Tag-arkiv: frosting

Cupcakes med smørfrosting.

Der er jo flere måder, hvorpå man kan konstatere at tiden går. En af dem er at vores børn bliver ældre!
I fredags dimmiterede en af vores som student og det er jo som sædvanligt ikke til at forstå hvor tiden er blevet af. 🙂
I forbindelse med Christians flotte eksamen, skulle de unge mennesker jo selvfølgelig ud på studenterkørsel og vi fik også æren af at få dem på besøg hos os.
Christian havde bestilt sandwich, hvilket han naturligvis fik, men jeg lovede også at bage nogle studenter cupcakes.
Før mine LCHF dage, var jeg kendt for mine kager i alle afskygninger, så der var fuld tillid til at jeg kunne præstere nogle flotte kager til anledningen.
Men – nu bestod problemet jo så i at jeg ikke har mel eller sukker i mit køkken længere og jeg var træt af at skulle ud at købe den slags igen. Så jeg besluttede mig for at det måtte blive LCHF cupcakes. Og ved I hvad?! De var en kæmpe succes! Ingen havde mistanke om at de var lavet uden mel og almindeligt sukker…..
Så derfor skal I da også have opskriften på dem.
Måske kom jeg lidt let om ved det denne gang, idet jeg egentligt havde “opfundet” selve kagen og dermed kun skulle finde ud af at lave en lækker frosting til dem. Her har jeg lavet den med blåbør og blå frugtfarve, da Christians hue er blå. Men den kan laves helt plain eller med andre bær/farve, som man ønsker det. 🙂

Men her kommer opskriften! Snyd ikke jer selv for denne lækre kage! 🙂

I dagens anledning med blå frosting, så de passer til huen!

Ingredienser (18 stk):

18 stk mandelkager / cupcakes

Frosting:
250g smør (blødt)
2 dl Sukrin Melis
1 tsk vaniljepulver
2 dl valgfri bær
evt. frugtfarve

Sådan gør du:
Smørret piskes godt luftigt og sukrin og vaniljepulver tilsættes.
Alt piskes godt op til en luftig og let masse.
Bærrene blendes og tilsættes langsomt til smørmassen mens der piskes. Tilsæt lidt af gangen, så du undgår at massen bliver for tynd. Hvis du ønsker mere farve kan du tilsætte lidt frugtfarve.
Det er vigtigt at alle ingredienser har stuetemperatur, da du ellers risikerer at smørmassen skiller. Skulle det ske, kan du sætte den i køleskabet i en times tid og så piske det godt sammen igen.
Ønsker du en neutral topping undlader du blot at tilsætte bær.

Pynt nu de afkølede mandelkager med topping/hele bær efter smag og behag.

Velbekomme!!