Denne weekend har været præget af stor social aktivitet, med masser af god mad involveret. Vi har været til hhv konfirmation og 70 års fødselsdag og ved begge fester blev der serveret “tag selv bord”. Netop den form for servering er jeg kommet til at holde meget af. Det giver som regel flere valgmuligheder og det er ikke så åbenlyst at man vælger ting fra, som når man enten levner eller beder tjeneren om at gå udenom kartofler, men bare give den gas med sovsen.
Alligevel blev der spurgt nysgerrigt ind til de manglende kartofler på min tallerken til 70-års festen. Her blev, til alle gæsters store begejstring, serveret stegt flæsk med persillesovs!!! Hvem kan ikke lide det!?
Da det var lagt op som ta’ selv bord, var det jo supernemt at navigere udenom de nye kartofler og i stedet tage godt med blomkål til sovsen. Jeg ved godt sovsen var opbagt med mel, men så striks er jeg heller ikke, når der festes!
Dette blev der som sagt spurgt ind til ved bordet. For alle andre var jo ovenud begejstrede for nye kartofler, så hvorfor var jeg så underlig ikke at tage nogen.
Da jeg forsøgte at forklare lidt om mine valg, så gik nysgerrigheden først over i skepsis for, hos nogle, at ende i hovedrysten og ord a la “jaja, man kan jo altid gøre sig vigtig….”.
Personligt er det ikke noget der går mig på, men jeg undrer mig. I sær fordi der ved samme bord sidder en vegetar. Her stilles ingen spørgsmål og der var, som der oftest er, taget hensyn med special mad.
Jeg forventer ikke der skal være speciel mad til mig. Da slet ikke når jeg ikke fortæller at jeg har andre madvaner. Men jeg undrer mig over at når nogle vælger at blive vegetarer, så er der mange, der ikke forstår det, men beslutningen respekteres og der tages hensyn.
Når jeg vælger at blive LCHF’er og ovenikøbet ikke skilter med det eller “forventer” speciel kost, så mødes det med hovedrysten, himmelvendte øjne og endda formaninger om at jeg snart dør, hvis jeg spiser sådan.
Jeg ved LCHF kosten er anderledes og også kontroversiel og i konflikt med de officielle kostråd, men jeg er alligevel lidt forbavset over at modstanden næsten er indædt?!
Det skal siges at jeg ikke prædiker LCHF for alt og alle, men svarer når jeg bliver spurgt.
Min oplevelse er at det er yngre og folk af min egen generation, der nærmest forarges over det, mens den ældre generation er ret gode til at se fornuften i det og de er slet ikke så fedtforskrækkede. Så man må sige at 20-30 års indoktrinering af at fedt er fjenden, er lykkedes – spørgsmålet er så bare om vi er blevet sundere af det?!
Jeg synes selv jeg har truffet et godt valg for mig selv og respekterer at andre ikke vil det samme – men er som sagt lidt forbavset over ligefrem at blive mødt med en lidt halv aggressiv modstand. Hvad er det vi som LCHF’ere rører ved i modstandere, der bliver så indædte?!
Nå – det var bare lidt tanker og oplevelser. Fik lyst til at skrive om det, efter at have set udsendelsen “Dem der gør os fede” på DR2 i går. Har I ikke set det – så gør jer selv den tjeneste at få det gjort.
I udsendelsen blev nævnt en bog jeg hel sikkert skal have læst.
“Pure, White and Deadly” af John Yudkin, der i sin tid var det eneste modsvar på teorien om at det er fedt, især det mættede fedt, der gør og fede og syge. Yudkin kom i slem modvind hos sukkerindustrien og blev i den grad miskrediteret for sin forskning. Måske er det grunden til at vi i dag bliver federe og federe???
Nu skal bogen i hvert tilfælde læses. Jeg er ikke rokket i troen på at LCHF er vejen frem for mig, men jeg opdagede i hvert tilfælde at det, for nogle, virker meget anderledes!