Tag-arkiv: aubergine

Farseret Aubergine med Bechamelsovs.

Jeg har lige været på ferie! En tiltrængt en af slagsen!
Den blev nydt på Kreta – et fantastisk sted, når man lige kommer væk fra de værste turistområder.
Denne gang lykkedes det os at finde gode lokale restauranter, hvor de serverede andet end schnitzler med pommes frites.
God mad – med tyngde. Lavet fra bunden med lokale råvarer – det kan man jo ikke undgå at blive inspireret af, hvis man er lidt af et madøre!

Så – her kommer min udgave af en af de favoritter jeg fik på turen! Enkel mad, der smager fantastisk!

Enkelt og lækkert - med masser af smag!
Enkelt og lækkert – med masser af smag!

Ingredienser (4 personer):
2 Auberginer
500g hakket oksekød
1 stor dåse tomatpuré
2 tomater
1 løg
1 fed hvidløg
Krydderier efter smag og behag.
200g revet ost

1 dl Piskefløde
100g flødeost (neutral)
4 æg
½ tsk revet muskatnød
Groft salt
Olie

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 grader / 180 grader varmluft.

Auberginerne skylles og stilken fjernes. De skæres i 4 skiver hver. Endestykkerne skæres lige, så de ikke vælter.
Stykkerne saltes godt med groft salt og stilles til side i en ½ time.
Løg og hvidløg hakkes og steges klare i olie.
Det hakkede kød tilsættes og røres ud til det har brunet.
Tilsæt hakkede tomater og tomatpuré. Nu kan du så krydre eller tilsætte de ting, der skaber din favorit kødfars. Det er vigtigt den ikke bliver for flydende.
Lad farsen simre, mens du laver sovsen.

Piskefløde og flødeost røres sammen i en kasserolle og varmes langsomt op. Når det koger tilsættes æg et af gangen og røres godt i. Krydres med muskatnød og salt/peber.
Skru ned og lad sovsen simre langsomt, så den tykner. Den skal have en konsistens som lidt vandet scrambled eggs.

Skyl aubergineskiverne og dup dem tørre med køkkenrulle.
Smør en ovnfast form med olie og væd skiverne med lidt olie. Lig dem i formen.
Fordel farsen på skiverne og hæld sovsen over. Top med lidt revet ost.

Auberginerne klar til at gå i ovnen.
Auberginerne klar til at gå i ovnen.

Sættes i ovnen i 30 – 35 minutter. Mærk efter om auberginen er mør.
Hvis osten bruner for hurtigt, dækkes toppen til.

Serveres med en lækker græsk salat!

VELBEKOMME! 😀

aubergine2

Lækker græsk Moussaka – LCHF style

Åååhhh – jeg bliver ved med at glide tilbage til ferien på Kreta i juni. Jeg ved faktisk ikke hvorfor lige det er den ferie, der betager mig. Vi var på Fuerte Ventura i april og det var også en fantastisk ferie med god med – men på en eller anden måde, så sneg Kreta sig ind under huden på mig.

Så – derfor har jeg lavet moussaka. På Kreta var det svært at få en uden kartofler. En fortalte mig at det var fordi turisterne var uvante med auberginesmagen og derfor blev der tilsat kartofler for at mildne smagen. Om det har noget på sig, skal jeg ikke gøre mig klog på, men i denne opskrift er der ingen kartofler – kun aubergine, hvilket gør det til en ægte LCHF Moussaka! 😀

Skøn moussaka med frisk græsk salat - I <3 it! :-)
Skøn moussaka med frisk græsk salat – I <3 it!

Ingredienser (4 personer):
Kødsovs
1  Aubergine
500g hakket oksekød
1 løg (ikke striks)
1 fed hvidløg (ikke striks)
1 ds hakkede tomater (uden sukker)
Smør eller kokosolie til stegning
Salt & peber
Krydderier; basilikum, oregano, rosmarin, timian,  stødt spidskommen

Ostesovs:
2 æg
2 dl cremefraiche 38%
2 dl revet ost (jeg valgte flødehavarti 60%)
Salt & Peber
1 smule revet muskatnød

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 200 grader varmluft.

Auberginen skæres i skiver og saltes med groft salt. Stilles til side i mindst 30 minutter. Dette trækker den bitre smag ud.

Løg og hvidløg hakkes og svitses i smør/olie i en gryde eller dyb pande.
Når løgene er blevet klare tilsættes oksekød og der røres indtil al kødet har taget farve.
Tilsæt hakkede tomater og krydr efter smag og behag. Jeg anvender ikke rosmarin og timian i, da jeg ikke bryder mig om disse, mens andre synes de hører til.
Bland det hele og lad det stå og simre mens du blander ostesovsen.

Æg, cremefraiche og ost blandes godt sammen. Krydres med salt, peber og muskatnød.

Auberginerne skylles godt og duppes tørre.
Lægges i et lag i bunden af et ovnfast fad.
Læg et lag kødsovs og så de sidste aubergineskiver, hvis der er flere. Resten af kødsovsen fordeles i fadet.
Til sidst toppes med ostesovsen.

Bag i ovnen i 20-30 minutter og server med en god græsk salat!

VELBEKOMME!! 😀

Lækker moussaka, direkte fra ovnen
Lækker moussaka, direkte fra ovnen