Kyllingefrikadeller og spidskålsalat med mormordressing

Disse lækre kyllingefrikadeller er meget let at lave og smager super godt. De kan varieres i det uendelige, så find din egen favoritsmag! 🙂
Jeg vælger at lave dem i ovnen. Et levn fra mine “fedtfattige” dage. Dengang var det for at undgå fedt, men i dag er det bare fordi det er nemt. Mens frikadellerne steger, kan man lave salaten – eller som jeg gjorde i går – tage et bad uden at frygte maden brænder på.

kyllingefrikadelle1

Mens kyllingefrikadellerne hygger sig i ovnen, kan man så snitte en fin spidskålsalat. Jeg foretrækker at lave den dagen før, så bliver den mere mør. Men den kan sagtens spises straks efter den er lavet.
Her har jeg valgt at bruge rød spidskål, fordi jeg synes det er flot – men smagen er den samme, uanset om du bruger rød eller grøn/hvid.

Kyllingefrikadeller (6 stk):
500g hakket kyllingekød
1 lille løg, finthakket
2 stængler forårsløg, finthakket
2 æg
100g revet ost
Salt & peber

Sådan gør du:
Tænd ovnen på 190ºC varmluft.
Bland alle ingredienserne godt sammen og lad farsen stå og hvile lidt.
Beklæd en bageplade med bagepapir.
Form 6 frikadeller med hænderne og fordel dem på bagepladen.
Sæt i ovnen og steg ca. 30 minutter eller til de har fået god farve. Vend dem gerne et par gange undervejs.
Bliv ikke forskrækket, hvis osten flyder ud, det har ingen betydning.

Spidskålsalat med mormordressing:
1 spidskål
1-2 æbler (udelades, hvis man er striks LCHF)

Dressing:
2dl piskefløde
2 spsk citronsaft
1 spsk æblecidereddike
1½ spsk sukrin Gold
salt

Sådan gør du:
Spiskålen snittes helt fint. Æblerne skæres i små stykker og blandes med spidskålen.

Alle ingredienser til dressingen røres god sammen og smages til med salt.
Hældes over spidskål og æbler og blandes rigtigt godt. Lad trække så længe som muligt inden servering. Smager rigtigt godt dagen derpå også, så lav bare en stor portion.

Et voila – så er aftensmaden klaret.

VELBEKOMME 😀

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.