Jeg er medlem af en del grupper og sider på Facebook og henter en masse inspiration fra dem. Mange gange ser jeg et spændende indlæg med et halvt øje og så lagres det hos mig, indtil jeg en dag kommer i tanke om det.
Det gør sig også gældende med disse lækre fritter. Jeg har længe savnet noget rigtigt sprødt, som de gode gamle Pommes Frites. Åh jo, jeg elsker mine bønnefritter, men de knaser ikke – altså med mindre de er meget sorte og så er de ikke lige min kop the.
Disse fritter er lækre sprøde og stadigt bløde indeni – præcis som Pommes Frites…. 😛
Ingredienser (2 personer):
2 modne avocado
2 æg
2 dl Flæskesvær uden fedtkant
Sådan gør du:
Sæt ovnen på 200 grader almindelig eller 180 grader varmluft.
En bageplade beklædes med bagepapir og pensles med en smule olie.
Avocadoerne deles og skrælles og stenen fjernes. Skær de halve avocadoer i ca. ½-1 cm tykke skiver.
Æggene piskes sammen og flæskesværene knuses, så de har konsistens som rasp.
Avocado skiverne vendes først i æg og så i flæskesvær.
Skiverne ligges på bagepladen og stænkes med olie.
Bages midt i ovnen i 30 minutter.
Serveres straks, mens de er varme og sprøde.
For variation kan der blandes revet parmasan ost eller krydderier i flæskesvær raspen. Jeg salter ikke, da der er stor forskel på, hvor salte flæskesvær er.
VELBEKOMME 🙂