Kategoriarkiv: Salater og tilbehør

Kyllingefrikadeller og spidskålsalat med mormordressing

Disse lækre kyllingefrikadeller er meget let at lave og smager super godt. De kan varieres i det uendelige, så find din egen favoritsmag! 🙂
Jeg vælger at lave dem i ovnen. Et levn fra mine “fedtfattige” dage. Dengang var det for at undgå fedt, men i dag er det bare fordi det er nemt. Mens frikadellerne steger, kan man lave salaten – eller som jeg gjorde i går – tage et bad uden at frygte maden brænder på.

kyllingefrikadelle1

Mens kyllingefrikadellerne hygger sig i ovnen, kan man så snitte en fin spidskålsalat. Jeg foretrækker at lave den dagen før, så bliver den mere mør. Men den kan sagtens spises straks efter den er lavet.
Her har jeg valgt at bruge rød spidskål, fordi jeg synes det er flot – men smagen er den samme, uanset om du bruger rød eller grøn/hvid.

Kyllingefrikadeller (6 stk):
500g hakket kyllingekød
1 lille løg, finthakket
2 stængler forårsløg, finthakket
2 æg
100g revet ost
Salt & peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 190ºC varmluft.
Bland alle ingredienserne godt sammen og lad farsen stå og hvile lidt.
Beklæd en bageplade med bagepapir.
Form 6 frikadeller med hænderne og fordel dem på bagepladen.
Sæt i ovnen og steg ca. 30 minutter eller til de har fået god farve. Vend dem gerne et par gange undervejs.
Bliv ikke forskrækket, hvis osten flyder ud, det har ingen betydning.

Spidskålsalat med mormordressing:
1 spidskål
1-2 æbler (udelades, hvis man er striks LCHF)

Dressing:
2dl piskefløde
2 spsk citronsaft
1 spsk æblecidereddike
1½ spsk sukrin Gold
salt

Sådan gør du:
Spiskålen snittes helt fint. Æblerne skæres i små stykker og blandes med spidskålen.

Alle ingredienser til dressingen røres god sammen og smages til med salt.
Hældes over spidskål og æbler og blandes rigtigt godt. Lad trække så længe som muligt inden servering. Smager rigtigt godt dagen derpå også, så lav bare en stor portion.

Et voila – så er aftensmaden klaret.

VELBEKOMME 😀

Brunede selleri

I denne juletid kan det være svært at holde tungen lige i munden, når det kommer til at leve Low Carb. Vi elsker jo vores julemad og selvom den overholder at rumme en del fedt, så indeholder den jo også pænt mange kulhydrater.

En af favoritterne her i huset er de brunede kartofler. De kan ikke undværes, så jagten gik ret hurtigt ind på, at finde en erstatning for dem. Det har jeg nu fundet i brunede selleri. Faktisk er de igen blevet et større hit end de originale kartofler, der jo ofte er lavet på melede glaskartofler.

Så hermed opskriften på brunede selleri, der passer perfekt til flæskesteg og and!

Flæskesteg med brunede selleri

Ingredienser (4 pers.):
1 stor selleri
25g smør
3 spsk  Sukrin Gold
2 spsk Sukrin Fibersirup Gold

Sådan gør du:
Skræl sellerien og skær den i stykker, der minder om små kartofler.
Smelt smør, sukrin og fibersirup ved mellemvarme i en stor pande.
Når du har en jævn karamelmasse i panden, tilsætter du selleristykkerne.
Rør godt rundt og lad det stå ved mellem høj varme til væsken er fordampet og karamellen hæfter sig ved sellerien, der i mellemtiden er blevet blød og mør. Det tager ca. 20 minutter.
Rør jævnligt, så sellerien ikke brænder i bunden.

Serveres lune til flæskesteg/and med masser af sukkerfi rødkål.

VELBEKOMME! 😀

*Dette indlæg kan indeholde affiliate links, der betyder at jeg modtager en lille betaling, hvis du handler i de butikker jeg linker til*

Hvidløgsbrød

Uuuuh…… sådan et saftigt stykke flutes med masser af hvidløgssmør – det er da næsten ikke til at undvære, vel??

Jeg synes det i hvert tilfælde ikke rigtigt. Jeg har tit savnet det dersens brød – især her i den forgangne sommer med masser af grillmad og salater.

Så – jeg har arbejdet lidt på sagen og er nu kommet op med et rigtigt lækkert hvidløgsbrød, der smager godt både lunt og afkølet, så det kan bruges som en hurtig snack/madpakke.

Brødet indeholder gær. Det er ikke fordi det skal få det til at hæve, men det giver en anden smag synes jeg. Derfor er der også tilsat kokossukker, så gæren har noget at leve af. Det kan også være lidt honning. Det søder ikke brødet og er ikke tilgængelig kulhydrat.

hvidløgsbrød2

Ingredienser:
Brød:
125g fintmalede mandler
1,5 dl pofiber
0,25 tsk salt
2 tsk bagepulver
0,25 tsk hvidløgspulver
3 æggehvider
0,5 dl lunken vand
1 tsk kokossukker (spises af gæren)
1 tsk tørgær
2 spsk olivenolie
100g revet mozzarella

Topping:
25g smør
0,25 tsk hvidløgspulver
2 tsk “Vildtkrydderi” fra Santa Maria krydderier.
100g revet ost.

Sådan gør du:
Tænd ovnen og varm den op til 180 grader varmluft / 200 grader alm. ovn.

De fintmalede mandler, pofiber, salt, bagepulver og hvidløgspulver blandes i en stor skål.

Kokossukkeret røres ud i det lunkne vand og gæren tilsættes når sukkeret er helt opløst. Stil det til ide og lad det hvile.

Æggehviderne piskes helt stive.

Olivenolie og gærvand blandes i de tørre ingredienser og æggehviderne vendes i.
Herefter blandes den revne ost forsigtigt i.

Smør en lille bradepande (9 x 9cm) eller beklæd en bageplade med bagepapir. Fordel dejen i bradepanden eller lav en kvadrat/rektangel på bagepladen. Sørg for at kanterne ikke bliver for tynde.

hvidløgsbrød1

Bag midt i ovnen i 15 minutter.

I mellemtiden smeltes smørret og krydderierne blandes i.

Efter 15 minutter tages brødet ud af ovnen og pensles med det krydrede smør. Sørg for at hele brødet bliver smurt godt.
Herefter fordeles den revne ost på toppen.

Sæt brødet i ovnen igen og bag yderligere 10 minutter, til osten er smeltet. Sæt evt. grill på de sidste par minutter for at få osten flot og gylden.

Lad brødet afkøle en smule inden servering!

VELBEKOMME! 😀

Sprøde avocado fritter

Jeg er medlem af en del grupper og sider på Facebook og henter en masse inspiration fra dem. Mange gange ser jeg et spændende indlæg med et halvt øje og så lagres det hos mig, indtil jeg en dag kommer i tanke om det.
Det gør sig også gældende med disse lækre fritter. Jeg har længe savnet noget rigtigt sprødt, som de gode gamle Pommes Frites. Åh jo, jeg elsker mine bønnefritter, men de knaser ikke – altså med mindre de er meget sorte og så er de ikke lige min kop the.

Disse fritter er lækre sprøde og stadigt bløde indeni – præcis som Pommes Frites…. 😛

avocadofritter2

Ingredienser (2 personer):
2 modne avocado
2 æg
2 dl Flæskesvær uden fedtkant

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 grader almindelig eller 180 grader varmluft.
En bageplade beklædes med bagepapir og pensles med en smule olie.
Avocadoerne deles og skrælles og stenen fjernes. Skær de halve avocadoer i ca. ½-1 cm tykke skiver.
Æggene piskes sammen og flæskesværene knuses, så de har konsistens som rasp.
Avocado skiverne vendes først i æg og så i flæskesvær.
Skiverne ligges på bagepladen og stænkes med olie.
Bages midt i ovnen i 30 minutter.

Serveres straks, mens de er varme og sprøde.

For variation kan der blandes revet parmasan ost eller krydderier i flæskesvær raspen. Jeg salter ikke, da der er stor forskel på, hvor salte flæskesvær er.

VELBEKOMME 🙂

Blomkålsrisotto

Ris er jo ikke længere noget vi spiser her i huset. Og i starten savnede jeg det måske lidt. Mest fordi det jo er superlet at lave ris til stort set alting.
Men i dag tænker jeg ikke så meget over det. Ris er primært erstattet af blomkål, der ofte smager af mere og bedre end de lidt flade ris.

I går fik vi så en nem blomkålsrisotto, der er supernem at lave og som kan gå som tilbehør til mange ting, eller måske endda spises uden yderligere dikkedarer!
Risotto er jo Italiensk, så det er det jeg har taget udgangspunkt i rent smagsmæssigt, men man kan jo i princippet variere som man vil. 🙂

Lækker velsmagende blomkålsrisotto - så får man sneget lidt ekstra grønsager ind.
Lækker velsmagende blomkålsrisotto – så får man sneget lidt ekstra grønsager ind.

Ingredienser (4 personer):
1 mellemstort/stort blomkålshoved
4-5 tomater
1 stort løg
1 frisk chili – så stærk som I ønsker det 🙂
1 dåse hakkede tomater
1 dl piskefløde
25g smør
Salt, peber, tørret/ frisk oregano og basilikum

Sådan gør du:
Blomkålshovedet renses og rives groft.
Løg og tomater skæres i grove tern. Rens og hak chilien.
Smørret smeltes i en dyb pande eller en gryde.
Svits løgene til de er klare og tilsæt tomater, chili og blomkål. Det hele svitses godt og blandes sammen til tomaterne begynder at slippe skindet.
Tilsæt hakkede dåsetomater, fløde og urterne. Lad det hele simre i 10-15 minutter, til blomkålen er blevet mør. Smag til med salt og peber.
Pas på ikke at koge ved for høj temperatur, så væden fordamper for hurtigt. Risottoen skal ikke være svømmende, men heller ikke tør. 😉

Servér til lyst eller mørkt kød…. Eller spis som det er….

VELBEKOMME! 😀

Hindbær marmelade – eller det syltetøj!

Lige nu bugner haven af lækre bær og det skal jo udnyttes. En masse er plukket og lagt i fryseren. Andre er brugt til frisklavet is og andre igen til marmelade. Det er sidstnævnte I her får opskriften på.
Jeg har anvendt sukrin Gold som sødemiddel og chiafrø som stivelse. Var selv lidt spændt på resultatet og om der ville være en bismag ved at anvende sødemiddel, frem for almindeligt sukker.

Jeg kan afsløre at resultatet er mere end godkendt. Jeg har ikke lavet det så sødt, som jeg ville have gjort før i tiden, men til gengæld kan man rigtigt smage bærrene.

Lækker hjemmelavet marmelade med masser af smag af de syrligtsøde hindbær.
Lækker hjemmelavet marmelade med masser af smag af de syrligtsøde hindbær.

Ingredienser (1 stort glas):
1 kg nyplukkede hindbær
2 dl sukrin Gold
1 tsk vaniljepulver
1 – 1½ dl chiafrø

Sådan gør du:
Hindbær, sukrin og vanilje hældes i en gryde og koges langsomt op.
Simrer i 5-10 minutter indtil bærrene er kogt helt ud.
Tag bærrene af varmen og tilsæt herefter chiafrø. Rør i bærrene indtil chiafrøene har suget væske til sig (ca. 5 min).
Hæld marmeladen på skoldede glas og luk med det samme.

Velbekomme!!

Flødestuvet spidskål med mandler & tranebær

Her om sommeren består det meste af vores aftensmad af grillet kød + et eller andet tilbehør. Som regel sker der det, at manden i huset stolt kommer hjem og viser det bytte han har nedlagt i supermarkedets køledisk! Den stolte jæger bringer så byttet hjem til hulen og det er så op til mig at finde på et passende tilbehør, mens jægeren forkuller kødet på grillen. 😉
Sådan har det altid været herhjemme – i mandens verden er grillmad lig med kød og han ser helt forvirret ud, hvis jeg formaster mig til at spørge ham, hvad han tænkte vi skulle spise til kødet?!?! 😮

Men det er jo så blevet op til mig at finde på og eftersom jeg ikke har lyst til at bruge al for meget tid i køkkenet her i den lyse tid, så har jeg udviklet nogle favoritter, som jeg så veksler imellem. En af disse er flødestuvet spidskål med mandler og tranebær. De 2 sidstnævnte ingredienser, betyder at retten ikke er striks, men hvis man undlader dem, så kan den sagtens indgå i en striks diæt.

Lækker cremet spidskål, passer til det meste kød.
Lækker cremet spidskål, passer til det meste kød.

Ingredienser (2 pers):
1 mellemstort spidskål
50g smør
1 dl piskefløde
50g tørrede tranebær
25g mandler
Salt & peber

Sådan gør du:
Smørret smeltes i en dyb pande eller en gryde.
Kålen snittes mellemfint og hældes op i panden med det smeltede smør. Varmes godt igennem, til kålen er blevet blød og mør. Vendes regelmæssigt, så det ikke bruner.
Mandlerne hakkes groft.
Når kålen er faldet sammen og er blevet mør, tilsættes fløde, mandler og tranebær. Retten varmes hurtigt igennem og smages til med salt og peber.
Klar til servering – det var da nemt?!

Velbekomme!

Rabarberchutney m/lakrids

Ja – så kommer der lige endnu en opskrift med rabarber. Det skinner ikke ret tydeligt igennem, at jeg er ret vild med den grønsag, vel?! 😉

I stedet for den sædvanlige kompot, har jeg i stedet lavet en chutney, der er sur, sød, syrlig og stærk på en gang. Et lækkert tilbehør til sommerens grillretter!
Meget apropos, for jeg render og pakker campingvognen for at drage ud i den danske forsommer og der bliver maden næsten altid tilberedt på grillen. Ikke at vi kommer i nærheden af Hr. og Fru Glæsel, når det kommer til grilltryllerierne, men der er nu bare en eller anden form for frihed over det at grille. Ikke mindst fordi manden så pludseligt viser øget interesse for at deltage i det at lave aftensmaden. Ikke den kedelige del med salat og grønsager forstås, men alligevel…. Det er altid rart med lidt fællesskab. 😛

Nå – men her får I opskriften på chutneyen. Den er lavet så den passer til mine smagsløg, men måske vil du have den mere syrlig, sød eller stærk – smag den til og lav din egen variant!

Lækker chutney - passer perfekt til grillmaden!
Lækker chutney – passer perfekt til grillmaden!

Ingredienser:
1000 g rengjorte rabarber
2 stk fint hakket rødløg
30 g Frisk ingefær, revet eller fint hakket
50 g Frisk peberod, revet eller fint hakket
2 stk tørrede piri piri chili
3-5 spsk Sukrin Gold eller kokossukker alt efter hvilken type rabarber, der anvendes.
2 dl æblecidereddike
2 dl vand
2 tsk groft salt
1-2 spsk lakridspulver

Sådan gør du:
De rensede rabarber skæres i stkker på 1-2 cm og alle ingredienser undtagen lakridspulver kommes i en gryde.

Alt i en gryde.
Alt i en gryde.

Det hele koges op og står og småsimrer til rabarberne er kogt ud. Det tager 20-30 minutter. Rør jævnligt i gryden.

Smag til med lakridspulveret. Sørg for det ikke klumper i chutneyen. Husk at lakridssmagen kan smage mere igennem, når chutneyen er kold.

Hvis der er meget væske i chutneyen, sies dette fra og bruges som sirup i salater mm.

Rabarbersirup - et herligt restprodukt.
Rabarbersirup – et herligt restprodukt.

Chutneyen hældes på glas, der lukkes og opbevares i køleskabet. Da der ikke er nogle konserveringsmidler i, skal chutneyen spises indenfor et par dage, når glasset er åbnet.

Server til sommerens lækre grillretter!

VELBEKOMME!