Tag-arkiv: mayonnaise

Hurtig tun “salat”.

Jeg står med det ene ben på vej på ferie og gider derfor ikke handle det vilde ind. Tværtimod prøver jeg at få ryddet lidt op i de rester jeg har i køkkenet, så jeg ikke skal smide for meget ud når vi rejser om et par dage.
Dem der skal “housesitte” spiser ikke som vi gør, så de vil ikke have så meget gavn af det. Til gengæld vil de nok selv være nødt til at købe deres pasta/ris og brød, for det har vi ikke noget af i skufferne 😉

Så da jeg skulle lave frokost i dag, måtte jeg gennem skufferne og finde ud af at “bikse” noget sammen. det blev til denne tunsalat, der blev rigtig god. Tilbehøret er æg, for med fritgående høns i baghaven, er det en råvare vi næsten altid har til rådighed her i huset.

Ærterne i salaten er ikke striks LCHF, da de er ret rige på kulhydrater. men de smager godt og passer godt til tun, synes jeg.
Ærterne i salaten er ikke striks LCHF, da de er ret rige på kulhydrater. men de smager godt og passer godt til tun, synes jeg.

Ingredienser:
1 ds god tun i olie (køb nu delfinsikkert! 🙂 )
2 spsk Creme Fraiche 38% (selv havde jeg kun 18%)
3 spsk hjemmelavet mayonnaise
2 æg
1 dl fine ærter
Salt & Peber

Sådan gør du:
Æggene koges efter smag og behag. Jeg kan godt lide de er lidt smilende.

Resten af ingredienserne blandes sammen og smages til med salt og peber.

Server med de kogte æg og isvand – dejlig hurtig og mættende frokost!

Velbekomme!

 

Hjemmelavet mayonnaise

En af de ting jeg har skulle vænne mig til med LCHF, er at brugen af mayonnaise er ok. Vel og mærke mayonnaise af en god kvalitet. De fleste færdigrørte mayonnaiser på markedet indeholder en hel del sukker og/eller olie af svingende kvalitet, så det gælder om at se sig for.
Når jeg køber mayonnaise er det altid Hellmann’s. Den er lavet på æg fra fritgående høns og rapsolie af høj kvalitet. Den indeholder dog også lidt sukker, men i forhold til mange andre, er det ikke meget.

Alternativet er naturligvis at lave sin egen mayonnaise. Det er ikke så svært som man skulle tro og kræver faktisk bare en stærk stavblender.
Denne opskrift indeholder, foruden æg og olie, også hytteost. det synes jeg giver en god konsistens.

Lækker hjemmerørt mayonnaise. Kan varieres i det uendelige.

Lækker hjemmerørt mayonnaise. Kan varieres i det uendelige.

Ingredienser:
1 stort æg (helst øko)
1 dl hytteost 4,5%
ca. 1 dl god rapsolie
1 tsk sennep
1 spsk hvidvins eddike
Salt & Peber

Sådan gør du:
Slå ægget ud i en høj beholder.
Tilsæt hytteosten, sennep, eddike og krydderier.
Sæt stavblenderen ned over ægget.
Tilsæt olie til al hytteosten er dækket med ca. 1 cm olie.

Alt blendes hurtigt sammen til en passende konsistens.
Færdig og klar til brug.

Denne mayonnaise kan varieres i det uendelige, med hvidløg til Aioli, frisk chili, krydderurter mm. Kun fantasien sætter grænser.

mayo1 mayo2