionerne er meget små.
På den måde må man sige at bogen lever op til titlen. Der er tale om en slankekur, hvor der er fokus på hvor mange kcal man indtager frem frem for om man er mæt og veltilpas.

Konklusion:
Bogen handler i mine øjne ikke om LCHF. Den virker som den er udgivet for at være med på hele den eksponering der i øjeblikket er omkring LCHF.
Det er muligt man taber sig ved at følge retningslinierne i bogen, men det ville være mere reelt at kalde den for en guide i lavkarbo, for der er ikke tilsat den nødvendige mængde fedt.
Bogen hylder LCLF og er efter min mening vildledende omkring LCHF.
Jeg synes ikke den har nogen relevans. Et overflødigt indslag der, efter min mening, lader til at være sat sammen i en fart, for at smede mens jernet er varmt og LCHF er fremme i medierne.
Kort sagt – den er ikke pengene værd.

Ovenstående er min personlige mening omkring bogen. Jeg er ikke blevet opfordret til at skrive denne anmeldelse af 3. part og alle udsagn står for egen regning.

 

 

Lækker græsk Moussaka – LCHF style

Åååhhh – jeg bliver ved med at glide tilbage til ferien på Kreta i juni. Jeg ved faktisk ikke hvorfor lige det er den ferie, der betager mig. Vi var på Fuerte Ventura i april og det var også en fantastisk ferie med god med – men på en eller anden måde, så sneg Kreta sig ind under huden på mig.

Så – derfor har jeg lavet moussaka. På Kreta var det svært at få en uden kartofler. En fortalte mig at det var fordi turisterne var uvante med auberginesmagen og derfor blev der tilsat kartofler for at mildne smagen. Om det har noget på sig, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i denne opskrift er der ingen kartofler – kun aubergine, hvilket gør det til en ægte LCHF Moussaka! 😀

Skøn moussaka med frisk græsk salat - I <3 it! :-)
Skøn moussaka med frisk græsk salat – I <3 it!

Ingredienser (4 personer):
Kødsovs
1  Aubergine
500g hakket oksekød
1 løg (ikke striks)
1 fed hvidløg (ikke striks)
1 ds hakkede tomater (uden sukker)
Smør eller kokosolie til stegning
Salt & peber
Krydderier; basilikum, oregano, rosmarin, timian,  stødt spidskommen

Ostesovs:
2 æg
2 dl cremefraiche 38%
2 dl revet ost (jeg valgte flødehavarti 60%)
Salt & Peber
1 smule revet muskatnød

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 200 grader varmluft.

Auberginen skæres i skiver og saltes med groft salt. Stilles til side i mindst 30 minutter. Dette trækker den bitre smag ud.

Løg og hvidløg hakkes og svitses i smør/olie i en gryde eller dyb pande.
Når løgene er blevet klare tilsættes oksekød og der røres indtil al kødet har taget farve.
Tilsæt hakkede tomater og krydr efter smag og behag. Jeg anvender ikke rosmarin og timian i, da jeg ikke bryder mig om disse, mens andre synes de hører til.
Bland det hele og lad det stå og simre mens du blander ostesovsen.

Æg, cremefraiche og ost blandes godt sammen. Krydres med salt, peber og muskatnød.

Auberginerne skylles godt og duppes tørre.
Lægges i et lag i bunden af et ovnfast fad.
Læg et lag kødsovs og så de sidste aubergineskiver, hvis der er flere. Resten af kødsovsen fordeles i fadet.
Til sidst toppes med ostesovsen.

Bag i ovnen i 20-30 minutter og server med en god græsk salat!

VELBEKOMME!! 😀

Lækker moussaka, direkte fra ovnen
Lækker moussaka, direkte fra ovnen

 

Churros LCHF style (ikke striks)

Hvem elsker ikke churros?? Jeg kender ingen, der takker nej! Så begejstringen var stor, da der i en af de facebookgrupper jeg skriver i, kom en opskrift på churros op.  Den var fundet på http://martinalchf.blogspot.dk/.
Den oprindelige opskrift indeholder et proteinpulver, men da jeg ikke, som udgangspunkt, ønsker at booste min mad med protein, måtte jeg forsøge mig med et alternativ. Det blev pofiber.
Resultatet blev vellykket og godkendt af de gæster der måtte agere prøvekaniner. De vidste jo ikke at der var tale om LCHF verisonen og guffede lystigt i sig af de friskkogte churros og den hjemmelavede vaniljeflødeis. Det vælger jeg at tolke som et godkendt resultat! 😀Knasende sprøde og lækre churros med vaniljeis!

Knasende sprøde og lækre churros med vaniljeis!
Ingredienser:
2½ dl vand
2 spsk sukrin Gold (eller anden sukrin/sødemiddel)
125g smør
2 dl mandelmel (ikke affedtet)
1 dl kokosfibermel (affedtet)
2 spsk grøn HUSK
1 knivspids salt
4 æg
1 dl pofiber

Olie til stegning.

Sådan gør du:
Vand, sukrin, salt og smør koges op indtil smørret er smeltet og sukrinen opløst.
Tages af varmen og hældes over i en røreskål.
Rør HUSK og mandel- og kokosfibermel i smørblandingen. Dejen bliver nu fast.
Tilsæt æg 1 af gangen og rør til dejen er glat og smidig.
Tilsæt pofiber lidt af gangen. Lad dejen hvile lidt.
Dejen skal have en glat konsistens som vandbakkelsesdej og væe lidt fedtet. Den skal være fast, men så den kan trykkes ud gennem en sprøjtepose med tylle. Hvis du vurderer dejen er lidt for fast, kan du tilsætte lidt ekstra vand.

Vælg en passende stor tylle og fyld dejen i en sprøjtepose. Lav nu churros på en bageplade beklædt med bagepapir. Du kan vælge at lave churros som ringe eller stænger.

Olie opvarmes til ca 180 grader og de rå churros koges til de er fint lysebrune. Vendes undervejs. Lægges til afdrypning og spises gerne lune med is.

VELBEKOMME! 😀

Frisk og mejerifri bærsmoothie

I sommervarmen sker der jo ofte det at man ikke rigtigt har lyst til at spise. Det er jo for så vidt ok. Ingen skal jo spise bare for at spise.
Men for mig sker der så ofte det, at når det kølnes lidt i løbet af eftermiddagen, så bliver jeg pludseligt meget sulten og kan slet ikke vente på at maden bliver færdig. derfor prøver jeg at indtage lidt energi i løbet af dagen. Lige nu i form af iskaffe og/eller denne lækre smoothie.

Smoothie er også en dejlig hurtig morgenmad, for dem der ikke har den store morgensult eller tid til at kokkere det vilde fra morgenstunden.

Her er opskriften uden mejeriprodukter, men den fungerer også fint, hvis du erstatter kokosmælken med piskefløde.

I denne smoothie har jeg anvendt friske bær fra haven, men den kan sagtens laves med frosne bær. 🙂

Dejlig sommersmoothie med bær fra haven.
Dejlig sommersmoothie med bær fra haven.

Ingredienser:
1 dl blandet ribs/solbær (friske eller frosne)
1 dl hindbær eller jordbær (friske eller frosne)
1 dl fed kokosmælk eller piskefløde
1 dl vand
2 tsk kokosolie
1 spsk chiafrø
1 spsk sukrin melis*
Isterninger eller knust is efter behov!

* Her anvender jeg sukrin melis, da det opløses let i kolde drikke. Så undgår man det knaser. Men andre sukrintyper eller sødemidler vil sagtens kunne bruges.

Sådan gør du:
Alt hældes i en blender og blendes godt sammen, til det har den ønskede konsistens. Såfremt den er for tyk, tilsættes ekstra kokosmælk/fløde eller vand.
Serveres straks i et afkølet glas og drikkes naturligvis med sugerør!

VELBEKOMME! 😀

Følg bloggen på Bloglovin

Små choko/peanutkager – med peanutglasur!

Jeg elsker peanuts. Både de traditionelle saltede, peanutbutter og alle mulige bagværk med peanut.
Derfor var det nærmest en refleks, da jeg tog en pose peanut mel med, da jeg handlede online sidste gang. Uden anelse om, hvad det kunne bruges til, men hey! – det var jo noget med peanut!!

Jordnøddemel købt hos helsebixen.dk

Så måtte jeg jo i gang med at finde ud af, hvad jeg kunne lave med denne mel. Under min søgning fandt jeg en opskrift på alldayidreamaboutfood.com som jeg nu har konverteret til dansk – og mine smagsløg i øvrigt. 🙂
Samtidigt gav det mig muligheden for at anvende endnu et impulskøb….. Et minidonut jern! Hvad siger I så? Det hører da til i ethvert køkken! 😛

Et absolut "must have" i ethvert køkken! :-)
Et absolut “must have” i ethvert køkken! 🙂

Så – hermed opskriften på lækre mini peaunutdonuts med peanutglacing!
Advarsel – kan skabe afhængighed! 😉

Ingredienser (ca 20 små kager):
Kager
2½ dl peanut/jordnøddemel affedtet (kan købes her)
3 spsk sukrin gold
½ dl mørk kakao (sukkerfri)
1 tsk bagepulver
½ tsk natron
½ tsk salt
1 tsk vanilliepulver
2 æg
3 spsk kokosolie
1 dl piskefløde

Glasur:
2-3 spsk smooth peanutbutter
½ dl fløde
50 g saltede peanuts

Sådan gør du:
Kager:
Alle de tørre ingredienser blandes godt sammen.
Æg og kokosolie piskes let op og tilsættes de tørre ingredienser. Bland godt sammen.
Tilsæt fløde til du har en god cremet og let dej. Ikke så den løber af skeen, men så den let kan sættes på en bageplade. Måske skal der lidt mindre/mere fløde til.

Sættes i donutjernet og bages i 3-5 minutter. De skal være faste udenpå, men give efter for tryk.
Hvis man ikke er så veludrustet at man har et donutjern, laves kagerne i små muffinforme. Bages ved 180 grader varmluft i ca 15 minutter. Hold løbende øje med dem. De bliver for tørre, hvis de får for meget.

Lækre nybagte minidonuts.
Lækre nybagte minidonuts.

Glasur:
Smelt peanutbutter over vandbad. Når den er smeltet tages den af varmen og fløden røres i. Det kan se ud som om glasuren skiller undervejs, men der skal man blot blive ved med at røre, til glasuren er jævn og glat. Afkøl.
Hak peanuts mellemfint.

Pynt de afkølede minidonuts/kager med glasur og pynt med hakkede saltede peanuts!

Lækre himmerrigshapsere!
Lækre himmerrigshapsere!

VELBEKOMME!!! 😀 <3