Kategoriarkiv: Aftensmad

Grillen i gang igen – skinkemignon med ovnbagt blomkål

Så kan jeg vist nå endnu en opdatering inden denne afslapningsweekend er slut og næsen vendes hjem igen. 🙂
I campingvognen gælder det om at lave så meget som muligt af maden på grillen. Vi elsker grillmad.

Så da vi ankom til campingvognen fredag aften, blev grillen fundet frem og mor her gik straks i køkkenet for at skabe en lækker aftensmad som vi kunne hygge over.

Resultatet blev en lækker skinkemignon med ovnbagt blomkål og champignon flødesovs.

Dejlig grillmad.... Paptallerkenen er et udtryk for dovenskab, da vi ikke har opvaskemaskine i campingvognen!
Dejlig grillmad…. Paptallerkenen er et udtryk for dovenskab, da vi ikke har opvaskemaskine i campingvognen!

Ingredienser: (2 pers)
1 skinkemignon (eller 2 store skinkeschnitzler)
1 blomkål
1 bakke friske champignon (250g)
100g parmesanost
2 spsk piskefløde til blomkål
2 dl piskefløde til sovs
Smør eller kokosolie
Salt & Peber

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 gr (180 gr varmluft)
Parmesanost og 2spsk fløde + salt/peber blandes i en skål
Blomkålen plukkes i småbuketter, der hældes i skålen og blandes med fløde/oste blandingen. Lad det stå og trække lidt og rør Lidt i det, så alle buketter marineres.
Hæld blomkålen i en bradepande beklædt med bagepapir og bag dem midt i ovnen i 20-25 minutter, til de er fint brune i overfladen.

Champignon renses og skæres grove stykker.
Smelt lidt smør/kokosolie på en pande og rist champignon heri.
Når de har taget farve hældes fløden ved og det skal så stå og simre ved lavt blus. Rør jævnligt i det til sovsen er så tyk som du måtte ønske den. Krydres med salt og peber.

Kødet steges på pande eller grill. Husk det skal være gennemstegt, men ikke gråt indeni.

Server med isvand eller måske et glas koldt hvid- eller rosévin i luksus udgaven!

Velbekomme!

 

80’er klassiker med ægte fløde!

Dagen i går udviklede sig ikke helt som planlagt og endte i kaos og stress.
Tidligere ville sådan en dag nemt kunne resultere i at jeg røg i slikskålen og aftensmaden blev til noget “take away”. Men i går var mit sukkermonster helt i ro, selvom mange andre monstre rørte på sig og det betød at jeg midt i kaos, sagtens kunne finde ro til at lave god mad.
Det blev til en af mine 80’er favoritter, nemlig koteletter i fad! Nu med ægte fløde og smør i stedet for alle mulige/umulige erstatninger og så fik jeg ryddet godt ud af grønsagsresterne i køleskabet.
Jeg har lagt mærke til at vi spiser meget mindre mad her i huset nu. Præcis som forudset. Maden er mere mættende og vi er derfor aldrig vildt sultne, når vi sætter os til bords og så smager maden af meget mere, så det betyder at maden er mere noget vi sidder og nyder frem for noget der skal hugges ind, så vi kan komme videre.
Så denne portion til 4 personer er rigelig til os nu, hvor vi før i tiden ville have kunnet spise den bare 2 personer.

Koteletter i fad med blomkålsris.
koteletter i fad1

koteletter i fad2

Ingredienser (4 pers)
4 stk nakkekoteletter
1 stort løg
2 ds. hakkede tomater
2 dl fløde
smør til stegning
Parmesanost
Diverse grønsager (i dette tilfælde anvendte jeg porre og rød peber)
1 stort blomkålshoved

Sådan gør du
Ovnen sættes på 180 grader.
Smørret smeltes i panden og nakkekoteletterne brunes. Krydres med salt og peber.
Løg og øvrige grønsager hakkes groft.
Koteletterne lægges i et ovnfast fad og de hakkede grønsager hældes på panden og svitses til løgene er klare. Anvend krydderier efter smag og behag.
Grønsagerne hældes over koteletterne i fadet.
Hæld tomater og fløde i fadet og drys parmesanosten over til sidst.
Sættes i den varme ovn og steger i ca. 30 minutter.

Riv blomkålen groft og damp/kog i nogle minutter. Dryp godt af og server blomkålsrisen til koteletterne.

Velbekomme!

 

 

Forårsfornemmelser og gang i grillen!

Aaaaah – vejret har jo været helt fantastisk de sidste par dage. Og netop fordi man jo godt ved at det kan skifte pludseligt, så nydes det i fulde drag her på matriklen!

Det betyder også at grillen er blevet hevet frem igen. Kød smager bare bedre, når det er tilberedt under åben himmel! 😛

Så i går stod menuen her på Engelsk bøf med grillede grøntsager og bønnefritter.

engelsk_bof

Bønnefritterne har jeg jo lavet før og de grillede grøntsager er i dette tilfælde blot, hvad jeg havde i køleskabet. De snittes groft og alt kommes i et smurt ildfast fad eller foliebakke og krydres med salt/peber. Sættes på grillen i ca. 20 min. Kan du ikke stege ved indirekte varme, skal du huske at røre godt rundt i dem undervejs.
Som dressing og jeg bare en god ske creme Fraiche 38%.

Bøffen grilles efter smag og behag!

Et hurtigt og enkelt måltid, der smagte uuuuuhm!

Marineret mørbrad med blomkåls/broccoli ris og avocado.

Lækker og hurtig ret der smager blødt og lækkert.
Marineringen af kødet tilfører retten et eksotisk præg.

marineret moerbrad

Ingredienser (4 personer):

500g mørbrad
1 fed hvidløg
1 spsk soya (gerne sød)
2 tsk citronsaft
½ tsk kardemumme
½ tsk stødt koriander
1-2 spsk olivenolie
1-2 tsk sesamolie
1-2 avocado
2-3 dl piskefløde
1 blomkåls hovede
½ broccoli hovede

Sådan gør du:

Kødet
Start med at lave en marinade af presset hvidløg, soya, citronsaft, kardemumme, koriander og olivenolie. Hæld blandingen op i en frysepose.
Skær kødet ud i skiver på ca. ½ cm og læg disse i posen med marinade. Bland kød og marinade godt sammen og lade det trække i min. 30 minutter. Men jo længere jo bedre. Du kan med fordel lægge kødet til marinering dagen før.

Steg det marinede kød i en wok eller på en varm pande, så det får farve og bliver gennemstegt. Hæld sesamolien over og vend kødet i dette.
Tag kødet op af panden og kog den af med piskefløden. Smag til med salt og peber og læg kødet tilbage i flødesaucen.

Blomkåls/broccoli ris.
Blomkål og broccoli renses og skæres i grove buketter, der rives på et groft rivejern. Med en foodprocesser går det hurtigt.
De revne grønsager dampes i 5 minutter eller overhældes med kogende vand, der hældes fra igen efter ca. 5 minutter.  Sørg for at få afdryppet vandet godt.

Avocadoerne skrælles og skæres i både.

Velbekomme!

 

Herregårdsbøf med bønnefritter og blomkålsbearnaise.

Herregårdsbøf! En ægte cafeteriaklassiker og hvem elsker ikke denne ret?
Men nu er den i her i en LCHF version – bedre end nogensinde!

herregaardsboef

 

Lav det antal hakkebøffer I kan spise. Her i huset er det ca. 500 g kød til 4 personer. Gør jer selv den tjeneste og lav bøfferne af kød af en god kvalitet. Det er jo en herregårdsbøf! 😉

Bønnefritterne laves ved at hælde en passende mængde grønne bønner op i en frysepose. Jeg regner med ca. 700g til 4 personer.
I posen hældes også 1 – 2 spsk god raps- eller olivenolie.
Olie og bønner blandes godt og de olierede bønner hældes ud på en bradepande, beklædt med bagepapir. Der drysses med groft salt og bønnerne bages i ovnen ved 200 grader indtil de er lidt mørke/sprøde i farven. I min ovn er det ca. 20 minutter.

Blomkålsbearnaisen har jeg fundet på www.madbanditten.dk og det giver den lækreste blødeste hjemmelavede bearnaise, uden risiko for at skidtet skiller.  Og nej – man kan ikke smage blomkålen drenge! 😛

Ingredienser:

300 g blomkål
1-2 skalotteløg
250 g smør
2-3 spsk hakket estragon (frisk eller tørret)
1-2 spsk hvidvinseddike
1-2 tsk bearnaiseessens
2 æggeblommer
salt og peber

Sådan gør du!

Kog eller damp stykker af blomkål med hakket løg, indtil de er er bløde.
Smørret smeltes i en kasserolle ved lav varme. Vil du lave luksus versionen, hælder du det hvide skum fra og anvender kun det klarede smør. Men det smager nu altså også rigtigt godt i den version, hvor du bare hælder det hele i.

Blomkåls/løg blandingen hældes i en blender. Alle de andre ingredienser hældes i og det hele blendes hurtigt sammen.

Smag til med salt, peber og bearnaiseessens.

Stegt flæsk med persille….blomkål!!

Stegt flæsk med blomkål i persillesovs

En af favoritterne herhjemme er stegt flæsk. Tidligere med masser af kogte kartofler, der helst skulle moses ud i sovsen! Uuuuhhm!
Og selvom gemalen i hovedtræk bakker mig op i den nye måde at spise på, så var noget skeptisk over at der skulle røres ved en af hans livretter.
Men han måtte indrømme det smagte rigtigt godt! Eller som han udtrykte det “- Det smager jo godt! Det var da irriterende!”

Denne LCHF udgave er bestemt heller ikke at kimse af! Den stegte flæsk er stadigt den samme (uden panering) og kartoflerne er erstattet af lækker flødestuvet blomkål med persille.

Jeg har fundet opskriften på denne side: www.hjemmehosxenia.dk

stegtflaesk1

 

Ingredienser (2 pers)
1 pakke flæsk i skiver (ca. 3-500 g, afhængigt af appetit)
salt og peber

Blomkål i persillesovs:
1 blomkål
smør – ca. 2 spsk
2,5 dl piskefløde
1 sjat lys eddike, fx æblecider- eller hvidvins.
1 æggeblomme (jævner sovsen, men kan udelades)
1 bundt frisk persille
salt og peber

Steg flæsket på en pande eller i en forvarmet ovn (200º varmluft).

Bank flæskeskiverne flade og krydr med godt med salt og peber.
Ved stegning i ovnen, lægges de på en bagerist og beklæd en bageplade med bagepapir. Sæt risten med flæsken i ovnen og sæt bagepladen nedenunder, så fedtet bliver opsamlet her. Steg så flæsken i ca. 30-40 minutter. Prøv dig frem alt efter hvad du foretrækker.
På panden steges flæsket ved jævn høj varme, til de er blevet så sprøde som du måtte ønske det.

Skær blomkålen i små buketter. Smelt smørret i en stor gryde og svits blomkål heri i ca. 5-10 minutter. Det må gerne tage let farve, men det skal ikke blive mørkt. Hæld så fløden ved sammen med en lille sjat eddike og salt. Lad fløden simre i 10-15 minutter og lad det tykne. Smag til med salt og peber og jævn med æggeblommen. Skyl og hak persillen fint og vend i sovsen lige inden servering.

Når flæskeskiverne er færdigstegt, tages de af risten og drysses med salt. Server med blomkål i persillesovs og drys evt. med lidt ekstra persille.

Sprøde kyllingenuggets

Som det ret hurtigt vil kunne ses, så er jeg ret glad for kylling og bruger det meget i min madlavning.
Dette er en ret som børn er rigtigt glade for – Nuggets er altid en succes.

Jeg har valgt mandler som “rasp”. Det giver en del kulhydrater, ingen tvivl om det, men det giver også det gode fedt fra mandlerne.
Hvis der vælges groft rugmel som rasp, vil der kunne spares fedt. Men melet indeholder jo altså den slags kulhydrater som vi ikke er så begejstrede for. Så der skal spares på det. 🙂

nuggets1

 

Ingredienser ( ca. 14 nuggets):
110g mandler
350g kyllingebryst u/skind
1 æg
2 spsk piskefløde
Salt og Peber efter behov

Sådan gør du:

  1. Ovnen varmes op til 175 grader.
  2. Mandlerne hakkes så groft eller fint som du ønsker. Blandes med salt og peber.
  3. Ægget piskes sammen med fløden.
  4. Kyllingebryst skæres i passende nuggets stykker.
  5. Kyllingstykkerne vædes godt i æggeblandingen og vendes derefter i de hakkede mandler.
  6. Lægges på en bradepande, der er beklædt med bagepapir.
  7. Sættes i ovnen i ca. 30 minutter.

Server med kogt blomkål og/eller broccoli med en slat mayodressing.

 

Kyllingefad

kyllingefad1 kyllingefad2

Denne ret er cremet og lækker. Fyldt med smag – lav på kulhydrat og protein og god for en del fedt! 😉

Ingredienser til 4 personer.

350g kyllingebryst
50g hamburgerryg
1 løg
1 mellemstort blomkålshovede
100g champignon
100g revet fuldfed ost (45+)
100g revet parmesan
1 spsk smør
3 dl piskefløde
3 spsk Creme Fraiche 18%

Sådan gør du!

  1. Opvarm ovnen til 180 grader
  2. Kylling, hamburgerryg, løg og champignon skæres ud i tern.
  3. Blomkålen deles i buketter, der dampes eller koges møre.
  4. Smørret smeltes på en pande og kyllingeterningerne brunes
  5. Tilsæt løg, hamburgerryg og champignon til kødet og lad det småstege til løgene er klare.
  6. Fløde, cremefraiche, revet ost og 1/3 af parmesanen hældes op i en gryde. Bring roligt i kog under omrøring. Når al ost er smeltet, smages til med salt og peber.
  7. Når blomkålen er kogt mør, hældes evt vand fra. Blomkål, kyllingeblanding og ostesovs blandes godt sammen og hældes i et ovnfast fad. Resten af parmesanosten drysses over.
  8. Sættes midt i den varme ovn i 25 minutter, til skorpen er gylden og sprød.
  9. Serveres evt. med en grøn salat.

Velbekomme!! 🙂

Energifordeling (i hele retten):

Fedt
214,56
Kulhydrat
59,52
Protein
197,32
Kcal
2926

Har du ideer til tilbehøret til denne ret – så kom med dem!