Jeg elsker mexicansk mad og synes det er rigtigt let at konvertere til LCHF.
Så til aften fik vi lækre enchiladas og jeg må indrømme, at selvom resultatet blev godt, så havde jeg lidt hovedbrud undervejs!
Når man læser andres opskrifter lyder det altid så let og ser lækkert ud – men hold nu op, hvor voldte de kære madpandekager mig kvaler og jeg måtte lave flere portioner dej, før jeg fik den konsistens, der gjorde det muligt at lave tynde lækre pandekager.
Der røg et par finker af panden undervejs, så sjovt nok, fortrak manden min ud i værkstedet mens jeg lavede mad.
Men – som sagt! Resultatet blev godt, så jeg håber jeg nu har taget problemerne for jer og I let vil kunne lave disse lækre enchiladas!
Ingredienser (4 pers):
Pandekager:
4 æg
2 spsk Creme Fraiche 38%
½ dl piskefløde
1 spsk FiberHusk gul
Salt & Peber
Smør til stegning
Fyld:
500g hakket oksekød
1 mellemstort løg
1 gulerod (kan udelades)
1 rød peber
1 ds hakkede tomater
2 dl revet ost (jeg bruger Mozarella)
1 tsk spidskommen
1 tsk paprika
1 tsk chilipulver
½ tsk cayennepeber
Salt & Peber
15 g smør
Sådan gør du:
Sæt ovnen på 180 grader varmluft.
Pandekager:
Bland alle ingredienserne og lad dejen trække lidt. Konsistensen skal være som den gammelkendte pandekagedej med mel, når den hældes på panden.
Smelt smør på panden og lav 4 tynde pandekager. Læg dem til side.
Kødfyld:
Hak løget mellemfint.
Smelt smørret i en gryde. Hæld de hakkede løg op i gryden og svits dem til de er klare. De skal ikke tage farve.
Tilsæt det hakkede oksekød og steg til al kød har taget farve og blevet brunt.
Riv guleroden og skær peberfrugten i strimler.
Hæld dem i gryden sammen med krydderier og hakkede tomater. Kog op og smag til.
Når sovsen er helt gennemvarm tilsættes halvdelen af osten. Lad sovsen simre til den er tyk.
Smør et ildfast fad.
Bred en pandekage ud og læg en stribe sovs på midten. Fold den sammen og lig den i det ildfaste fad. Gentag med de øvrige pandekager.
Drys den resterende ost på toppen og gratiner, til osten er smeltet og blevet brun.
Server straks med en grøn salat og en klat Creme Fraiche til.
VELBEKOMME! 😀