Tag-arkiv: glutenfri

Hindbæris mm.

Friske hindbær! Den danske sommer byder på så meget lækkert!
Friske hindbær! Den danske sommer byder på så meget lækkert!

Ih jeg elsker hindbær!
I vores have er vi velsignede med gamle buske af en tidlig sort, så forleden plukkede jeg 3kg i løbet af no time.
Noget af det lavede jeg lækker flødeis af.

Lækker flødeis med hindbær.
Lækker flødeis med hindbær.

Ingredienser (6-8 portioner):
4 æggeblommer
4 dl piskefløde
4 – 6 spsk  Sukrin  (Almindelig, Gold eller melis)
2 tsk vaniljepulver eller korn fra 1 stang
2 dl friske hindbær
20g mørk chokolade (70% eller derover)

Sådan gør du:
Æggeblommer, sukrin gold og vaniljepulver piskes op til en lækker og luftig æggesnaps.
Bærrene blendes.
Fløden piskes stiv – så der trækkes gode spor fra piskeris i overfladen, men uden at fløden bliver “smøragtig”
Chokoladen hakkes groft.

Fløde og æggesnaps vendes sammen til en jævn masse.
De blendede bær og den hakkede chokolade vendes nænsomt i fløde/æggemassen, til det er jævn fordelt. Fryses via ismaskine eller hældes på forme, overdækkes og sættes i fryseren. Hvis du fryser isen uden ismaskine, skal du røre i isen 1 gang hver ½ time i starten, så al chokoladen ikke blot samles i bunden.
Smages bedst når en er let tøet inden servering!

VELBEKOMME!

Andre gode opskrifter med hindbær:
Hindbærsnitter
Hindbærlagkage
Mandelkager med bærskum
Medaljer med hindbærskum (udskift rabarber med hindbær)
Pandekage med bær

Cupcakes med smørfrosting.

Der er jo flere måder, hvorpå man kan konstatere at tiden går. En af dem er at vores børn bliver ældre!
I fredags dimmiterede en af vores som student og det er jo som sædvanligt ikke til at forstå hvor tiden er blevet af. 🙂
I forbindelse med Christians flotte eksamen, skulle de unge mennesker jo selvfølgelig ud på studenterkørsel og vi fik også æren af at få dem på besøg hos os.
Christian havde bestilt sandwich, hvilket han naturligvis fik, men jeg lovede også at bage nogle studenter cupcakes.
Før mine LCHF dage, var jeg kendt for mine kager i alle afskygninger, så der var fuld tillid til at jeg kunne præstere nogle flotte kager til anledningen.
Men – nu bestod problemet jo så i at jeg ikke har mel eller sukker i mit køkken længere og jeg var træt af at skulle ud at købe den slags igen. Så jeg besluttede mig for at det måtte blive LCHF cupcakes. Og ved I hvad?! De var en kæmpe succes! Ingen havde mistanke om at de var lavet uden mel og almindeligt sukker…..
Så derfor skal I da også have opskriften på dem.
Måske kom jeg lidt let om ved det denne gang, idet jeg egentligt havde “opfundet” selve kagen og dermed kun skulle finde ud af at lave en lækker frosting til dem. Her har jeg lavet den med blåbør og blå frugtfarve, da Christians hue er blå. Men den kan laves helt plain eller med andre bær/farve, som man ønsker det. 🙂

Men her kommer opskriften! Snyd ikke jer selv for denne lækre kage! 🙂

I dagens anledning med blå frosting, så de passer til huen!

Ingredienser (18 stk):

18 stk mandelkager / cupcakes

Frosting:
250g smør (blødt)
2 dl Sukrin Melis
1 tsk vaniljepulver
2 dl valgfri bær
evt. frugtfarve

Sådan gør du:
Smørret piskes godt luftigt og sukrin og vaniljepulver tilsættes.
Alt piskes godt op til en luftig og let masse.
Bærrene blendes og tilsættes langsomt til smørmassen mens der piskes. Tilsæt lidt af gangen, så du undgår at massen bliver for tynd. Hvis du ønsker mere farve kan du tilsætte lidt frugtfarve.
Det er vigtigt at alle ingredienser har stuetemperatur, da du ellers risikerer at smørmassen skiller. Skulle det ske, kan du sætte den i køleskabet i en times tid og så piske det godt sammen igen.
Ønsker du en neutral topping undlader du blot at tilsætte bær.

Pynt nu de afkølede mandelkager med topping/hele bær efter smag og behag.

Velbekomme!!

Lagkage med hindbærfromage og mandelbunde.

Jeg elsker min have – en stor gammel landhave, hvor vi gennem sommeren kan hente mange dejlige råvarer. Det er dog et par år siden at vi nedlagde selve nyttehaven, for den fik vi ikke passet – men vi har nu masser af bær, urter og ikke mindst et bugnende drivhus.

Lige nu har vi masser af hindbær. Vi har en tidlig sort, der tager over lige som jordbærrene er ved at klinge af.
Det skal selvfølgelig udnyttes og da bonussønnen lige er blevet student og skal fejres, så skal der naturligvis laves lækker sommeragtig lagkage. Så jeg har eksperimenteret med at få min tidligere yndlingslagkage konverteret til LCHF og resultatet blev ret godt, når jeg selv skal sige det – og det skal jeg jo 😀

Lækker sommerlagkage med friske hindbær.
Lækker sommerlagkage med friske hindbær.

Ingredienser (8 – 10 pers.):
Mandelbunde:
5 æggeblommer
æggehvider fra 3 æg
50g mandler
4 spsk Sukrin Gold
½ dl Pofiber
1 dl Affedtet mandelmel
1½ tsk bagepulver

Hindbærfromage:
5 bl. husblas
200 g. hindbær – friske eller optøede frosne
50 g. Sukrin melis
½ l. piskefløde
1  vaniljestang

Pynt:
½ l piskefløde og friske hindbær.

Sådan gør du:
Mandelbunde:
Æggeblommer og sukrin piskes til tyk æggesnaps.
Da vores meltyper er lidt tungere end almindelig hvedemel, kan det betale sig at være tålmodig her og piske rigtigt længe, så æggesnapsen bliver meget luftig.
Mandlerne hakkes meget fint.
Pofiber, affedtet mandelmel og bagepulver blandes og vendes forsigtigt i æggesnapsen sammen med de fint hakkede mandler.

Æggehviderne piskes stive, men ikke knoldede, og vendes i æggemassen til du har en ensartet dej. Rør så lidt som muligt og stop så snart dejen er sammenhængende. Jo mere luft der bevares i dejen, jo bedre.

Klip et rundt stykke bagepapir, der passer ned i bunden på en mellemstor springform. Læg papiret i bunden af formen og fordel dejen jævnt i formen. Glat toppen pænt ud.
Bages ved 190 grader alm. varme i 20-30 min.

Bunden afkøles helt i formen og skæres så forsigtigt løs af kanterne. Slå bunden ud af formen og rengør formen. Den skal bruges til at opbygge lagkagen i.

Hindbærfromage:
Husblassen lægges i blød i 1 liter koldt vand i en ½ time. Vaniljestangen flækkes og kornene skrabes ud.
Bland kornene med lidt Sukrin Melis, så du får en slags vanilje sukker.

Hindbær, Sukrin melis og vaniljesukker hældes i en lille kasserolle og opvarmes langsomt til kogepunktet. Rør i det undervejs, så hindbærrene bliver til mos. Tages af varmen og køles ned til ca. 70 grader.

Sukrin Melis, "vaniljesukker" og friske bær opvarmes.
Sukrin Melis, “vaniljesukker” og friske bær opvarmes.

Vrid vandet af husblassen og kom den direkte i den lune hindbærmasse. Rør godt rundt. Hæld massen op i en ren skål.

Pisk fløden til en let skum og kom 1/3 af flødeskummet op i hindbærmassen. Rør godt rundt. Dette er for at nedkøle hindbærmassen, inden den blandes med resten af flødeskummet.
Hæld den nedkølede fløde/hindbærmasse op i det resterende flødeskum og vend det forsigtigt sammen med en dejskraber. Bevar så meget luft som muligt.

Opbygning af lagkagen:
Flæk mandelbunden i 2 og læg den ene halvdel ned i springformen. Fordel ½-delen af hindbærfromagen på bunden. Tryk den anden bund ned ovenpå fromagen – der må godt trykkes lidt.
Fordel resten af fromagen på toppen og glat pænt ud.

Sæt kagen på køl, gerne til dagen efter eller 3 timer på frost til den har sat sig.

Kagen direkte fra køleskabet, inden pyntning.
Kagen direkte fra køleskabet, inden pyntning.

Inden servering sættes kagen over på det fad den skal serveres fra og her pyntes den med flødeskum og friske hindbær!

En bid af dansk sommer!
En bid af dansk sommer!

Velbekomme!

Oooopsie!

Selvom jeg som sådan og overraskende nok, ikke savner brød så meget som jeg troede, så er der bare nogle gange, hvor det er rart at kunne tage sig en ostemad.
I starten af mine LCHF dage bagte jeg mange brød, men det er blevet til mindre og mindre, omend jeg som regel har et skivet et af slagsen i fryseren.
Men når jeg skal bruge brød i en håndevending, så er jeg blevet rigtigt glad for Ooopsies, der jo kan varieres i det uendelige.
Den helt plain Ooopsie indeholder nærmest kun æg og ost + HUSK, men der kan laves både søde og salte varianter af grundopskriften.
Jeg foretrækker at tilsætte lidt pofiber til “dejen” for at få den lidt mere brødagtig. Det fungerer rigtigt godt, synes jeg.
Disse blev bagt, fordi vi skulle have hotdogs til aften og der er Ooopsies da lige sagen!

Lækre Ooopsies kan bruges til snart sagt alt!

 

Ingredienser (6-8 stk)
3 æg
100g Flødeost (ikke light!!!)
1 tsk Bagepulver
½ tsk Salt
1 spsk HUSK frøskaller
1½ spsk Pofiber

Sådan gør du:
Opvarm ovnen til 160 grader varmluft.
Æggene deles og hvider og blommer hældes i hver sin skål.
Blommerne piskes sammen med flødeost og salt, til det er en jævn masse. Herefter blandes bagepulver, HUSK og pofiber sammen med oste/ægge massen. Lad stå og trække lidt.
Pisk hviderne helt stive.
Hviderne blandes gradvis med oste/ægge massen. Brug en spartel og vend hviderne i lidt af gangen til du har en jævn dej.

Dejen sættes på en bageplade, beklædt med bagepapir. Jeg anvender en lille suppeske til formålet.
Bages i ovnen i 20-25 minutter.
Afkøler på en rist.

Jeg foretrækker mine Ooopsies kolde – med masser af smør og ost! Hvordan foretrækker du dine?
Kom gerne med dine forslag til Ooopsie varianter!

Velbekomme!

Rabarberchutney m/lakrids

Ja – så kommer der lige endnu en opskrift med rabarber. Det skinner ikke ret tydeligt igennem, at jeg er ret vild med den grønsag, vel?! 😉

I stedet for den sædvanlige kompot, har jeg i stedet lavet en chutney, der er sur, sød, syrlig og stærk på en gang. Et lækkert tilbehør til sommerens grillretter!
Meget apropos, for jeg render og pakker campingvognen for at drage ud i den danske forsommer og der bliver maden næsten altid tilberedt på grillen. Ikke at vi kommer i nærheden af Hr. og Fru Glæsel, når det kommer til grilltryllerierne, men der er nu bare en eller anden form for frihed over det at grille. Ikke mindst fordi manden så pludseligt viser øget interesse for at deltage i det at lave aftensmaden. Ikke den kedelige del med salat og grønsager forstås, men alligevel…. Det er altid rart med lidt fællesskab. 😛

Nå – men her får I opskriften på chutneyen. Den er lavet så den passer til mine smagsløg, men måske vil du have den mere syrlig, sød eller stærk – smag den til og lav din egen variant!

Lækker chutney - passer perfekt til grillmaden!
Lækker chutney – passer perfekt til grillmaden!

Ingredienser:
1000 g rengjorte rabarber
2 stk fint hakket rødløg
30 g Frisk ingefær, revet eller fint hakket
50 g Frisk peberod, revet eller fint hakket
2 stk tørrede piri piri chili
3-5 spsk Sukrin Gold eller kokossukker alt efter hvilken type rabarber, der anvendes.
2 dl æblecidereddike
2 dl vand
2 tsk groft salt
1-2 spsk lakridspulver

Sådan gør du:
De rensede rabarber skæres i stkker på 1-2 cm og alle ingredienser undtagen lakridspulver kommes i en gryde.

Alt i en gryde.
Alt i en gryde.

Det hele koges op og står og småsimrer til rabarberne er kogt ud. Det tager 20-30 minutter. Rør jævnligt i gryden.

Smag til med lakridspulveret. Sørg for det ikke klumper i chutneyen. Husk at lakridssmagen kan smage mere igennem, når chutneyen er kold.

Hvis der er meget væske i chutneyen, sies dette fra og bruges som sirup i salater mm.

Rabarbersirup - et herligt restprodukt.
Rabarbersirup – et herligt restprodukt.

Chutneyen hældes på glas, der lukkes og opbevares i køleskabet. Da der ikke er nogle konserveringsmidler i, skal chutneyen spises indenfor et par dage, når glasset er åbnet.

Server til sommerens lækre grillretter!

VELBEKOMME!

Rabarbersuppe med flødeskum.

Der er nu bare noget specielt ved lige at gå ud i haven og hente det man skal spise.
Idag har jeg været ude og trække rabarber til rabarbersuppe, rabarberkage og rabarberchutney.

Denne kolde rabarbersuppe med flødeskum er en fantastisk dessert eller erstatning for koldskål.  Måske ikke så sød, som jeg ville lave den i “gamle dage”, men rigtig lækker, smagfuld og frisk.

Kold og frisk rabarbersuppe til varme sommerdage.
Kold og frisk rabarbersuppe til varme sommerdage.


Ingredienser:
1 kg rensede rabarber
1 l vand
150 g sukrin / sukrin gold / kokossukker
2 vaniljestænger
1 drys kanel
2-3 spsk chiafrø

½ l piskefløde til flødeskum

Sådan gør du:
De rensede rabarber skæres i stykke á ca. 2 cm og kommes i en grydes med vand, sukrin, de flækkede vaniljestænger og kanel.
Koges til rabarberstykkerne er trevlet godt op.
Sies og hældes tilbage i gryden.

Herefter koges suppen langsomt op og der tilsættes chiafrø lidt af gangen, indtil suppen har den ønskede konsistens. Lad suppen koge lidt hver gang du har tilsat lidt frø, så du kan se hvor tyk den bliver.
Smag til om sødmegraden passer dig. Det kan være nødvendigt at tilsætte lidt ekstra sukrin, hvis der er brugt meget sure rabarber.

Si chiafrøskallerne fra og herefter stilles suppen til afkøling.

Serveres kold med en stor klat flødeskum!

Tip! Hvis suppen er lidt for tyk når du tage den ud af køleskabet, røres en smule isvand i.

VELBEKOMME!

Mættende pandekage m/bær

Morgenmad har altid været lidt svært for mig. Nogle gange har jeg ikke gidet spise det og andre gange er det blevet til noget havrefras eller lignende. Altså før mine LCHF dage.
Begge dele resulterede i at jeg alvorligt sukkerkold inden frokost og derfor altid startede med at spise skod sidst på eftermiddagen.

Idag spiser jeg et solidt måltid om morgenen, men ofte får jeg ikke frokost.
Jeg spiser min morgenmad når jeg er sulten. Nogle gange er det straks jeg slår øjnene op og andre gange er det i løbet af formiddagen.
Det varierer lidt hvad jeg spiser, men lige pt er det denne pandekage med bær, der er min favorit. Den holder mig mæt i 6-8 timer, hvilket betyder at jeg ikke skal spekulere så meget på frokost. Bliver jeg sulten hen ad eftermiddage, klares det ofte med en CaffeeCreme med fatbomb, så kan jeg klare mig til aftensmaden.

Dejlig måde at starte dagen på. Gerne med en kop smørkaffe, så er man mæt i mange timer!
Dejlig måde at starte dagen på. Gerne med en kop smørkaffe, så er man mæt i mange timer!

Ingredienser ( 1 portion):

Pandekage
3 æg
1½ spsk fløde
1 spsk pofiber
2 tsk loppefrøskaller/Grøn HUSK
½ tsk vaniljepulver
2 tsk kokossukker/ Sukrin Gold
1 knivspids salt (kan udelades)
1 håndfuld bær. Gerne frosne.
Smør til stegning

Flødecreme
½ dl fløde
3 spsk Creme Fraiche 38%
½ tsk vanilje pulver

Sådan gør du:
Pisk alle ingredienser, undtagen smør og bær, sammen til en jævn masse.
Smelt smørret på en varm pande og hæld æggemassen på. Skru ned til lav varme og lad pandekagen passe sig selv.
Når overfladen begynder at strørkne, drysses bær på.

Pisk fløden ret stiv og bland den med creme fraiche og vaniljepulver.

Når pandekagen er stivet helt, løsnes den forsigtig og hældes over på en tallerken.
Serveres med flødecreme. Overskydende flødecreme opbevares i køleskabet til næste dags pangekage.

Kan varieres efter smag.
Udskift pofiber med kokosfiber og fløde med fed kokosmælk for en kokosversion.
Undlad kokossukker/sukrin og vanilje for en salt version. Tilsæt så en smule mere salt og drys med stegt bacon & løg – mums!
Eller opfind din helt egen variant!

VELBEKOMME!!

Dejlig måde at starte dagen på.

Hvidkålslasagne

En af de ting min kæreste glæder sig mest over ved LCHF kosten, er at vi ikke længere får pasta.  Han kan ikke fordrage pasta og har altid vrænget på næsen, når der stod pastaretter på bordet. Ikke fordi han ikke kunne lide sovsen eller kødet eller hvad det måtte være, men simpelthen fordi han ikke kunne lide pasta. Det vokser i munden på ham og han synes det er melet og slimet – uanset om det er frisklavet eller ej.
De tider er jo ovre nu – for nu er der ikke længere pasta på menuen.

Jeg ved man kan lave og købe Lowcarb pasta, men indtil videre har jeg valgt at navigere helt udenom det og istedet erstattet pasta med diverse grønsager. det gælder også i denne lasagne, hvor pastapladerne er skiftet ud med hvidkål.

Inden du bliver alt for skeptisk, så vil jeg straks sige at man faktisk ikke smager kålen, men den giver en god struktur på retten.
Her får du mit bud på en lasagnesovs, men du kan jo bare vælge at bruge din egen, hvis du allerede har en favorit.

Lækker lasagne med hvidkålsplader.
Lækker lasagne med hvidkålsplader.

Ingredienser (4 pers):
Kødsovs:
500g hakket oksekød1 stort løg
2 fed hvidløg
1 rød peber
1 squash
1 ds hakkede tomater
Stødt chili
Paprika
Tørret oregano
Salt & Peber
Smør til stegning

Hvidkålsplader:
4 – 5 store blade hvidkål

Ostesovs:
½ l Creme Fraiche 38%
100g revet ost
2 æg
Salt & Peber

Sådan gør du!
Sæt ovnen på 180 grader varmluft.
Smelt smør i en gryde.
Løg, hvidløg og peberfrugt hakkes groft og hældes op i det smeltede smør, hvor det steges ved moderat varme til løgene er klare.
Oksekødet tilsættes og der røres af og til, til kødet er brunt.
Squashen rives groft og tilsættes sammen med de flåede tomater.
Lad sovsen simre ved jævn varme. Når den er varmet igennem krydres den efter smag. Rør jævnligt.

Stilken fjernes fra hvidkålsbladene, der dampes eller koges let i saltet vand.

Cremefraiche, ost og æg røres sammen til en jævn masse, der krydres med salt og peber.

Alt lægges sammen i et ovnfast fad. Start med kødsovs, så hvidkål så kødsovs osv. Slut med et lag hvidkål.

Læg kød og hvidkål lagvis
Læg kød og hvidkål lagvis

Når lasagnen er bygget op af kødsovs og hvidkål, hældes ostesovsen på toppen.
Nogle foretrækker at have ostesovs i lagene også, så det kan man jo gøre som man ønsker.

Afslut med ostesovs
Afslut med ostesovs

Bag lasagnen i ovnen i 20 – 30 minutter, til overfladen er blevet brun.

Lækker smagfuld lasagne.
Lækker smagfuld lasagne.

Jeg valgte at servere med et tomatsalat med feta, oliven og lidt olie.

VELBEKOMME!

Bettinas hindbærsnitter LCHF style.

Jeg har altid tidligere været ret berømt for mine hindbærsnitter. I hvert tilfælde i familien. 🙂
Især i sommer halvåret, hvor jeg selv kan hente de friske hindbær i min have, så jeg begyndte så småt at lede efter en opskrift, der kunne bruges i mit nye LCHF liv.
Helt tilfældigt dukkede der så en opskrift op på Urtekrams hjemmeside, så den tog jeg udgangspunkt i.

Resultatet blev, synes jeg selv, rigtigt godt! Så hermed min version af en glutenfri lchf venlig hindbærsnitte!

Lækre snitter!
Lækre snitter!

lngredienser (8 stk):
75 g mandelmel (hjemmelavet eller ikke affedtet)
50 g kokosfibermel
75 g kokosolie eller blødt smør
2 spsk Sukrin Gold
1 tsk citronsaft
1 tsk vaniljepulver

300 g friske eller frosne bær
2 spsk sukrin
2 spsk chiafrø

1 æggehvide
5 spsk sukrin melis

Sådan gør du:
Mandelmel, kokosfibermel, sukrin gold og vaniljepulver blandes godt sammen.
Tilsæt kokosolie/smør og citronsaft og dejen æltes/røres til den er smidig og sammenhængende som mørdej.
Dejen pakkes ind og stilles i køleskab i mindst 1 time.

Stil ovnen på 160 grader varmluft.

Dejen rulles ud til 2-3mm mellem 2 stykker bagepapir og stikkes ud i runde eller firkantede former af passende størrelse. Husk der skal være et lige antal udstikninger. 16 stk til 8 færdige snitter.
De udstukne stykker lægges på en bageplade, beklædt med bagepapir og bages i ca. 10 minutter. Bundene skal virke lidt bløde/halvfærdige i det, når de er færdigbagte, så hold løbende øje med dem, så de ikke bliver for mørke.
De færdige snitter afkøles på en bagerist.

Hindbærrene hældes i en gryde og overdrysses med sukrin. Bringes langsomt i kog. Når de har simret lidt, så bærrene er kogt ud, røres chiafrøene i og massen køles af.

Rør en glasur af sukrin melis og æggehvide. Tilsæt hviden lidt af gangen. Hvis glasuren bliver for tynd, tilsættes lidt ekstra sukrin melis.

Læg snitterne sammen ved at placere en stor klat hindbærmasse på halvdelen af de afkølede snitter.
Læg den anden halvdel ovenpå. Pynt med glasuren.

Klar til at spise!

Velbekomme!

 

 

Mandelkage / Cupcake

Dette indlæg indeholder affiliate links, der betyder at jeg modtager provision, hvis du køber de produkter der linkes til.

Efter min overgang til LCHF er jeg nærmest blevet fast inventar i køkkenet. Jeg elsker at eksperimentere og prøve at tilpasse forskellige opskrifter til LCHF principper. Det sker med varierende held, hvad min bedre halvdel kan skrive under på. Det er ikke alt jeg slipper lige heldigt fra! 😛

Men disse lækre mandelskager, som jeg fandt inspiration til i magasinet LIV, de faldt meget heldigt ud. Faktisk så heldigt at jeg vil tage dem med som dessert til en påskefrokost på torsdag.
Udover den meget gode smag, så er de så alsidige at de kan serveres for både diabetikere og for gluten allergikere. Begge dele dukker op til den fest jeg skal til.

mandelkager1

Ingredienser:

Mandelkager/Cupcakes (12 stk)
200g mandler
1 dl Sukrin Gold
2 spsk Kokossukker (kan udelades)
3 æg
100g sukkerfri marcipan ( F.eks ISIS eller lav din egen marcipan. )
1 tsk bagepulver.

Sådan gør du:
Tænd ovnen og sæt den på 180 grader varmluft.
Mal mandlerne til en grov mel.
Pisk æg og sukrin til en luftig og skummende creme.
Bland mandelmel, bagepulver og revet marcipan i æggecremen.
Hæld dejen i små muffin/cupcake forme og bag midt i ovnen i ca. 15 minutter, til de er gyldne.

Topping / Frosting
Herunder har jeg skrevet nogle forslag til topping/frosting.

Vaniljecreme
2½ dl piskefløde
2½ dl Græsk yoghurt 10%
2 spsk Sukrin Gold
1 tsk vaniljepulver

Fløden piskes til let skum, sammen med sukrin og vaniljepulver. Blandes med græsk yoghurt.
Lægges på kagerne og pynt med bær.

Mandelkager med vaniljecreme

Bærskum
200g frosne bær
2 spsk Sukrin Melis
2½ dl piskefløde

Kom bær og sukrin melis i en gryde og kog op.
Tag gryden af varmen og og afkøl bærblandingen.
Pisk fløden til let skum og bland med den afkølede bærblanding.

Fordel bærskummet på de afkølede mandelkager og pynt evt. med friske bær.

Smager lige så godt som de ser ud!
Smager lige så godt som de ser ud!

Smørcreme:
250g smør (blødt)
2 dl Sukrin Melis
1 tsk vaniljepulver
2 dl valgfri bær
evt. frugtfarve

Smørret piskes godt luftigt og sukrin og vaniljepulver tilsættes.
Alt piskes godt op til en luftig og let masse.
Bærrene blendes og tilsættes langsomt til smørmassen mens der piskes. Tilsæt lidt af gangen, så du undgår at massen bliver for tynd. Hvis du ønsker mere farve kan du tilsætte lidt frugtfarve.
Det er vigtigt at alle ingredienser har stuetemperatur, da du ellers risikerer at smørmassen skiller. Skulle det ske, kan du sætte den i køleskabet i en times tid og så piske det godt sammen igen.
Ønsker du en neutral topping undlader du blot at tilsætte bær.

Pynt  mandelkagerne med topping/hele bær efter smag og behag.
cupcakes

VELBEKOMME!! 😀