Tag-arkiv: dessert

Jordbær creme kage

Ja, man kan vel nærmest sige at jeg starter hvor jeg slap for et år siden – nemlig med min favorit……JORDBÆR!!! 🙂

Forleden kom min mand hjem med en hel kasse flotte Jordbær. Han sagde det var i stedet for blomster – hmmmm, han ved hvad jeg kan lide! 😉
Da jordbær på denne årstid ikke er heeelt så saftige og smagfulde som jeg foretrækker dem, så valgte jeg at bruge dem i en dessertkage i stedet for at spise dem med fløde.
Udgangspunktet for kagen er den samme creme som min “ostekage uden ost“, men bunden og opbygningen er lidt anderledes.

Resultatet blev rimeligt godt, selvom jeg slog den lidt for hurtigt sammen – men smagen blev perfekt.

Ingredienser springform 20 cm:
Bund:
1 dl solsikke kerner
2 dl mandler
100g smør
2 spsk Sukrin Gold eller Suvida Gylden
2 tsk kanel (jeg bruger en smule mere, men min mand synes det er for meget kanel)

Fyld:
2 bk jordbær

Creme:
2½ dl piskefløde
2½ dl Græsk yoghurt 10%
2 spsk Sukrin Melis eller Suvida Flordrys
1 tsk vaniliepulver
1 tsk citronsaft

Sådan gør du:
Start med at forberede bunden.
Mandler og solsikkekerner hakkes til en grov mel.
Smørret smeltes på en pande; sødemiddel, kanel og de hakkede kerner tilsættes.
Blandes godt sammen til en ensartet masse.

Smør bunden på en 20cm springform og sæt ringen på.
Hæld massen fra panden i formen og tryk den sammen, så den er nogenlunde lige tyk hele vejen rundt.
Stilles til afkøling i køleskabet.

Jordbær:
Bærrene skylles og toppen skæres af. De største bær (8-10 stk) halveres og der tages en 5-6 bær fra til pynt. Resten hakkes op i mellemfine stykker.

Creme:
Piskefløde, sødemiddel og vanilje piskes til en fast skum. Den må dog ikke piskes så meget at den bliver smøragtig.
Vend Græsk Yoghurt i. Cremen skal være jævn og let.

Opbygning:
Tag formen med den afkølede bund ud af køleskabet.
Sæt kageplastik ned langs kanten på ringen. Hvis ikke du har kageplastik, kan husholdningsfilm bruges – det gjorde jeg, for min plast var pist væk forsvundet…??!!
Sæt de store halverede jordbær langs kanten på ringen hele vejen rundt. De placeres så den flade del er ud mod ringen.

Tag 3/4 af cremen fra og kom i en sprøjtepose. Fordel massen rundt om jordbærrene hele vejen rundt. Sørg for der er et hul i midten af formen. Gem til til at afslutte med.
Bland de hakkede jordbær med den resterende creme og fyld det i hullet i midten. Afslut med creme fra sprøjteposen, så toppen af kagen bliver ensfarvet.

Læg lå på (evt film) og stil på køl i minimum 2 timer.
Jeg foretrækker at lade den trække natten over.

Pynt:

Alle, undtagen 1, af de resterende jordbær halveres og hvis det er muligt, skæres endnu en skive.
Læg en ring af jordbærskiver på midten. Det er den ydre ring af jordbær blomsten, så der skal være plads til at lægge 3 lag mere.
Inden i den ydre ring lægges et lag jordbærskiver mere – halvvejs oppe på den første ring. Sådan forstættes til det kun er et lille hul i midten – her sættes det sidste jordbær, der blev skånet for halvering. 🙂

Kagen kan holde sig et par dage i køleskab.

VELBEKOMME!! 🙂

Jordbærtærte

Jeg må krybe til korset og indrømme, at når det kommer til friske solmodne sommerjordbær, så har jeg rygrad som en regnorm.
Det er ikke små mængder jeg spiser – og det er nok også i overkanten. Men jeg trøster mig med at sæsonen er kort og tillader mig selv at give den gas. Efter de første 14 dage plejer den værste “craving” at være overstået og forbruget bliver mere normalt.  🙂

En af de obligatoriske jordbærretter fra fortide, er jordbærtærten.
Jeg har savnet den – men har nu endelig fundet en værdi aftager for den.
Min mand, der har stået model til meget LCHF bagværk, og som derfor er naturligt skeptisk overfor mine køkkeneskapader, har udtalt at den jo smager lige så godt som “den ægte vare”. Det tager jeg som god ros!

Jeg har fundet inspiration til denne tærte på www.netspiren.dk, der vist igen har fundet den hos www.madbanditten.dk .
Men som sædvanlig har jeg liiiiige ændret på et par småting undervejs.

jordbærtærte

Ingredienser:

Bund:
150 g blødt smør
100 g affedtet mandelmel
1 spsk Fiber HUSK
1 spsk Sukrin Gold
1 tsk vaniljepulver
1 tsk bagepulver
1 lille nip salt
5-10 dråber mandelessens
60 g mørk chokolade min. 70%

Creme:
250g mascapone
3 dl fløde
1 tsk vaniljepulver
1-2 spsk Sukrin Gold

10-12 friske jordbær, skåret i halve.

Sådan gør du:

Bund:
Sæt ovnen til 200 ­­°C alm ovn eller 170 °C varmluft.
Bland alle ingredienser til dejen.
Smør en mellemstor tærteform og bred dejen ud i formen.
Hak chokoladen groft og fordel den ovenpå dejen.
Bages midt i ovnen i  10-12 minutter til kanterne er brune, men ikke brændte.
Tag formen ud og smør den smeltede chokolade ud på hele bunden og sider, med en pensel.
Bunden stilles i køleskab og afkøles helt.

Creme:
Pisk mascapone og piskefløde sammen med sukrin og vaniljepulver, til du har en tyk creme.
Læg cremen på den afkølede bund og pynt med de halverede jordbær.

VELBEKOMME! 🙂

Fastelavnsboller

Hov – jeg kan godt se at bloggen her på det sidste, har taget en retning af at jeg kun får lagt de søde opskrifter op… :-/
Det må jeg se at få hold på – for jeg laver masser af anden mad, men det kniber med at få opskrifterne lagt op. Shame on me….

Men mens jeg lige tager mig sammen til at lægge andre opskrifter op, kan I da glæde jer over denne opskrift på lækre fastelavnsboller. Det er trods alt den tid vi går i møde nu.
Jeg har valgt at fylde dem med sukkerfri hindbær syltetøj, men der er jo frit slag på alle hylder. 🙂
fastelavn1

Ingredienser (8-10 stk):
4 æg
3 spsk Sukrin Gold
70 g smeltet smør
1 dl piskefløde
1 dl Kokosfibelmel
3 spsk Fiberhusk
1 tsk kardemomme
½ tsk vaniljepulver
2 tsk bagepulver
1 nip salt

Til fyld:
2 dl piskefløde
2 spsk frysetørret hindbær (kan undlades)
1 spsk Sukrin Gold
Sukkerfri hindbær marmelade

Sådan gør du:
Sæt ovnen på 180ºC varmluft eller 200ºC almindelig varme.

Pisk æg og sukrin op til en fast skum.
Tilsæt piskefløde og smeltet smør.
Bland de tørre ingredienser i en skål og vend dem i æggemassen.
Lad dejen trække i ca 10 min, så fibrene kan trække væske.

Med våde hænder, formes 8-10 boller, der sættes på en bageplade, beklædt med bagepapir.
Bages 10-14 minutter i ovnen, til de er jævnt gyldne.
Afkøles på en bagerist.
fastelavn4

Fyld:
Fløden piskes op til skum sammen med Sukrin Gold og frysetørrede bær. Fyld i en sprøjtepose.

Skær de afkølede boller igennem på midten og læg en ring fløde på alle bunde. Placer en klat sukkerfri hindbærmarmelade i midten. Tryk toppen forsigtigt på.

VELBEKOMME! 😀

fastelavn2

Baileys mousse

Jeg indrømmer det! Jeg er typen der hellere vil have dessert end forret! Og denne mousse er lige til at blive afhængig af!
Den er blød med masser af lækker smag – men meget energi tæt, så man spiser ikke flere portioner af den.
Baileysen kan man ikke sige er LCHF – men man kan udskifte den med lidt ekstra kakao, fløde og whiskey essens.
Alternativt kan man skifte baileys’en ud med piskefløde og 1 spsk Instant kaffe, for en lækker kaffe mousse. Så er alle regler overholdt 😉

Jeg ved at mange tror at LCHF er et frikort til at spise fede desserter – men det er det ikke. Desserter skal stadigt nydes med måde og ved de specielle lejligheder.
Og ved de lejligheder kan man jo lige så godt unde sig lidt luksus – det klarer denne dessert til fulde!

ENJOY! <3

baileys-mousse

Ingredienser (4 portioner):
2 blade husblas
½ dl Sukrin Gold
2 spsk mørk kakaopulver
– tilsæt eventuelt mere for en kraftigere chokoladesmag
3,5 dl piskefløde
1 dl meget kold Bailey’s
1 tsk vaniliepulver

Sådan gør du:
Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand. Lad dem udbløde i 10 minutter.
Tag husblassen op af vandet og smelt den over vandbad, med det vand der hænger ved. Du skal ikke vride husblassen.
Når husblassen er smeltet og flydende sættes den til afkøling.

Bland sukrin, vanilje- og kakaopulver og tilsæt fløden. Pisk til fløden får struktur.

Mens der piskes med medium hastighed tilsættes skiftevis en gradvist Baileys og husblas.

Pisk til massen er stiv og fast. Rør den evt igennem med en spartel, da husblassen har en tendens til at samle sig på bunden af skålen.

Hæld moussen i serveringsglas og opbevar på køl indtil servering. Pynt med et drys kakaopulver!

VELBEKOMME! 😀

Koldskål

Sommeren lod vente på sig i år – men nu ser det ud til at den er her. I hvert tilfælde de næste par dage!
Til sommer hører koldskål – helst med jordbær, men det havde jeg ikke lige hjemme.

Denne koldskål er super nem at lave og smager som den “gammeldags” med kærnemælk.
Jeg har ikke opfundet kammerjunkere endnu – men ved at Jane på madbanditten har været i gang.

Lækker svalende koldskål til en varm sommerdag.
Lækker svalende koldskål til en varm sommerdag.

Ingredienser (4 pers):
2 dl Græsk Yoghurt 10%
1 stang vanilje
4 tsk Sukrin Gold
½ dl piskefløde
1 portion æggemælk
Saften fra 1 – 2 citroner

Sådan gør du:
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland kornene med 1 tsk Sukrin, så du får “vaniljesukrin”.
Pisk Græsk Yoghurt, piskefløde, vaniljesukrin og sukrin sammen til en let og cremet masse. Det er vigtigt at sukrinen er helt opløst.
Tilsæt iskold æggemælk og rør sammen. Smag til med citronsaft.

Det var det – så har du lækker koldskål.
Hvis du på forhånd ved at du er til en ret sød koldskål, skal du nok tilføje lidt ekstra sødemiddel.

VELBEKOMME! 😀

Blød og lækker dessert med flødecreme!

Uha – det er længe siden jeg har være aktiv her på bloggen.
Det er ikke fordi jeg har droppet LCHF – tværtimod, så tror jeg det er fordi LCHF i dag er blevet så integreret en del af mit liv, at jeg simpelthen “glemmer” at dele de lækre opskrifter. Det skal der laves om på – NU!

Jeg har mange opskrifter liggende, men vil begynde med en lille lækker sag, nu hvor weekenden er lige op over. Denne dessert er supernem at lave og smager fantastisk. Den mætter også godt – så man behøver ikke nogen kæmpe portion….

cremedessert
Cremet flødedessert i glas – en lækker eftermiddagssnack eller efter en dejlig middag.

Ingredienser (4 personer):
100g mandler
50g smør
Sukrin Gold eller lign
2,5 dl piskefløde
2,5 dl græsk yoghurt 10%
1 stang vanilje eller 1-2 tsk vanilje pulver
Isis blåbær syltetøj eller bær

Sådan gør du:
Mandlerne hakkes mellemfint.
Smørret smeltes på en pande og mandler og 2 – 3 tsk sukrin hældes i panden. Omrøres ved jævn varme til sukrinen er smeltet og mandler har suget en del af smørret.
Tages af varmen og nedkøles.

Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud. Bland med 1 tsk sukrin gold.
Pisk fløden godt stiv, men ikke så den bliver smøragtig.
Bland flødeskum med vanilje/sukring og græsk yoghurt, til det bliver en fed glat creme. Smag til med yderligere sukrin gold, hvis nødvendigt.

De nedkølede og karamelliserede mandler deles til knas og halvdelen af det, fordeles i bunden af 4 portionsglas.
Ovenpå knasen fordeles et lag flødecreme – så et lag knas og til sidst et lag flødecreme.
Pyntes med blåbærsyltetøj eller friske bær. Helst lidt syrlige.

Cremen kan sagtens laves i god tid – bliver ikke dårligere af at stå og trække i køleskabet.

VELBEKOMME!! 😀

Mandel a la mand….

Så nærmer julen sig og det fyger rundt med forslag til, hvordan vi kan LCHFicere julemaden.
Personligt har jeg bestemt at d. 24, 25 og 26. december er jeg ikke striks LCHF’er, for jeg elsker julemaden.
Det er ikke det samme som at jeg vil holde et 3 dages sukker orgie, men jeg vil nok tage for mig af retterne….. tror jeg! 🙂

Men jeg har da også arbejdet med LCHF alternativer til de forskellige ting og her kommer min udgave af Ris a la mand’en! Den er baseret på en mandelgrød, men den kan også laves på min chiagrød. Personligt synes jeg begge dele smager lækkert, men nogle bryder sig ikke om konsistensen på Chiafrøene, eller det at de jo gør desserten lidt mørk.
Men det er helt op til dig hvad du vælger – dog skal du huske ikke at tilsætte salt til chiagrøden, hvis den skal bruges til dessert! 🙂
mandelalamand

Ingredienser (4 personer):
Mandelgrød:
25g smør
1 dl piskefløde
2 dl fintmalet mandelmel (af smuttede mandler, for en hvid dessert)
1 tsk vaniljepulver
1 spsk Suvida eller Sukrin
mandelgroed

Blandes med:
2,5 dl piskefløde
1 dl hakkede mandler (smuttede)

Sådan gør du:
Smør og fløde varmes op i en gryde, indtil smørret er smeltet.
Tilsæt de øvrige ingredienser og rør ved jævn varme, til massen er blevet en grød.
Stil til side og afkøl.

Pisk fløden til let skum. Piskes den for hårdt, vil desserten blive tung og hård.
De hakkede mandler og den afkølede grød, vendes forsigtigt i fløden, til den er jævnt fordelt.
Serveres koldt og gerne med en varm frugtsovs til.
Jeg foretrækker ISIS kirsebærsovs.

VELBEKOMME! 😀

Rabarbersuppe med flødeskum.

Der er nu bare noget specielt ved lige at gå ud i haven og hente det man skal spise.
Idag har jeg været ude og trække rabarber til rabarbersuppe, rabarberkage og rabarberchutney.

Denne kolde rabarbersuppe med flødeskum er en fantastisk dessert eller erstatning for koldskål.  Måske ikke så sød, som jeg ville lave den i “gamle dage”, men rigtig lækker, smagfuld og frisk.

Kold og frisk rabarbersuppe til varme sommerdage.
Kold og frisk rabarbersuppe til varme sommerdage.


Ingredienser:
1 kg rensede rabarber
1 l vand
150 g sukrin / sukrin gold / kokossukker
2 vaniljestænger
1 drys kanel
2-3 spsk chiafrø

½ l piskefløde til flødeskum

Sådan gør du:
De rensede rabarber skæres i stykke á ca. 2 cm og kommes i en grydes med vand, sukrin, de flækkede vaniljestænger og kanel.
Koges til rabarberstykkerne er trevlet godt op.
Sies og hældes tilbage i gryden.

Herefter koges suppen langsomt op og der tilsættes chiafrø lidt af gangen, indtil suppen har den ønskede konsistens. Lad suppen koge lidt hver gang du har tilsat lidt frø, så du kan se hvor tyk den bliver.
Smag til om sødmegraden passer dig. Det kan være nødvendigt at tilsætte lidt ekstra sukrin, hvis der er brugt meget sure rabarber.

Si chiafrøskallerne fra og herefter stilles suppen til afkøling.

Serveres kold med en stor klat flødeskum!

Tip! Hvis suppen er lidt for tyk når du tage den ud af køleskabet, røres en smule isvand i.

VELBEKOMME!

Ostekage u/ost a la Bettina

denne “ostekage” har fået sit navn, fordi det lige en ostekage, har konsistens som en ostekage, men faktisk ikke er en ostekage! 🙂

Det er faktisk nærmere en flødekage, men nu kan alle, der ikke kan lide ost altså også få “ostekage”!

Det er helt klart en af mine favorit kager og den er også super velegnet til dessert. Jeg har et stykke tid fiflet med at få den gjort LCHF venlig og nu er det endelig lykkedes!!

"Ostekage" uden ost med hindbærtopping.
“Ostekage” uden ost med hindbærtopping.

Ingredienser ca 4. personer:
10 stk kanelkager a la Bettina
100g smør
2½ dl piskefløde
2½ dl Græsk yoghurt 10%
2 tsk Sukrin Gold
½ tsk vaniliepulver
300g friske eller frosne bær
2 spsk Sukrin
1 – 2 spsk Chiafrø

Sådan gør du:
Kanelkagerne brækkes i mindre stykker og blandes godt op med smeltet smør på en pande eller i en gryde. Pas på de ikke kommer til at stege.
Kanelkagemassen kommer op i en passende form og trykkes godt sammen. Sættes på køl.
Fløden piskes godt stiv og blandes med græsk yoghurt. Smages til med Sukrin Gold og vaniliepulver.
Massen fordeles ovenpå kanelkagebunden og sættes igen på køl.

Bærrene kommes i en gryde, drysses med sukrin og varmes langsomt op. Lad simre kortvarigt og drys så chiafrøene i, for at jævne “marmeladen”. Prøv jer lidt frem.
Den afkølede marmelade fordeles på toppen af kagen.
Voila – færdig.

Kagen kan med fordel laves dagen i forvejen og opbevares på køl, til den serveres. det bliver den bestemt ikke dårligere af!!

Velbekomme!