Tag-arkiv: mandler

Sukkerfri Brændte Mandler

Brændte mandler hører julen til – Basta!!!
Så her er en LCHF venlig udgave af denne gudesnack!

brandtemandler

Ingredienser:
200g Mandler
2 spsk Sukrin Gold
1 spsk Sukrin Fibersirup Gold

Sådan gør du:
Smelt sukrin og fibersirup på en pande. Når det er flydende tilsættes mandlerne.
Rør jævnligt ved jævn god varme. Når mandlerne er varme og karamellen begynder hænge ved, skrues ned for varmen til karamellen bliver mere sej og klæber til mandlerne.
Hæld mandlerne ud på et stykke bagepapir og skil dem ad – pas på, de er varme.
Lad dem afkøle og spis!!! 🙂

VELBEKOMME!! 😀

*Dette indlæg kan indeholde affiliate links, der betyder at jeg modtager en lille betaling, hvis du handler i de butikker jeg linker til*

Hvidløgsbrød

Uuuuh…… sådan et saftigt stykke flutes med masser af hvidløgssmør – det er da næsten ikke til at undvære, vel??

Jeg synes det i hvert tilfælde ikke rigtigt. Jeg har tit savnet det dersens brød – især her i den forgangne sommer med masser af grillmad og salater.

Så – jeg har arbejdet lidt på sagen og er nu kommet op med et rigtigt lækkert hvidløgsbrød, der smager godt både lunt og afkølet, så det kan bruges som en hurtig snack/madpakke.

Brødet indeholder gær. Det er ikke fordi det skal få det til at hæve, men det giver en anden smag synes jeg. Derfor er der også tilsat kokossukker, så gæren har noget at leve af. Det kan også være lidt honning. Det søder ikke brødet og er ikke tilgængelig kulhydrat.

hvidløgsbrød2

Ingredienser:
Brød:
125g fintmalede mandler
1,5 dl pofiber
0,25 tsk salt
2 tsk bagepulver
0,25 tsk hvidløgspulver
3 æggehvider
0,5 dl lunken vand
1 tsk kokossukker (spises af gæren)
1 tsk tørgær
2 spsk olivenolie
100g revet mozzarella

Topping:
25g smør
0,25 tsk hvidløgspulver
2 tsk “Vildtkrydderi” fra Santa Maria krydderier.
100g revet ost.

Sådan gør du:
Tænd ovnen og varm den op til 180 grader varmluft / 200 grader alm. ovn.

De fintmalede mandler, pofiber, salt, bagepulver og hvidløgspulver blandes i en stor skål.

Kokossukkeret røres ud i det lunkne vand og gæren tilsættes når sukkeret er helt opløst. Stil det til ide og lad det hvile.

Æggehviderne piskes helt stive.

Olivenolie og gærvand blandes i de tørre ingredienser og æggehviderne vendes i.
Herefter blandes den revne ost forsigtigt i.

Smør en lille bradepande (9 x 9cm) eller beklæd en bageplade med bagepapir. Fordel dejen i bradepanden eller lav en kvadrat/rektangel på bagepladen. Sørg for at kanterne ikke bliver for tynde.

hvidløgsbrød1

Bag midt i ovnen i 15 minutter.

I mellemtiden smeltes smørret og krydderierne blandes i.

Efter 15 minutter tages brødet ud af ovnen og pensles med det krydrede smør. Sørg for at hele brødet bliver smurt godt.
Herefter fordeles den revne ost på toppen.

Sæt brødet i ovnen igen og bag yderligere 10 minutter, til osten er smeltet. Sæt evt. grill på de sidste par minutter for at få osten flot og gylden.

Lad brødet afkøle en smule inden servering!

VELBEKOMME! 😀

Blød og lækker dessert med flødecreme!

Uha – det er længe siden jeg har være aktiv her på bloggen.
Det er ikke fordi jeg har droppet LCHF – tværtimod, så tror jeg det er fordi LCHF i dag er blevet så integreret en del af mit liv, at jeg simpelthen “glemmer” at dele de lækre opskrifter. Det skal der laves om på – NU!

Jeg har mange opskrifter liggende, men vil begynde med en lille lækker sag, nu hvor weekenden er lige op over. Denne dessert er supernem at lave og smager fantastisk. Den mætter også godt – så man behøver ikke nogen kæmpe portion….

cremedessert
Cremet flødedessert i glas – en lækker eftermiddagssnack eller efter en dejlig middag.

Ingredienser (4 personer):
100g mandler
50g smør
Sukrin Gold eller lign
2,5 dl piskefløde
2,5 dl græsk yoghurt 10%
1 stang vanilje eller 1-2 tsk vanilje pulver
Isis blåbær syltetøj eller bær

Sådan gør du:
Mandlerne hakkes mellemfint.
Smørret smeltes på en pande og mandler og 2 – 3 tsk sukrin hældes i panden. Omrøres ved jævn varme til sukrinen er smeltet og mandler har suget en del af smørret.
Tages af varmen og nedkøles.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland med 1 tsk sukrin gold.
Pisk fløden godt stiv, men ikke så den bliver smøragtig.
Bland flødeskum med vanilje/sukring og græsk yoghurt, til det bliver en fed glat creme. Smag til med yderligere sukrin gold, hvis nødvendigt.

De nedkølede og karamelliserede mandler deles til knas og halvdelen af det, fordeles i bunden af 4 portionsglas.
Ovenpå knasen fordeles et lag flødecreme – så et lag knas og til sidst et lag flødecreme.
Pyntes med blåbærsyltetøj eller friske bær. Helst lidt syrlige.

Cremen kan sagtens laves i god tid – bliver ikke dårligere af at stå og trække i køleskabet.

VELBEKOMME!! 😀

Mandel a la mand….

Så nærmer julen sig og det fyger rundt med forslag til, hvordan vi kan LCHFicere julemaden.
Personligt har jeg bestemt at d. 24, 25 og 26. december er jeg ikke striks LCHF’er, for jeg elsker julemaden.
Det er ikke det samme som at jeg vil holde et 3 dages sukker orgie, men jeg vil nok tage for mig af retterne….. tror jeg! 🙂

Men jeg har da også arbejdet med LCHF alternativer til de forskellige ting og her kommer min udgave af Ris a la mand’en! Den er baseret på en mandelgrød, men den kan også laves på min chiagrød. Personligt synes jeg begge dele smager lækkert, men nogle bryder sig ikke om konsistensen på Chiafrøene, eller det at de jo gør desserten lidt mørk.
Men det er helt op til dig hvad du vælger – dog skal du huske ikke at tilsætte salt til chiagrøden, hvis den skal bruges til dessert! 🙂
mandelalamand

Ingredienser (4 personer):
Mandelgrød:
25g smør
1 dl piskefløde
2 dl fintmalet mandelmel (af smuttede mandler, for en hvid dessert)
1 tsk vaniljepulver
1 spsk Suvida eller Sukrin
mandelgroed

Blandes med:
2,5 dl piskefløde
1 dl hakkede mandler (smuttede)

Sådan gør du:
Smør og fløde varmes op i en gryde, indtil smørret er smeltet.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør ved jævn varme, til massen er blevet en grød.
Stil til side og afkøl.

Pisk fløden til let skum. Piskes den for hårdt, vil desserten blive tung og hård.
De hakkede mandler og den afkølede grød, vendes forsigtigt i fløden, til den er jævnt fordelt.
Serveres koldt og gerne med en varm frugtsovs til.
Jeg foretrækker ISIS kirsebærsovs.

VELBEKOMME! 😀

Cupcakes med smørfrosting.

Der er jo flere måder, hvorpå man kan konstatere at tiden går. En af dem er at vores børn bliver ældre!
I fredags dimmiterede en af vores som student og det er jo som sædvanligt ikke til at forstå hvor tiden er blevet af. 🙂
I forbindelse med Christians flotte eksamen, skulle de unge mennesker jo selvfølgelig ud på studenterkørsel og vi fik også æren af at få dem på besøg hos os.
Christian havde bestilt sandwich, hvilket han naturligvis fik, men jeg lovede også at bage nogle studenter cupcakes.
Før mine LCHF dage, var jeg kendt for mine kager i alle afskygninger, så der var fuld tillid til at jeg kunne præstere nogle flotte kager til anledningen.
Men – nu bestod problemet jo så i at jeg ikke har mel eller sukker i mit køkken længere og jeg var træt af at skulle ud at købe den slags igen. Så jeg besluttede mig for at det måtte blive LCHF cupcakes. Og ved I hvad?! De var en kæmpe succes! Ingen havde mistanke om at de var lavet uden mel og almindeligt sukker…..
Så derfor skal I da også have opskriften på dem.
Måske kom jeg lidt let om ved det denne gang, idet jeg egentligt havde “opfundet” selve kagen og dermed kun skulle finde ud af at lave en lækker frosting til dem. Her har jeg lavet den med blåbør og blå frugtfarve, da Christians hue er blå. Men den kan laves helt plain eller med andre bær/farve, som man ønsker det. 🙂

Men her kommer opskriften! Snyd ikke jer selv for denne lækre kage! 🙂

I dagens anledning med blå frosting, så de passer til huen!

Ingredienser (18 stk):

18 stk mandelkager / cupcakes

Frosting:
250g smør (blødt)
2 dl Sukrin Melis
1 tsk vaniljepulver
2 dl valgfri bær
evt. frugtfarve

Sådan gør du:
Smørret piskes godt luftigt og sukrin og vaniljepulver tilsættes.
Alt piskes godt op til en luftig og let masse.
Bærrene blendes og tilsættes langsomt til smørmassen mens der piskes. Tilsæt lidt af gangen, så du undgår at massen bliver for tynd. Hvis du ønsker mere farve kan du tilsætte lidt frugtfarve.
Det er vigtigt at alle ingredienser har stuetemperatur, da du ellers risikerer at smørmassen skiller. Skulle det ske, kan du sætte den i køleskabet i en times tid og så piske det godt sammen igen.
Ønsker du en neutral topping undlader du blot at tilsætte bær.

Pynt nu de afkølede mandelkager med topping/hele bær efter smag og behag.

Velbekomme!!

Lagkage med hindbærfromage og mandelbunde.

Jeg elsker min have – en stor gammel landhave, hvor vi gennem sommeren kan hente mange dejlige råvarer. Det er dog et par år siden at vi nedlagde selve nyttehaven, for den fik vi ikke passet – men vi har nu masser af bær, urter og ikke mindst et bugnende drivhus.

Lige nu har vi masser af hindbær. Vi har en tidlig sort, der tager over lige som jordbærrene er ved at klinge af.
Det skal selvfølgelig udnyttes og da bonussønnen lige er blevet student og skal fejres, så skal der naturligvis laves lækker sommeragtig lagkage. Så jeg har eksperimenteret med at få min tidligere yndlingslagkage konverteret til LCHF og resultatet blev ret godt, når jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo 😀

Lækker sommerlagkage med friske hindbær.
Lækker sommerlagkage med friske hindbær.

Ingredienser (8 – 10 pers.):
Mandelbunde:
5 æggeblommer
æggehvider fra 3 æg
50g mandler
4 spsk Sukrin Gold
½ dl Pofiber
1 dl Affedtet mandelmel
1½ tsk bagepulver

Hindbærfromage:
5 bl. husblas
200 g. hindbær – friske eller optøede frosne
50 g. Sukrin melis
½ l. piskefløde
1  vaniljestang

Pynt:
½ l piskefløde og friske hindbær.

Sådan gør du:
Mandelbunde:
Æggeblommer og sukrin piskes til tyk æggesnaps.
Da vores meltyper er lidt tungere end almindelig hvedemel, kan det betale sig at være tålmodig her og piske rigtigt længe, så æggesnapsen bliver meget luftig.
Mandlerne hakkes meget fint.
Pofiber, affedtet mandelmel og bagepulver blandes og vendes forsigtigt i æggesnapsen sammen med de fint hakkede mandler.

Æggehviderne piskes stive, men ikke knoldede, og vendes i æggemassen til du har en ensartet dej. Rør så lidt som muligt og stop så snart dejen er sammenhængende. Jo mere luft der bevares i dejen, jo bedre.

Klip et rundt stykke bagepapir, der passer ned i bunden på en mellemstor springform. Læg papiret i bunden af formen og fordel dejen jævnt i formen. Glat toppen pænt ud.
Bages ved 190 grader alm. varme i 20-30 min.

Bunden afkøles helt i formen og skæres så forsigtigt løs af kanterne. Slå bunden ud af formen og rengør formen. Den skal bruges til at opbygge lagkagen i.

Hindbærfromage:
Husblassen lægges i blød i 1 liter koldt vand i en ½ time. Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud.
Bland kornene med lidt Sukrin Melis, så du får en slags vanilje sukker.

Hindbær, Sukrin melis og vaniljesukker hældes i en lille kasserolle og opvarmes langsomt til kogepunktet. Rør i det undervejs, så hindbærrene bliver til mos. Tages af varmen og køles ned til ca. 70 grader.

Sukrin Melis, "vaniljesukker" og friske bær opvarmes.
Sukrin Melis, “vaniljesukker” og friske bær opvarmes.

Vrid vandet af husblassen og kom den direkte i den lune hindbærmasse. Rør godt rundt. Hæld massen op i en ren skål.

Pisk fløden til en let skum og kom 1/3 af flødeskummet op i hindbærmassen. Rør godt rundt. Dette er for at nedkøle hindbærmassen, inden den blandes med resten af flødeskummet.
Hæld den nedkølede fløde/hindbærmasse op i det resterende flødeskum og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber. Bevar så meget luft som muligt.

Opbygning af lagkagen:
Flæk mandelbunden i 2 og læg den ene halvdel ned i springformen. Fordel ½-delen af hindbærfromagen på bunden. Tryk den anden bund ned ovenpå fromagen – der må godt trykkes lidt.
Fordel resten af fromagen på toppen og glat pænt ud.

Sæt kagen på køl, gerne til dagen efter eller 3 timer på frost til den har sat sig.

Kagen direkte fra køleskabet, inden pyntning.
Kagen direkte fra køleskabet, inden pyntning.

Inden servering sættes kagen over på det fad den skal serveres fra og her pyntes den med flødeskum og friske hindbær!

En bid af dansk sommer!
En bid af dansk sommer!

Velbekomme!