Alle indlæg af Bettina

Mayodressing

En lækker dressing der giver en god smag til både kolde og varme retter og salater.
Mest velegnet til de lidt tungere ting som råkost.
Tilsat lidt hvidvinseddike er det en rigtig god coleslaw dressing.

Ingredienser:

100g cremefraiche 18%
25g Hellmann’s mayonnaise
salt og peber.

Røres sammen og smages til med salt og peber. Enkelt og genialt! 🙂

 

Sprøde kyllingenuggets

Som det ret hurtigt vil kunne ses, så er jeg ret glad for kylling og bruger det meget i min madlavning.
Dette er en ret som børn er rigtigt glade for – Nuggets er altid en succes.

Jeg har valgt mandler som “rasp”. Det giver en del kulhydrater, ingen tvivl om det, men det giver også det gode fedt fra mandlerne.
Hvis der vælges groft rugmel som rasp, vil der kunne spares fedt. Men melet indeholder jo altså den slags kulhydrater som vi ikke er så begejstrede for. Så der skal spares på det. 🙂

nuggets1

 

Ingredienser ( ca. 14 nuggets):
110g mandler
350g kyllingebryst u/skind
1 æg
2 spsk piskefløde
Salt og Peber efter behov

Sådan gør du:

  1. Ovnen varmes op til 175 grader.
  2. Mandlerne hakkes så groft eller fint som du ønsker. Blandes med salt og peber.
  3. Ægget piskes sammen med fløden.
  4. Kyllingebryst skæres i passende nuggets stykker.
  5. Kyllingstykkerne vædes godt i æggeblandingen og vendes derefter i de hakkede mandler.
  6. Lægges på en bradepande, der er beklædt med bagepapir.
  7. Sættes i ovnen i ca. 30 minutter.

Server med kogt blomkål og/eller broccoli med en slat mayodressing.

 

Så er der taget hul på min nye blog!

Jeg har nu endelig fået taget mig sammen til at starte min blog. Og selvom jeg lige nu og i nogen tid fremover, sikkert vil skrive primært til mig selv, så føles det alligevel godt!

Grunden til at denne blog er blevet til, er at jeg er lidt af en nørd – så er det sagt. Når jeg falder over noget der fanger mig, så må jeg bare gå i dybden med det.
Sådan er det også med LCHF! Jeg har endelig fundet noget der føles rigtigt for mig og min krop og så må jeg bare vide alt om det. Det er selvfølgelig ikke bare noget der sker fra den ene dag til den anden, men processen er spændende og jeg vil gerne dele den med andre, der kunne tænke sig at snuse til LCHF. Og også gerne med jer der allerede ved noget om det – alle er velkomne her.
Jeg vil gerne dele lidt om min vej ind i LCHF om de problemer og glæder det har givet mig og om de tanker, der dukker op undervejs!

Det ses jo at jeg endnu ikke har fået udfyldt alle punkterne i menuen – men jeg arbejder på sagen og har fået lagt min første opskrift ind. Et bud på en lækker kyllingeret.

Jeg håber du vil hænge på og hjælpe mig med at gøre denne blog aktiv. Og det gælder også selvom du ikke er hardcore indenfor LCHF – alle afarter/grene er velkommen – for som jeg ser det, er grænser noget der pirrer min nysgerrighed. Så fortæl mig/os om din lidenskab og send mig dine bedste opskrifter!

Kyllingefad

kyllingefad1 kyllingefad2

Denne ret er cremet og lækker. Fyldt med smag – lav på kulhydrat og protein og god for en del fedt! 😉

Ingredienser til 4 personer.

350g kyllingebryst
50g hamburgerryg
1 løg
1 mellemstort blomkålshovede
100g champignon
100g revet fuldfed ost (45+)
100g revet parmesan
1 spsk smør
3 dl piskefløde
3 spsk Creme Fraiche 18%

Sådan gør du!

  1. Opvarm ovnen til 180 grader
  2. Kylling, hamburgerryg, løg og champignon skæres ud i tern.
  3. Blomkålen deles i buketter, der dampes eller koges møre.
  4. Smørret smeltes på en pande og kyllingeterningerne brunes
  5. Tilsæt løg, hamburgerryg og champignon til kødet og lad det småstege til løgene er klare.
  6. Fløde, cremefraiche, revet ost og 1/3 af parmesanen hældes op i en gryde. Bring roligt i kog under omrøring. Når al ost er smeltet, smages til med salt og peber.
  7. Når blomkålen er kogt mør, hældes evt vand fra. Blomkål, kyllingeblanding og ostesovs blandes godt sammen og hældes i et ovnfast fad. Resten af parmesanosten drysses over.
  8. Sættes midt i den varme ovn i 25 minutter, til skorpen er gylden og sprød.
  9. Serveres evt. med en grøn salat.

Velbekomme!! 🙂

Energifordeling (i hele retten):

Fedt
214,56
Kulhydrat
59,52
Protein
197,32
Kcal
2926

Har du ideer til tilbehøret til denne ret – så kom med dem!